5 fede festligheder i februar
Alene dét at komme ud af døren kan være en fest i sig selv, når man har kreeret nuttede pomfritter der konstant render én i knæhaserne! Og hvis ens tøj så oven i købet heller ikke er indsmurt i (særlig meget) grød, er der virkelig noget at fejre!
Næste uge er det vinterferie og begge mine unger holder fri fra institutionen. Så skal den have én over sinkadusen, så det buldrer og brager, for nu vil jeg være kulturel! Jeg nåede ikke et eneste arrangement i modeugen i år, da der gik rimelig meget Elsa, løve (fastelavn) og X-factor i den hjemme hos os. Derfor har jeg besluttet mig for at bruge byen ekstra meget, både med – og uden avl resten af februar, hvor jeg vil…
Danse til mega fede The Entrepreneurs og Palace Winter, som I måske allerede kender fra radioen?! De spiller under Frost Festival på torsdag d. 11. februar kl. 20.00 på Gefion Gymnasium. Jeg vil selvfølgelig heller ikke gå glip af The Bowdashes, når de spiller på “Underbar” på lørdag d. 13. februar kl. 21.00. Slutteligt i koncert-rækken skal jeg helt sikker også høre Artificial Brothers & This Is You, når de spiller i Musikcaféen, Huset-KBH d. 25. februar kl. 20.00! 🙂
Spise min ynglingsbrunch på Nationalmuseet i slutningen af måneden, når der igen tikker penge ind, på min hammer flade konto.
Besøge min gamle arbejdsplads Operaen, sammen med mine pomfritter. Der er nemlig – igen, helt fantastisk opera for børn, når der opføres “Klods Hans” på søndag d. 14. februar i Foyeren kl. 11. Helt gratis!
Bevæge mig ind i mørket og se “Den danske pige” og “Tordenskjold og Kold”. Jeg er ofte ret vild med danske (producerede) film. Flere har fortalt mig at begge film er rocker gode, så dem vil jeg dælme’ ikke gå glip af!
Slæbe min ældste med til “Mini Teater Festival” på Teglholmen & Sluseholmen her i Sydhavnen. Her bliver der fra tirsdag til fredag i uge 7 opført forskellige forestillinger for børn fra 3 år og op. Billetsalg og info sker på tlf.: 23435040. Der er frit valg på alle hylder når der spilles “Mis med de blå øjne” (3-6 år), “Landet under” (7 år og op), “Teater på Hjul” (3-6 år) og “Nattergalen” (3-9 år). Børn koster en 50’er og voksne en hundrede mand.
Så er der eddersprøjtme’ ingen der skal sige, at kulturhandsken ikke kommer på, her i februar 😉
Hvis du kender til nogle fine arrangementer denne måned, som du ikke synes bør gå vores andres ( dryppende snot)tud forbi, vil det være dejligt, hvis du vil dele det med os andre i kommentarfeltet herunder <3
Hvis du vil læse mere om familielivet, kulturelle oplevelser, opskrifter mm. er du meget velkommen til at følge Sydhavnsmor på Facebook, Bloglovin’ og Instagram 🙂