UFRIVILLIG BARNLØS: MAN FØLER SIG TIT ALENE

ufrivilligbarnløs

ufrivilligbarnløs1

Dagbog d. 10 juni 2011
Jeg havde ligget og kigget på uret i 45 min. Bare stirret, kunne ikke sove mere, og nu var det endelig tid til at ringe. Det var nervepirrende og mine hænder rystede, da jeg trykkede nummeret ind på min mobiltelefon. Optaget! Nervøsiteten og pulsen steg. Prøvede at ringe igen. Optaget! Ringede igen. Optaget! Nu bankede mit hjerte som aldrig før. Ringede igen og igen og igen… Og endelig duttede den ikke optaget mere… Jeg holdt vejret, men vi fik det svar vi frygtede: ingen raske æg til oplægning. Øv! Vi lå i stilhed i hinandens arme og bare græd. Følelsen af uretfærdighed og sorg. Al den hormonbehandling til ingen nytte. Vi har nu prøvet i 4 år uden et resultat. Hvor bliver du af? Vi vil så gerne være forældre til dig. Vi har så meget kærlighed at give. I dag er vi rigtig kede af det, drømmen synes at være længere væk end før – og umulig. Lykkes det nogensinde?

image

Hej, jeg hedder Helle og jeg er ufrivilligt barnløs. Min mand og jeg besluttede at smide p-pillerne i juni 2007. Vi var unge; min mand 23 og jeg selv 24. Vi blev ikke gravide – ikke første år, ikke andet år og heller ikke tredje år. Først efter tre år søgte vi hjælp. Ved udredning fandt vi ud af, at min mand har en kromosomfejl, en såkaldt Robertsonsk translokation, og dermed svært nedsat sædkvalitet. Jeg har ingen diagnose fået, men jeg er ikke så fertil. Laver dog æg, men ikke så mange af gangen som man kunne håbe på, når man er i behandling.

Det fylder hele kroppen, hele sjælen, hele din eksistens at være ufrivilligt barnløs. Du tænker på det dag og nat, og du bliver mindet om “det du ikke har” hele tiden. Overalt ser man gravide, barnevogne, nyfødte og de sociale medier… Åh gud, et helvede for folk der kæmper mod barnløshed. Her er det en god ide at “trække stikket” i perioder.

Det er ensomt at være ufrivilligt barnløs. Man føler sig rigtig tit alene. Hverken kæreste, veninder, familie eller andre kan fylde ensomheden ud. De kan måske fylde den ud i sekunder, i minutter og nogen gange timer, men så snart man er alene er den der, ensomheden. Andre føler og håber med én, men når dagen er omme, tager de hjem til deres børn. De spiser aftensmad, de hygger, de planlægger børnefødselsdage, skifter bleer, tegner, laver perleplader, læser godnathistorier, synger sange og smører perfekte madpakker. Tænk, at man kan savne noget så meget, man ikke har haft. Livet som ufrivillig barnløs er fyldt med smerte og misundelse. Og når lille William lige skal give sine forældre en krammer og et kys, så bliver det så tydeligt, hvad det hele handler om. Kærlighed. Ubeskrivelig kærlighed. Når man er barnløs, er der ingen der egentlig behøver én. Det er sådan det føles.

Håb er min ven. Men kan man stole på håbet? Kan man regne med håbet? I den barnløse verden har vi hele tiden håbet, håbet om at det kan lade sig gøre. Håbet om at blive forældre en dag. Hvor længe skal man håbe? Og tænk hvis håbet en dag forsvinder? NEJ vi mistede aldrig håbet, men vi mistede troen…

Men så i maj måned 2013, så jeg en tidlig morgen de længe ventede 2 streger. Shit det var vildt! Kunne det virkelig passe? Blodprøven bekræftede en graviditet. Jeg tog SÅ mange test, for bare at se de 2 streger igen og igen. Graviditeten var på én og samme tid lykkelig og forfærdelig. Når det tager så lang tid at opnå graviditet, så er man så angst for at miste det igen. Tænk hvis det blev taget fra os. Vi holdt vejret i 9 måneder. Den var svær at nyde, men samtidig var det den vildeste og lykkeligste oplevelse. Og hold nu op, hvor ville jeg gerne prøve det igen.

Vi har fået den skønneste datter og vi føler os nu som de heldigste forældre, for selvfølgelig er det lige netop hende vi har ventet på, og hun er det hele værd. Hun er på alle måder den mega hårde lange kamp værd. Så til alle andre barnløse: KÆMP, bliv ved, mist aldrig håbet.

Nu er vores største ønske at give hende en søskende. Så vi er igang med ivf behandling igen. Jeg havde troet og håbet at anden kamp ville være en del nemmere, for nu er vi jo forældre, vi har fået vores mirakel, men det er hårdt. Hårdt igen. Men på en anden måde. Hun hiver os hurtigt op igen, efter et mislykket forsøg. På de sociale medier var der en der skrev: “Den største gave du kan give dit barn, er en søskende”. Hold nu op en mavepuster, for tænkt hvis vi ikke kan? Angsten om det kan lade sig gøre er tilbage, og jeg hader den!

Når man som par er i behandling tror jeg der er to scenarier, enten ødelægger det parforholdet og ellers gør det jer stærkere sammen. Der er så meget der spiller ind. Både fysisk, psykisk og økonomisk. Det kan hurtigt blive en dyr fornøjelse.

image

Man får tre gratis forsøg i det offentlige, herefter koster tre ivf forsøg 43.000 kr. hvis du er under 35 år og 49.000 kr. hvis man er over. Derudover kommer medicinen. Og der er ingen garantier for graviditet. Vi er igang med det tredje forsøg her i anden omgang, så nu skal der heppes. Økonomisk er vi heldige, at kunne få hjælp af familien, vi låner og betaler tilbage, men det gør ondt at tænke på at nogen ikke er så priviligerede.

Jeg er sikker på, at det kan være svært, at være pårørende til ufrivillig barnløse, hvordan skal man agere og hvad skal man sige, så her er et helt enkelt råd: Lyt og støt. Undgå “gode” råd, som “Prøv at slap af, så skal det nok komme”. Den sætning lyder måske harmløs, men den er ret så provokerende, og det er en sætning som mange oplever. Du kunne ligeså godt sige “Det er din egen skyld, at du ikke opnår graviditet” – for du slapper ikke af.

image

 

Læs også Er Katrine biologisk mor, når hun har fået æg af sin søster?