26. januar 2016

Fredag d. 24. april startede optakten til Emily de Miranda på 23 år, fra Århus’ fødsel af Elias.

Jeg var på det tidspunkt i 34. uge af min graviditet.
Slimproppen gik om eftermiddagen og efterfølgende fik jeg menstruationslignende smerter og kraftige plukkeveer. Vi ringede derfor ind på fødegangen for at sikre os der ikke var noget bekymringsværdigt ved det. De mente, at jeg skulle komme ind til et tjek, hvilket vi gjorde. Alt var heldigvis som det skulle være med baby og vi blev enige om at det måtte slimproppen der var gået. Plukkeveerne og smerterne mente jordmoderen kom af en urinvejsinfektion, som min læge åbenbart havde glemt at fortælle mig at jeg havde under besøget hos lægen i uge 32. Jeg startede derfor med at tage antibiotika. Plukkeveerne og menstruationssmerterne fortsatte og tog til i løbet af den efterfølgende uge.

Fredag d. 1. maj skulle vi have været i København med min svigerfamilie, men vi valgte heldigvis at vente til lørdag med at køre. I stedet tog vi ud at spise i Århus, hvor vi bor. I løbet af aftenen begyndte mine plukkeveer at være mere kraftige og nive en del. Der var en tjener henne og spørge, om jeg var okay, hvortil min kæreste svarede “jaja, det sker hele tiden” .

Da vi kom hjem gik vi i seng, men kort før midnat fik jeg en kraftig blødning. Det var nærmest som en skylle af blod, der pludseligt kom og lige så hurtigt aftog igen. Babyen var usædvanligt stille. Vi blev begge nervøse og ringede derfor til fødegangen igen. Jeg fik fat i jordemoderen og forklarede hende hvad der var sket. Hun bad os komme ind på hospitalet så hurtigst muligt. Gerne i en ambulance. Men da vi har bil og bor tæt på sygehuset blev vi  enige om selv at køre.

Vi var på hospitalet kl 00.30. Der var låst, så vi kunne ikke komme ind. Der var en ringeklokke, hvor der stod man kun måtte benytte den hvis man var i fødsel. Min kæreste var ved at ringe på, men jeg stoppede ham da jeg jo ikke var sikker på jeg var i fødsel.

Mens vi stod udenfor begyndte veerne virkelig at tage til og gøre ondt. De trak om i lænden og jeg kunne ikke længere stå oprejst når de kom. Vi endte med at blive lukket ind efter ca. 10 minutter.

Da vi kom ind lavede jeg en urinprøve, og blev undersøgt indvendigt. Jeg havde ca en centimeter livmoderhals tilbage og var lidt mere end en finger åben. Jordmødrene kørte en kurve på mig for at tjekke at alt var som det skulle være inde i maven. Babyen havde det heldigvis godt derinde, men mine veer blev hurtigt kraftige og i løbet af en halv time havde jeg vestorm. Jeg lå på briksen og kastede flere gange op i min egen mund. Da det gik så hurtigt kaldte jordemoderen en læge ned og jeg blev undersøgt igen. Min livmoderhals var nu helt væk og jeg havde åbnet mig mere. Der var ingen tvivl om, at fødslen var i gang. Da de mistænkte randløsning af moderkagen blev vi kørt til akut kejsersnit lige efter.

Vestormen fortsatte og jeg var rimelig overvældet på daværende tidspunkt., Jeg kan stadig slet ikke alle de mennesker der var på operationsstuen.
Anæstesilægen kom og lagde spinalblokade (en bedøvelse) på mig og skældte mig ud fordi jeg ikke sad helt stille. Han måtte forsøge et par gange. Han havde tydeligvis aldrig prøvet at have veer!

Til sidst lykkedes det for at ham at lægge bedøvelsen og jeg blev kørt ned på operationsbordet.

Min kæreste og jordemoderen var hos mig på den ene side af klædet, mens de startede operationen på den anden. Jeg husker at jeg i starten kunne se alt hvad de lavede i genskæret af lampen der hang over mig, men den blev heldigvis hurtigt drejet væk. Der gik ikke mange minutter før vores søn Elias var hevet ud af maven på mig og jeg hørte hans skrig for første gang. Det var den smukkeste lyd jeg nogensinde har hørt. Det var første gang på aftenen at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage.

Han kom til verden lørdag d. 2. maj kl 02.48, lige på grænsen til 35. uge. Han knirkede desværre en del og de var derfor nødt til at tage ham med, før jeg nåede at se ham. Min kæreste spurgte om han skulle blive hos mig eller gå med lægerne og vores søn og jeg syntes at det eneste rigtige var, at han gik med. Jeg blev lukket sammen stille og roligt.

Lægerne kom tilbage med Elias og jeg fik set ham kort, før de var nødt til at køre ham over på neonatal, hvor han fik lagt c-pap, som hjalp ham med at trække vejret og han lagt på en varmemadras.

Jeg blev kørt på opvågningen og lå der indtil jeg kunne mærke min krop igen. Min kæreste kom hen til mig efter noget tid og pendlede lidt frem og tilbage mellem Elias og jeg, mens jeg lå og kom til mig selv. Jeg græd som pisket i de fire timer jeg lå der.

På den ene side føltes det så uvirkeligt og jeg forstod ikke at han ikke længere var i min mave. På den anden side savnede jeg ham helt ubegribeligt meget og jeg kunne næsten ikke bære ikke at være hos ham.

Fire lange timer senere blev jeg kørt med over på neonatal afdelingen og fik endeligt lov at møde min søn rigtigt. Jeg husker ikke rigtigt hvad der skete, da jeg var meget overvældet af hele forløbet på det tidspunkt. Jeg kan huske følelsen af at ligge hud-mod-hud med ham. Jeg husker også at jeg følte mig så forkert, fordi jeg ikke rigtigt kunne forstå at han var min. Jeg havde meget svært ved at forstå at det var den baby, der havde ligget inde i min mave. Af den grund var jeg rigtig meget hos ham de næste par dage, mens han lå på neonatal på barselsafsnittet. Tilknytningen kom heldigvis hurtigt og vi kom i gang med amningen morgenen efter hans fødsel.

I dag sidder jeg her på sofaen hjemme hos os selv med min søn sovende hos mig. I dag er den dag, hvor Elias skulle være kommet til verden. I stedet har vi fået lov af nyde ham lidt ekstra. Vores seje, lille dreng, som har klaret det hele så flot og er steget i vægt fra 2200 gram til 3240 gram. Han smed sonden to uger før de oprindeligt havde regnet med og jeg er SÅ overvældet af kærlighed til min søn, Elias!

Du kan følge Sydhavnsmor på Facebook, Bloglovin’ og Instagram