Når et barn bliver væk

nåretbarnblivervæk

Hold kæft, hvor kan det være farligt bare at gå på legepladsen! For noget tid siden, da Uma og jeg var på legepladsen med et par af mine veninder og deres børn, skete det, der bare ikke må ske.

Vi voksne sidder og snakker, imens ungerne løber rundt og leger. På et tidspunkt løber Uma og hendes veninde ned i den anden ende af legepladsen, som er stor. Min veninde, som er mor til Umas veninde, og jeg ser pludselig, at der er en låge i den ende. Pigerne er langt fra, hvor vi sidder, og lågen går lige ud til en trafikeret vej. Vi ryger selvfølgelig lynhurtigt op fra jorden, hvor vi sidder med de små drenge og spurter mod pigerne, imens vi råber “I MÅ IKKE GÅ UD, BLIV HERINDE!!!”. Pigerne skriger af grin, åbner lågen og løber ud mod den trafikerede vej. Vi skriger helt paniske og løber så hurtigt, vi kan mod dem. Men slet ikke hurtigt nok til at nå at fange dem før det vil være for sent. Gudskelov løber pigerne ned langs vejen på fortovet, men krydser en anden bilvej, hvor der til vores voldsomme lettelse ikke kører biler lige på det tidspunkt.

Vi får, badede i sved, grebet fat i pigerne, der hviner af grin. De tror, at vi leger fangeleg. Min veninde og jeg bliver både sindssygt sure, men også så lettede, chokerede og lamme. Der skete ingenting! Men shit mand! Den låge. Den havde vi ikke set…

Senere skal vi til rytmik med pigerne. Der ligger oppe under taget i Kulturhuset i Sydhavnen. Da det er overstået, og vi skal ned ad trapperne mod udgangen, vender min veninde sig tilbage mod mig for at sige et eller andet i TO sekunder, hvori pigerne forsvinder! Fuldstændigt. Pist væk! For enden af trappen er der tre udgange. Hvor er de NU løbet hen? Min veninde og jeg deler os. Jeg spurter ind på det lokale bibliotek lige ved siden af og råber så højt, jeg kan: “HAR I SET TO TREÅRIGE PIGER????” Men nej. Ingen har set dem. Min veninde er løbet ud af bygningen mod et kæmpe græsområde, hvor der er en masse dyr. Der elsker pigerne normalt at lege. Men de er der ikke. Jeg løber videre om bag bygningen, hvor der sidder en masse gæster på en café ved den tredje udgang, og heller ikke der har nogen set skyggen af pigerne! Vi går i chok! Panikker. Hvem fanden har hugget pigerne? Der må være en, der har bortført dem! De kan ikke med deres små ben nå at løbe så langt væk på SÅ kort tid. Og uden at nogen har set dem?! Grådkvalte med følelsen af at have cement i benene spurter vi rundt i området, og mange andre er nu begyndt at lede med. Folk cykler rundt, løber og råber, og alle er chokerede over, at pigerne har kunnet blive væk.

 Alle tanker flyver gennem vores hoveder: Måske er de faldet i søen i Valbyparken. Eller stukket af til Tippen, som er et kæmpe naturområde her i Sydhavnen. Der finder vi dem bare aldrig! Jeg ser den lille dreng Holger for mig, der blev væk fra sine forældre i Nordjylland. Finder vi dem? Det kan bare ikke være rigtigt det her! Jeg er sådan en dårlig mor! Det her mareridt måtte bare ikke ske! Hvorfor holdt jeg ikke bedre øje? Ser vi pigerne igen?

Jeg løber mod legepladsen, hvor vi tidligere på dagen var. Ingen børn.
Helt ude af den, på vej tilbage til bygningen, hvor vi var til rytmik, løber vi helt opløste i gråd. En bibliotekar kommer løbende ud fra biblioteket og råber: “Vi HAR FUNDET TO PIGER!!!”.

“Er det rigtigt? Nej, mener du det?” Vi knækker sammen. Min veninde og jeg løber ind på biblioteket, og der sidder vores piger og læser bøger i børneafdelingen. Helt uvidende om det drama, der har været gang i den sidste HALVE TIME!!! De sidder lige dér, søde og små. Bare så dejlige. De var jo bare gået på biblioteket! Men åbenbart havde manden, der stod ved indgangen, som jeg tidligere spurgte, om han havde set pigerne, overset dem. Vi var ovenud lykkelige og græd. Nu af lettelse og glæde.

Er der nogle af jer der har oplevet at jeres børn blev væk?

Du kan følge Sydhavnsmor på FacebookBloglovin’ og Instagram