12. januar 2016

Her fortæller Betina på 34 år fra Hvidovre meget rørende om hendes to fødsler, da hun fik børnene Norr (okt. 13) og Siff ( maj 15). Både Norr og Siff blev født mange uger for tidligt, allerede i uge 31 og  33. Betina og hendes kæreste Morten skulle gennem rigtig mange bekymringer og ikke mindst har de stået overfor en umenneskelig beslutning: Ville de fuldføre graviditeten, da lægerne fortalte til misdannelsesscanningen i uge 19, at deres lille datters hjerte sad forkert i kroppen? Hun havde også et hul i mellemgulvet og muligvis også en kromosomfejl, der kunne betyde, at hun skulle opereres, så snart hun blev født.

Da Norr kom til verden ni uger før termin

 

Første gang jeg blev gravid, var vi så glade. De første tre måneder af graviditeten gik fantastisk. Vi var en tur i Rom hvor jeg mærkede liv for første gang. Tror alle der har prøvet det vil give mig ret i, at det er noget af det vildeste og det var der det virkelig gik op for os at lige om lidt, har vi en baby. Vi fik lavet en 3D scanning, hvor vi fandt ud af at det var en dreng. Billederne fra 3D scanningen blev ret utydelige, hvilket de mente, skyldtes, at jeg havde et corionbånd inde i livmoderen, som ligesom delte livmoderen i to.

Efterfølgende blev jeg fulgt tæt, blev scannet ofte og følte mig tryg ved det. Efter de første måneder begyndte jeg at have mange plukkeveer. Lægen og jordemoderen anbefalede, at jeg slappede meget af og så helst, at jeg ikke arbejdede. Det valgte jeg imidlertid at ignorere.

Først et par dage før jeg skulle gå fra på barsel, som var otte uger før termin, valgte jeg at lytte på min læge, da hun denne gang gjorde det meget klart, at en sygemelding var uundgåelig. Hun sagde ordret: “Vil du sygemeldes nu og nyde resten af barslen? Eller vil du føde nu og ligge indlagt med en alt for lille baby?”. Puha det gjorde indtryk.

Desværre vågnede jeg alligevel en morgen kort efter og havde blødning. Vi tog til vagtlægen som sendte mig videre til barselsafdelingen med mistanke om evt. blærebetændelse. Men pga. mistanken om corrionbånd og de mange plukkeveer, ville de gerne lige scanne mig. Vi kom ind i et lille rum, hvor vi ventede i fem timer før, jeg blev undersøgt. I ventetiden fik jeg ondt i ryggen, hvilket jeg selv troede var fordi, jeg havde ligget stille på en briks i så mange timer. Det viste sig imidlertid at være veer og min livmoderhals var helt forsvundet. Fødslen var igang ALT for tidligt. Jeg var kun 31 uger henne i min graviditet. Jeg kom på fødegangen, hvor jeg fik vehæmmende medicin i drop og skulle ligge bom stille. Tror de fleste, der har haft veer godt kan følge mig, når jeg siger, at det var lidt svært.  Heldigvis virkede medicinen, da jeg havde åbnet mig 1,5 cm. Blot en halv cm mere havde betydet, at fødslen ikke kunne stoppes. Jeg lå derefter med veer, dog nu kun et par gange i timen, det næste døgn. Efter 48 timer ville de ikke give mig mere vehæmmende og desværre kom veerne væltede tilbage så snart, de tog droppet fra. Så gik det stærkt. Jeg skulle have akut kejsersnit. Desværre var der ikke plads på neonatalafdelingen på Hvidovre, så lægerne måtte ringe rundt til andre sygehuse for at høre, hvor det havde et akut team klar NU. Det var først der, alvoren rigtigt gik op for mig og jeg blev så bange, der var jo ni uger til termin!

Han lignede jo en baby fra Mars!

Jeg blev sat i ve drop igen og blev kørt med udrykning til Roskilde sygehus, hvor et akutteam tog imod mig, og inden for en halv time havde jeg fået kejsersnit. Da jeg hørte min drengs første gråd, bristede mit hjerte af lykke. Da Norr kun vejede 1520 g, skulle han hurtigt videre op på neo. Sygeplejersken viste ham til mig kort, inden de løb afsted med ham. I det øjeblik jeg så ham, gik jeg i chok. Han lignede jo slet ikke den baby, jeg havde glædet mig til i alle de måneder, men nærmere en baby fra Mars. Han var blevet trykket så meget inde i maven og var jo alt for lille, så han så virkelig uhyggelig ud. Chokket blev kun værre da det gik op for mig, at både Morten og babyen var væk, og jeg ikke anede om han ville overleve. Ingen på opvågningen viste noget.

