24. juli 2016

Må jeg se din tissekone, Kronprinsesse?

kronprinsesse

Det er 9 måneder siden jeg startede bloggen her, og dette indlæg var et af mine første. I dag er det præcis to år siden at dette skete, det er nemlig min fars fødselsdag i dag, og det var det også den dag hvor min datter ville se Marys tissekone…

Sidste sommer lånte vi et dejligt sommerhus i Tisvildeleje, af nogle søde venner. Længere nede af vejen, boede også Kronprinseparret i nogle venners sommerhus. Jeg var højgravid med Sofus, det var stegende hedt og jeg var konstant tomatrød i ansigtet. Uma var, – også dengang, meget aktiv og man skulle hele tiden holde øje med hvad hun lavede, fordi hun kravlede på, og pillede ved, alt! Alt! En dag da jeg skulle ind i en lille butik på hovedgaden, for at finde en fødselsdagsgave til min far var Uma blevet væk. Hun havde gået ved siden af mig mens jeg kiggede på krukker og dimsedutter, jeg ser hende ikke men hører hendes stemme sige ‘Må jeg se din tissekone?’. Jeg vender mig om, og ser at hun er på vej ind under Kronprinsse Marys lange hvide sommerkjole. I forvejen var jeg ved at dejse om, fordi varmetrykket var ulideligt for en ret så tyk mavserund pige som mig. Og fandme så, om min datter ikke står og spørger en fremmed (Kronprinsessen!!!) og hun må se hendes tissekone. ALT mit blod i kroppen steg til hovedet, sveden randt ned af mig og i min forbavselse og pinlighed, vender jeg mig mod kassen og tager en hurtig beslutning – ‘Den tar jeg’. Mary derimod bukker sig bare sødt mod Uma, fjerner hendes hånd og siger noget lignende ‘Det må man ikke’, og smiler til hende. Og shopper videre. Jeg løber efter, jeg har fået krukken jeg (åbenbart) har købt til min far, i hånden, ud af butikken og flår Uma med i armen. Hun ser lidt chokeret ud og forstår ikke helt hvad der foregår. Da jeg kommer ud kan jeg trække vejret en lille bitte smule igen. For helvede da også, mand!

For at køle af går vi et par meter ned af vejen til Hansen is og køber den største softice, jeg nogensinde har spist. Og næste morgen, hvor Mary går forbi vores lånte hus, på vej til stranden og hilser pænt godmorgen, gemmer jeg mig halvt bag hegnet.

 

Tre skidegode tidsrøvere #2

treridsrøvere

Så er jeg der igen – dér hvor jeg nævner, at der bare er et eller andet virkelig lækkert ved at dejse om på sofaen efter Barylernes sengetid, finde Ipad’en frem og klikke ind på Netflix, for at suge chick-flicks og andre lækkerier i sig. Koble hjernen fra, og måske også æde sådan en fræk satan her, imens. Her er tre serier jeg har været TOTALT besat af det sidste stykke tid, som jeg også vil anbefale andre at smække i sig, hvis man er hunkøn, elsker at smovse drama, kærlighed og overdrivelse i dig.

janethevirgin

Jane The Virgen

Hold op, hvor havde jeg det pres over, at jeg måtte vente endnu en dag, på endnu et afsnit, af Janes crazy liv, fordi jeg vidste ungerne altid vågner tidligt næste dag, og jeg derfor ikke bare kunne lappe afsnit efter afsnit i mig, til hen ad morgenstunden. Hvis jeg altså ville have noget søvn.

Jane er noget nær verdens mest fornuftige pige, men alligevel en type man ikke kan lade være med at holde ekstremt meget af, fordi hun både er pisse-irrierende fornuftig, samtidigt med hun kommer ud for alverdens ting og sager – både dramatiske, uheldige (som at blive gravid som jomfru????), und so weiter… En “Very American” serie, hvor man ikke keder sig ét sekund, og hvor alle karakterer er så ekstreme, at man ikke kan andet end blive suget helt, helt, HELT ind i historien. Og hade at man efter afsnit 22 må vente på en ny sæson, der endnu ikke er tilgængelig!

thefosters

The Fosters

Der er gået lidt teen i den, i Sydhavnsmammas hoved! Det her er endnu en serie, der vist henvender sig til kvinden, der elsker lidt drama. The Fosters er en serie om et lesbisk par og deres (pleje)familie, som Jennifer Lopez bl.a. står bag. Jeg må sige, at ‘Jen from the blog’ har en mega smækker røv, er god til at lave hits, og serier kan hun åbenbart også finde ud af at lave. Ifølge Ghettomamma her. Jeg er i hvert fald blevet hængende. Se den!

lilyhammer

Lilyhammer

En serie, der ikke kun er for the (drama) ladies! Tag bare jeres mænd (hvis sådan én haves) med ind i sofaen til denne gangsta’serie, der handler om Frank – en tidligere mafiaboss, der skifter New Yorks gader ud med de norske fjelde, under sit alias, Johnny Henriksen. En “natklubejer og far til to”. Tingene er nok bare ikke heeeelt så enkle, som der håbes på, og livet som Johnny får sine udfordringer. I bør se denne serie, hvis I ka’ li’ fedt skuespil, humor og et lækkert set-up i (film)billeder. Og hey, hvem ka’ ikke dét?

Læs også “Tre skidegode tidsrøvere“! Og tip os lige, hvis du kendrr til en god serie (som ikke kræver for høj hjerneaktivitet, for dét haves ikke efter klokken ni om aftenen – jeg snakker for mig selv), tak! Jeg mangler en ny serie, at kaste min dvaske krop over – danke schoen! 🙂

 

 

 

Scroll to Top