“Jeg kunne ikke holde ansvaret ud. Jeg havde ingen selvtillid som mor”

“Jeg kunne næsten ikke holde ud at se billeder af ham, og når han smilte til mig måtte jeg tvinge mig selv til at smile tilbage. Jeg var som en robot, der udførte mine opgaver som jeg skulle, men ikke kunne give noget ekstra. ALT mindede mig om at jeg havde fejlet som mor…”.

Mellem hver tredje og hver fjerde nybagte mor oplever at få en efterfødselsreaktion. Her fortæller en sej kvinde om sin efterfødselsreaktion.

Her er også nogle gode råd til hvad du selv kan gøre i en lignende situation – og som pårørende…

Efterfødselsreaktion

På en julidag i 2014 fandt jeg ud af at jeg var gravid. Jeg havde en måneds tid inden haft snakken med min kæreste, og vi havde besluttet os for, at nu ville vi gerne være forældre. Det tog kun en måned før jeg stod med den positive test i hånden, men jeg havde allerede haft gang i kalenderen, sat kryds ved sidste menstruation og beregnet ægløsning. Alt var under kontrol! 🙂

Da jeg fandt ud af at jeg blev gravid blev jeg glad, men det var også meget abstrakt. I løbet af graviditeten var jeg meget bekymret for, om noget skulle gå galt. Indtil jeg kunne mærke liv var jeg bange for at min søn skulle dø inde i maven på mig, men jeg forsøgte at beherske min nervøsitet. To uger inden fødslen holdt kontrollen op, og nervøsiteten overvældede mig fuldstændig. Det, der skulle være en super spændende tid med forventningens glæde, blev overskygget af en frygt for at det hele skulle gå galt.

Min søn blev født en kold snefuld vinterdag, og var helt som han skulle være. I løbet af de første par dage var der nogle udfordringer med amningen, og nogle småting med hans helbred, som gjorde mig meget bekymret. Da vi skulle hjem på 3. dagen (forsinket af føromtalte udfordringer) havde jeg faktisk slet ikke lyst til at komme hjem og jeg havde SLET ikke lyst til at være alene med ham.

Set i bakspejlet var alle de udfordringer vi mødte med amning, gulsot og andre ting som mange forældre møder, jo ufarlige og banale. Men jeg kunne ikke holde ansvaret ud. Jeg synes det var en enorm belastning at han var så lille og hjælpeløs, og at vide at hvis jeg gjorde noget forkert, eller overså hans behov, så ville vi kunne miste ham.

Vi fik ingen søvn i starten fordi vi skulle made ham hver 3. time, malke ud, supplere med erstatning. Jeg tror måske jeg sov en time til halvanden ad gangen, og det skubbede yderligere til sårbarheden.

Det gik op og ned de næste par måneder, men angsten for at miste eller gøre noget forkert blev bare værre. Jeg havde ingen ro eller sikkerhed i, at jeg vidste hvad der var bedst for mit barn. Jeg havde ingen selvtillid som mor. Jeg var næsten sygeligt fikseret på hans vægt, om han tog på og om han spiste nok.

Jeg elskede min søn fra dag 1, men jeg havde nok svært ved at knytte mig til ham. Da han var ca. tre måneder droppede jeg amningen fordi den aldrig havde kørt, og det bare blev mere og mere udfordrende i takt med hans øgede energibehov. Det var som om det virkelig satte skub i tingene, så jeg for alvor fik det skidt. I de uger kunne jeg ikke holde ud at se på billeder af ham, og når han smilte til mig måtte jeg tvinge mig selv til at smile tilbage. Jeg var som en robot, der udførte mine opgaver som jeg skulle, men ikke kunne give noget ekstra. ALT mindede mig om at jeg havde fejlet som mor ved ikke at kunne ernære mit barn selv.

Sundhedsplejersken kom forbi en af de dage jeg havde det værst, og screenede mig for en efterfødselsreaktion, og det var nok dér at vi opdagede at det ikke var helt som det skulle være. Det var ikke normalt, at det hele skulle føles så hårdt. Jeg fik en henvisning til noget gruppeterapi med andre mødre i samme situation. Det var nok først da jeg (ca. 3-4 måneder senere) snakkede med andre i samme situation at jeg erkendte at jeg havde haft en efterfødselsreaktion.

OG HVAD SÅ NU?

Nu er min søn over et år gammel. Jeg har siden han var ca. 4-5 måneder mærket en konstant forbedring. Selvom jeg stadig ikke er helt mig selv så har jeg det godt, og har haft det længe. Jeg elsker ham, han er helt fantastisk, og han giver mig modspil. Jeg kan mærke at jeg har gjort det godt nok.

Jeg har stadig en del issues med den allerførste tid som mor, og det skal bearbejdes når jeg er klar til det. Det er jeg snart.

Min kæreste og jeg har haft det meget forskelligt med at blive forældre – og en del af udfordringen har nok også været at han tog alting så let, og jeg så tungt. Det har taget ham lang tid at forstå hvor dårligt jeg havde det.

HVAD KAN DU SELV GØRE?

Det er helt normalt at være bekymret når man er nybagt mor, men hvis bekymringerne eller angsten overmander en, så snak med sundhedsplejersken om det. Jeg har ikke følt mig stemplet af at være ærlig omkring min situation. Det kan være svært at dele med kæresten eller familien, fordi de måske bagatelliserer det. Jeg har (måske en milliard gange) fået af vide at det er helt normalt at være bekymret, ”velkommen til mor-klubben – sådan er det bare” – nej, det er det altså ikke!! Det er sgu ikke normalt at være SÅ bekymret som jeg var, og jeg ville ønske at omverden ikke var så berøringsangst.

Endnu flere gange har jeg fået af vide at der jo ikke var nogen grund til at være bekymret, fordi min søn var sund og rask, og var i trivsel. Men det folk ikke forstår er, at frygten og angsten er irrationel, den kan ikke beroliges væk. Min bedste oplevelse var med en veninde til min kæreste, som jeg kort mødte på gaden, mens jeg havde det værst. Hun spurgte mig ”hvordan har du det?” og jeg brød fuldstændigt sammen. Jeg ved ikke om der egentlig var nogen der havde spurgt mig om det, uden at følge op med en sætning om at ”de første 2 år med børn ER bare hårde”. Det var så befriende og rart at der var en der viste omsorg uden at forsøge at fortælle mig hvordan man var en rigtig mor, hvilke følelser der var tilladte osv.

SOM PÅRØRENDE…

• Reager hvis du kan mærke at hun har det svært med at være mor (eller han har det svært med at være far)
• Hjælp, enten ved bare at være tilstede, ved at vaske op, eller ved at give en sutteflaske mens mor og far sover ud. AFLASTNING HJÆLPER!
• Sørg for at bekræfte hende i alt det hun gør rigtigt, og i, at hun gør det så godt hun kan
• Hjælp med at skaffe professionel hjælp hvis det ikke bliver bedre hurtigt. Her kan man finde en psykolog, ringe til sundhedsplejersken eller tage en tur forbi egen læge.

Læs også “Jeg er bange for at jeg kommer til at gøre mit barn ondt”.

Du kan følge Sydhavnsmor på Facebook, Bloglovin’ og Instagram 🙂