Jeg laver ofte denne pizza med blomkålsbund og i sidste uge lagde jeg et billede op af min italienske favorit på min Instagram – og har efterfølgende fået nogle forespørgsler på udførlig opskrift – den kommer her 🙂 :
Det skal du bruge til 1 pizza (nok til en familie på 2 voksne og 2 børn):
1 mellemstort blomkålshoved (ca 400 g) – du kan også bruge et broccolihoved.
2 mellemstore/store æg
100 gram ost – du kan bruge alt fra resten af din Riberhus eller whatever, til revet cheddar, emmentaler eller lign.
Fyld (mit ynglings er følgende) :
1 stor dåse tomatpure
1 squash skåret i skiver på langs
Evt også 1 aubergine (skåret i ca 1 cm skiver og pre-stegt på panden i lidt olie)
1 dåse artiskokhjerter – eller bunde, skåret i mindre stykker
2 fed hvidløg
2 spsk oregano
1 styks frisk mozzarella
Lidt olie
Salt, peber
Frisk basilikum
Sådan gør du:
Tænd ovnen på 200 C
Skyl blomkålen (eller broccolien) og skær den ud i mindre buketter. Smid det lidt efter lidt i foodprocessoren og kør det til ‘ris’. Tilsæt derefter 2 æg og 100 gram ost.
Voila! Dér har du bunden!
Find en bageplade og beklæd den med bagepapir. Hæld ‘dejen’ ud på bagepapiret og smør det ud i et tyndt, jævnt lag.
Fordel tomatpureen ud over hele bunden (som er lidt våd, så vær forsigtig, så der ikke kommer ‘huller’). Skær derefter squash og artiskok i mindre stykker og fordel ud over pizzaen (hvis du vil bobbe den helt op, så steg en aubergine i skiver på panden først – i lidt olie, og smid det også på pizzaen). Derefter river du den friske mozzarella i småstykker med hænderne og fordeler den over hele bunden, og drypper forsigtigt lidt olie ud over. Derefter tilsættes lidt salt og peber, og pizzaen bages midt i ovnen i 15-20 minutter til bunden er sprød i siderne og osten er gyldenbrun.
Når pizzaen er taget ud af ovnen drysser du den friske basilikum ud over pizzaen og laver en lille olie – hvidløgsdressing som kan hældes over pizzaen, af et par spsk olie og et par knuste hvidløg. Tilsæt evt også lidt chili til dressingen, hvis du ka’ li’ det spicy 🙂
Jeg har lavet melfrie pizzaer tonsvis af gange og dette fyld er min favorit. Hvilken er din?
2 kommentarer til “Verdens bedste melfri vegetarpizza!”
Har prøvet din bund idag men den blev ikke sprød, skal den ikke være det? Den smagte i øvrigt super godt 😊
Den bliver mest sprød i kanterne, men jeg har også formået at få den sprød over alt flere gange, ved at lave bunden meget tynd. Var din lidt tyk måske? Ja den smager skønt 🙂