Endelig nogle timer efter måtte jeg komme op og se vores lille dreng igen, og denne gang gik jeg ikke i chok. Han var meget lille, helt rød og fyldt med slanger og ledninger over det hele, men han var vores lille. De næste uger på neonatal afdelingen, med sonde, ilt, lys og alarmer der konstant bippede og hvor vi ikke vidste, om han ville klare den, var forfærdelige. Derefter begynde han selv at kunne trække vejret uden ilt, og blev stærkere og stærkere for hver dag der gik. Vi lå indlagt i to lange måneder, før vi endelig kunne tage vores dejlige lille Norr med hjem. Idag er Norr 2 år og klarer sig uden mén af den for tidlige fødsel.

 Jeg turde ikke glæde mig under graviditeten med Siff

 

 

Efter knap et år var jeg gravid igen, og det var vores drøm at få to børn så tæt på hinanden som muligt. Da jeg var i sjette graviditetsuge, havde jeg lidt blødning og gik til lægen, men blev ikke sendt til scanning. Det viste sig desværre i uge 11 at fosteret var dødt, og havde været det siden blødningen.

Allerede et par måneder efter var jeg gravid igen. Da jeg nåede sjette graviditetuge, fik jeg igen en blødning. Denne gang kom jeg til scanning. Det var lidt for tidligt til at se hjerteblink, så jeg måtte lige vente en uge på endnu en scanning, og der var det heldigvis det lille blink på skærmen.

Under sidste kejsersnit havde der været mistanke om et corrionbånd. Det viste sig dog at være noget andet, som hedder tvedelt livmoder, hvilket betyder at livmoderen er delt i to kamre som med tveæggede tvillinger. Lægerne kunne se, at der i modsatte kammer havde været en stor blødning, evt. en abort af en tvilling, men det var kun et gæt. Vi var nu engang ganske tilfredse med, at der kun var et hjerteblink.

Denne gang kom plukkeveerne meget tidligt i graviditeten og nu vidste lægerne, at det skyldtes den tvedelte livmoder og at der derfor er stor risiko for for tidlig fødsel. Det beroligede mig på en eller anden mærkelig måde, at vi denne gang var forberedt på, at det kunne ske igen og vi vidste at lægerne ville holde ekstra øje med, at min livmoderhals ikke blev for kort igen.

Da vi kom til nakkefoldscanningen, så alt fint ud. Vi betalte for at få lavet en kønscanning og fik at vide at det var en pige, jubii, hvor heldig kan man være – en af hver, tænkte vi. Jeg havde fortsat mange plukkeveer og havde aftalt med lægerne, at jeg skulle sygemeldes fra uge 23-24.

Jeg troede vandet var gået, men det var blod

I uge 19 skulle jeg gennnemscannes og her kom chokket. Hjertet sad forkert og de mente, det kunne skyldes kromosomfejl eller mellemgulvsbrok. Vi forstod ingenting. Tallene på nakkefolsscanningen var jo så fine. Jeg fik taget en fostervandsprøve, så nu skulle vi bare vente på svar. Vi ventede i næsten tre uger (!), hvor vi frygtede at jeg skulle afslutte graviditeten og føde et ikke levedygtigt barn. Gudskelov kom prøverne positive tilbage ingen kromosom fejl, men der var stadig lige det med hjertet, samt det hul i mellemgulvet, som kan være meget alvorligt. Overlægen mente dog, at det kun var et lille hul som nok kunne klares med en operation umiddelbart efter fødslen. Der var bare lige det lille problem, at jeg jo også var i høj risiko for at føde for tidligt og det gør barnet meget udsat for infektioner ved en evt. operation. Puha det var op ad bakke. Skulle vi vælge den sene abort, som vi ud fra overlægens ord og holdning kunne fornemme, var det rigtige at gøre på grund af de evt. problemstillinger denne mellemgulvsbrok kunne have for vores ufødte datter, samt de risici, vi allerede vidste var der i forbindelse med for tidlig fødsel. Vi valgte at tage chancen, så måtte vi tage det med, der nu kom.

