Får overskud af mange børn – Charlotte er mor til syv!

Jeg har snakket med Charlotte om hvordan det er at være mor til SYV (!) børn – som alenemor. Da jeg første gang hørte om Charlotte og hendes store familie i et TV-program, var jeg ved at falde bagover af beundring. Og undren. For hvordan i helan hulan kan man overskue, at have SÅ mange børn? Jeg syntes, at det var meget hårdt, bare at have én. Så fik jeg én mere, og fik et chok over hvor meget arbejde der var i det. Nu var der pludselig aldrig ro længere, og muligheden for lige at trække sig en kort stund, var ikke-eksisterende. Men mit liv blev beriget med endnu mere kærlighed <3

Mega seje Charlotte fortæller her hvordan hun klarer hverdagen, som mor til syv…  🙂

Charlotte Højlund, 48 år, journalist, forfatter, foredragsholder, klummeskribent og debattør. 

Bor i København NV ved Utterslev Mose i et halvt dobbelthus.

Børn: Sebastian 22, Karoline 19, Kamille 17, Sylvester 13, Sophus 11, Luna 9 og Lykke 4. De tre store er fra første ægteskab, og de fire yngste fra seneste ægteskab.

Højlund, Charlotte 2_Line Thit Klein

(Foto: Line Thit Klein)

Har du altid haft en drøm om mange børn?

Det er svært at svare på, fordi jeg som mange andre har haft en ideologisk ungdom, hvor jeg mente, at ’denne verden er for ond til at bringe børn ind i’. Men da mine forældre blev skilt, fandt min far en ny kone med tre børn, så derude var vi altid fem, indtil min lillebror kom til, da jeg var 15. Jeg nød den store børneflok som barn, og min far mener, at jeg altid har sagt, at jeg gerne ville have mange børn, men sådan husker jeg det ikke selv.

Hvordan klarer du det økonomisk?

Ja, mange børn er dyrt, så der er ting, de ikke får som fx årlige udlandsrejser og ditto Tivoli-ture. Men vi er gode til at spise billigt, lave restemad, købe på dato og i det hele taget bare ikke smide mad ud. Jeg er også god til at finde billigt tøj, arve fra venner og familie – giver også selv videre, og er der helt specielle eller dyre ting, som de gerne vil have fx iPhone, iPad, mærkevaretøj osv., ved de, at de selv må spare op af lommepenge eller ønske sig penge i fx fødselsdagsgave.

Jeg er ofte ved at kradse af  pga. stress med to børn, og kan ikke forestille mig hvordan jeg rent praktisk ville komme ud af døren bare med én mere – hvordan gør du, når I skal ud af døren?

For mig handler det meget om helt faste rutiner, og at børnene gør ting selv. De vælger og tager selv tøj på fra 2-3 års alderen, da det udelukker en masse konfrontationer og skænderier og dermed sparer tid. De sætter selv deres ur og ved, at morgenen hedder: op, tage tøj på, spise, børste tænder – og hår. Desuden laver de selv deres madpakke dagen inden og skal også have tjek på fx idræts- og svømmetøj dagen før, så det ikke tager tid om morgenen.

Får du hjælp, og har du nogen sinde fritid – uden børn?

Jeg har indtil for nyligt igen haft rengøringshjælp, men det er lige pt. sparet væk, da min indtægt er lidt usikker. Så vi gør det selv, og børnene har selv ansvar for deres egne værelser. Efter jeg er blevet alene, har jeg hver anden weekend, og mens vi var sammen, forsøgte vi at skabe lidt tid hver for sig eller sammen.

I bor i hus – hvordan gør I, ift. værelser?

Jeg bor i et lille, halvt dobbelthus i Utterslev Mose, og børnene har deleværelser på nær de store. Sådan har det altid været, så det er de vant til, men derudover tror jeg på, at det giver børn tryghed ikke at sove alene. Vi har en lille have og bor midt i store grønne områder, så det nyder vi meget…

Har du nogle tips til hvordan man gør en hverdag lettere for forældre?

Gør børnene selvhjulpne, for de kan meget mere, end deres forældre tror. Se på, hvad de selv skal i institutionerne, og lad dem gøre det samme derhjemme. Faste rammer og rutiner – det kan de fleste børn faktisk godt lide. Skru ned for ambitionerne, det er okay med lette løsninger. Og det er okay at sige nej til arrangementer i fx skole og SFO, det er okay ikke at kunne alt – det kan ingen!

Fra barn nr ? til barn nr ? var det hårdest?

Der er stor forskel fra ingen til et barn, fordi man pludselig ikke længere er i første række. Der er også stor forskel fra 1 til 2, fordi man som to forældre med 1 barn, altid kan få lidt fri, når der er en til at tage over. Med 2 skal begge være på. Også stor forskel fra 2 til 3, fordi man der finder ud af, at man altid er utilstrækkelig. Men kan man leve med den følelse, betyder det ikke så meget, om der er 3, 4 eller 5.

Jeg kan personligt få dårlig samvittighed overfor mit store barn, fordi den lille tager meget tid – det må du også have prøvet?

Både ja og nej, fordi jeg altid prøver at inddrage den store i gøremålene med den lille, så de ikke føler sig forbigået eller glemt. Man kan fx godt amme og læse højt samtidigt.

Hvordan ser en gennemsnitlig onsdag ud hos jer?

Ret stressende, da jeg har to fodbolddrenge, der begge skal til træning denne dag, men på forskudte tidspunkter, og det ligger midt i aftensmaden. Så tirsdag og onsdag må vi spise lidt forskudt, og jeg har først fri omkring kl. 22.

Hvordan ser en gennemsnitlig lørdag ud hos jer?

Rimelig stillle og rolig, medmindre der er fodboldkamp eller familiefødselsdag. Men ellers prøver jeg at lave så lidt som muligt og lave så få arrangementer som muligt i weekenderne, da det også er der, børnene har nemmest ved at have legeaftaler.

Tror du at alle kvinder ville kunne klare at blive mor til 7? 

Nej, det tror jeg på ingen måde, fordi det kræver, at man er indstillet på, at det ’koster’ at have børn. Ikke så meget økonomisk, men mere at der er ting, som må vente, til man igen ikke har så mange små omkring sig. Ellers tror jeg mange ønsker sig det, men har svært ved at se sig ud af det, fordi vi er så forhippede på alenetid for både børn og voksne, som om det skal være en fast ting, i stedet for at se det som noget, man gør, når behovet opstår. Jeg tror også, mange er mere optagede af at gøre karriere, og det er svært med mange børn, medmindre man har et virkelig godt job, så man kan købe sig fra en del praktisk. Når det er sagt, er det også enormt givende, fordi ens liv i den grad er fyldt med kærlighed.

 

Du kan følge Sydhavnsmor på Facebook og Bloglovin’ og Instagram 🙂