I sidste uge røg første brevkasse indlæg på bloggen – læs med her, hvor “Farum” spørger til råds angående hendes (manglende) vægttab. I dag er det tid til endnu et brevkasse-indlæg – for det er jo onsdag 😉
Jeg har i ugens løb modtaget nogle mails med forskellige emner, og har udvalgt følgende, da mange af os måske enten selv har stået i samme situation, eller kender en der har – at ønske sig et barn, men mangle en mand!
Her er hvad Kathrine har skrevet – med håb om at I læsere, vil hjælpe 🙏😀:
Hej piger!
Jeg har været single siden 2002. Dér slog min drømmemand nemlig op med mig, efter at vi havde været sammen i fire år. Det havde ikke gået særligt godt de sidste par måneder, men jeg havde troen på, at det skulle blive godt igen. Men det havde han åbenbart ikke, og sagde en dag efter arbejde, at han havde fundet en lejlighed og flyttede med det samme. Jeg var ret chokeret og ked af det, og er stadig ikke kommet mig helt over bruddet. Måske er det også derfor, at jeg ikke har fundet en ny kæreste, fordi jeg sammenligner alle mænd med “den perfekte mand” – min eks. Med årene der er gået, er jeg også blevet ældre, og er nu i en alder af 38, uden mand – og børn, som jeg har et stort ønske om at få. Men med hvem? Med mig selv? Skal jeg finde en mand i byen, som en af mine bekendte har gjort, og blive single-mor? Eller skal jeg finde en donor, og håbe at det lykkedes på den måde? Eller er der stadig håb forude – at jeg finder en mand, der også vil have børn, inden der går for lang tid (jeg er jo trods alt 38, og bliver 39 i år!). Jeg er i syv sind, og er meget bange for at tage skridtet som kommende alene-mor. Jeg ved jo hvor sindssygt hårdt det er at have børn, selv når man er to om det. Samtidigt føler jeg heller ikke, at jeg kan vente længere, for tænk hvis der går to-tre år før det lykkes mig at blive gravid? Så er det muligvis for sent.
Jeg føler mig ret meget alene i det her, da jeg ikke har nogen tætte veninder der har – eller står i samme situation som mig. Derfor er jeg helt oppe at ringe over denne brevkasse, som forhåbentlig kan hjælpe mig på vej. Er der nogle af jer piger derude, der selv har stået – eller kender én, i samme situation? Hvad tænker I, at jeg skal gøre? For mig er børn meningen med livet. I alle fald mit eget liv 🙂
Kærligst Kathrine