Det blev en meget lang og trist graviditet. Jeg blev sygemeldt og skulle holde mig helt i ro, så jeg var bare hjemme på sofaen i de næste måneder. Denne gang glædede jeg mig ikke. Det turde jeg simpelthen ikke for ikke at blive skuffet. Da jeg nåede over uge 31, hvor vores søn blev født, begyndte jeg at slappe lidt af og købe lidt pige ting.

Da jeg var i uge 33 holdt de sommerfest i Norrs vuggestue. Morten kunne ikke tage med, så jeg tog med sammen med min svigermor. Efter kun en time fik jeg flere og flere smerter og vi tog hjem. Jeg overvejede om, jeg skulle tage ind til tjek på fødegangen, men havde lige været der et par dage forinden, så tænkte at jeg nok bare skulle slappe af. Jeg gik i seng og blev ved med at føle sidestik i den ene side. Ved midnat vågnede jeg som altid og skulle op og tisse. Jeg mærkede, at der var lidt vådt i sengen og tænkte at jeg vist havde sjattisset lidt – det kan jo ske når man er gravid. Da jeg tog det første skridt, sagde det klask på gulvet og løb ned at benene på mig. Vandet er gået, sagde jeg til Morten, der var inde hos Norr, som lige var vågnet. Jeg løb ud og satte mig på toilettet og tændte lyset. Der så jeg, at det ikke var vand, men blod – og meget af det. Der var blod hele vejen fra, hvor jeg var løbet til toilettet. Morten ringede hurtigt til fødeafdelingen, der sendte en ambulance. Da ambulancen kom blødte det stadig voldsomt og de ville køre mig på Hvidovre Hospital da det skulle gå hurtigt fordi, jeg mistede for meget blod. Det ville jeg slet ikke høre tale om for, vi var nu tilknyttet Rigshospitalet og der skulle jeg føde, da det var der, hun skulle opereres, hvis det kom dertil.

Jeg fik overtalt ambulancemændene til at ringe til fødeafdelingen og få dette bekræftet. Jeg var på det tidspunkt ligeglad med, at jeg manglede blod, jeg ville bare for alt i verden redde vores lille pige! Så babu babu gik det til Rigshospitalet. Uden Morten, der måtte blive hos Norr til hans mor kom. Jeg mærkede ikke liv og var virkelig bange for, at det var endnu en abort. Da jeg ankom til fødegangen, lyttede de med det samme efter hjerte slag og der var den beroligende lyd bum bum bum… Jeg var lykkelig indtil lægen komme og fortalte mig, at min moderkage havde løsnet sig og jeg havde mistet meget blod, så både baby og jeg var i livsfare.

Derefter gik det meget stærkt, det væltede ind med læger som alle skulle gøre forskellige ting på en gang. Én forsøgte at lægge drop, en anden at lægge rygmarvsbedøvelse, en tredje at tage blodprøver og en fjerde at lægge kateder uden bedøvelse, vel at mærke. Pga. at jeg havde mistet så meget blod, kunne de hverken tage blod eller lægge rygmarvsbedøvelse, så efter et par forsøg gav de op og lagde mig i fuld narkose og foretog kejsersnit. Da jeg vågnede igen, var jeg ude af mig selv, af frygt, hvor er mit barn, lever hun? Er hun “normal”?, tankerne kørte rundt. Efter noget tid kom Morten og fortalte, at hun var på neo og havde det godt. Jeg var så lykkelig. Dagen efter scannede de hende og fandt intet hul i mellemgulvet. Hjertet sad stadig lidt forkert, men ikke noget der krævede operation eller var alvorligt. Hun var kommet syv uger før tid og vejede 1850 g., men hun var helt perfekt og rask. Vi var ovenud lykkelige og lettede . Lægerne havde taget fejl igen og det var fantastisk. Efter få dage var hun stabil nok til at blive overflyttet til Hvidovre, hvor vi lå et par uger for derefter at være hjemmeindlagt frem til, hun kunne klare sig uden sonden. Idag er Siff 8 måneder og klarer sig fint, hvis man lige husker at korrigere hendes alder med de syv uger hun kom for tidligt. Vi har nu to skønne unger og føler os som de heldigste i verden!

Du kan følge Sydhavnsmor på Facebook, Bloglovin’ og Instagram