Spicy Thai oksekødssalat
Holy monster, det er ikke fordi man kan kalde mig prof mad-fotograf, MEN smagen af denne spicy Thai-salat, fejler bestemt ingenting. Tværtimod. Thai-mad er klart på min top fem liste over favorit-spise (og jeg er så heldig, at sku’ på Thai restaurant med hende her i aften). Denne salat er lidt anderledes end traditionelle salater med dens spicy hjemmelavede dressing. Og så gør det heller ikke noget, at den er møg nem at lave! 🙂
Det skal du bruge til to personer:
1 stor (god) bøf, fx højreb eller ribeye (ca. 300 gram)
1/2 bakke (50 g) salatblade – fx spinat
1 rød peberfrugt
10-15 cherrytomater
Forårsløg
1 håndfuld frisk koriander og mynte
Lidt tørstegte cashewnødder (usaltede)
(1 flaske rødvin og to rødvinsglas)
Dressingen laves af:
1 spsk honning
Saften af 1 lime
1 frisk rød chili
2 tsk friskrevet ingefær
2 spsk fiskesauce
1 tsk soya
1 fed presset hvidløg
– Mix det hele
Bøffen steges et par minutter på hver side, så den ikke er gennemstegt, og mør. Skær bøffen i 2 cm skiver. Fordel salaten i bunden af to tallerkener, skær peberfrugten i strimler, forårsløgene i ringe, cherrytomaterne i halve, og krydderurterne hakkes og alt lægges på salatbladene. Kødet og nødderne lægges på toppen og dressingen hældes ud over.
(Rødvinen hældes i glassene – I læner hovedet ca. 90 grader tilbage, drikker – og spiser salaten dertil) 😉