Hvor billigt kan man brødføde en familie på 4 i en måned?

brødføde

Siden jeg flyttede hjemmefra, har jeg altid brugt mange penge på mad. Da jeg var rundt de tyve år, røg jeg ofte på diverse grillbarer, pizzeriaer, og i ny og næ ramte jeg også “Den Gyldne Måge”. Da jeg flyttede for mig selv (i Kattesundet), blev jeg mere bevidst om mit madindtag og ændrede livsstil til de mere sunde alternativer. Nu nakkede de lokale shawarmahuse ikke længere min indtægt, i stedet donerede jeg mine mønter til Nettos økologiske frugt- og grønt-afdeling. I samme periode forsvandt det meste af mit post-teenage-hvalpefedt, og jeg begyndte at interessere mig mere for rigtig mad og sundhed.

Nu har jeg to børn, der skal have mad i kæften dagligt, og det koster også penge. Mange af dem. Vi sætter hver måned 5000 kr. på en særskilt madkonto, men ca. den 20. i måneden er kontoen tom, og vi trækker på vores egne (bankerot) lønkonti, indtil der igen tikker penge ind. Jeg er ret sikker på, at vi ikke er den eneste familie, der har budgetteret for lavt, når det handler om mad. Eller… handler det i virkeligheden om, at vi (jeg – det er primært mig, der står for at købe ind) ikke bruger de penge, vi har sat af, fornuftigt?

Det sidste halve års tid er vi igen røget på den lette mad-løsning at bestille måltidskasser fra Aarstiderne. Det har fungeret fint for smagsløgene, og det har været fedt, at vi slap for at skulle drøne i Irma og SuperBrugsen mere end højst nødvendigt. Men det er ikke altid, at vi har fået brugt de fire aftenmåltider pr. uge optimalt, og somme tider har ungerne ikke gidet spise de ret så eksotiske vegetarretter, som kasserne har budt på. Således har vi alligevel fyret ekstra ingredienser på bordet, måske oven i købet lavet to forskellige aftenmåltider – et til børnene og et til os. Upraktisk og dyrt!

Derfor er min kommende plan for marts at skære ind til benet, uden at det bliver kedeligt, uden at vi skal undvære vores økologiske madvarer og vores weekend-vin og ungernes daglige ostehaps! Jeg vil budgettere, lægge et ugentlig madbudget, handle på nettet, så jeg undgår lækkersulten-shopping og unødvendige køb, indføre en ugentlig ‘mad-fridag’ – forstået på den måde, at det fandeme er dejligt, når man ikke skal lave aftensmad – og derfor skovle rugbrødsmadder ind i stedet. Hvem har taget skade af at spise en leverståhej eller æggemad til aftensmad?!

Jeg vil fra d. 6 marts hver søndag måneden ud gøre status for ugen og se om mit lille projekt kan lykkes. Jeg håber, at jeg kan inspirere OG ikke mindst blive inspireret af jer derude, hvis I har nogle gode tips eller måder at holde jeres madbudget indenfor en vis ramme? Igen: Jeg er træt af at bruge 8-9000 kr. på mad (selvom jeg elsker mad og gladeligt gjorde, hvis vi havde dobbelt så mange penge), men samtidig skal det heller ikke være så stramt, at det er surt at samles om aftensmaden.

Min plan er at forsøge at holde vores madbudget under 5000 kroner i marts. Det vil jeg gøre ved at:

  • Lave madplan (planlægge ud fra, hvor mange aftenener om ugen vi er hjemme hver især)
  • Købe stort ind én gang om ugen på nettet og dermed undgå lækkersult-shopping
  • Have én rugbrød-dag om ugen
  • Have én suppe-dag om ugen
  • Spise det samme aftensmad to dage i træk
  • Genbruge ingredienser, så vi undgår madspild
  • Have én køddag om ugen, hvor vi spiser godt økologisk kød/kylling/fisk

Har du nogle gode råd? Så stik endelig os andre dem. Jeg har ikke prøvet at spare sådan for alvor på mad før, så jeg glæder mig til at kaste mig ud i forsøget  😉