Tør jeg sige det højt?

Vi har alle forskellige børn, som udfordrer os forældre/voksne på forskellige måder. Vi voksne er også forskellige. Nogle har en stoooor tålmodighed, andre en kort lunte. Afhængig af dagen er jeg (som de fleste andre) med på begge hold 😉 

Men en ting har vi alle til fælles – at vi kan blive så udkørte og miste grebet, hvis vi bliver pressede nok. 

Jeg tror, at alle forældre gør alt hvad de kan for at være de bedste forældre. Vi forsøger at være forstående og strække os – langt, for ikke at miste fatningen, men nogle gange glipper det. I hvert fald for mig. I disse situationer kan jeg blive så fortvivlet og ked af det. Over mig selv.

Pludselig forstår man at søvnmangel bruges som tortur. Selvfølgelig ikke hvorfor man torturerer, men hvorfor de modebydelige sataner der ønsker at gøre mennesker ondt, bruger disse metoder – fordi det er ondskaben selv.

Man træder ind i en ny verden. Fuld af overdreven – og ubetinget, kærlighed. Men også en verden hvor man kan blive så umådelig ræd for sig selv – og få så forfærdeligt ondt i maven, fordi man godt ved at det bare var grundlæggende fuldstændig sindssygt meget forkert det man lige gjorde.

Jeg tror at de fleste kan genkende noget af det følgende (og hvis ikke vil I til gengæld bare tro jeg er mega psykopat😬😜):

At man får lyst til – selv – at flytte hjemmefra.

At man nærmest (om ikke andet – verbalt) underskriver skilsmissepapirerne – foran børnene, mens man (højlydt) skælder ud på både børn (som har lavet ballade) og mand fordi man er så mega, mega, MEGA, mega træt og presset.

Når ens krop er ved at eksplodere af stress, afmagt, træthed og manglende tålmodighed fordi ens barn ignorerer ens ord og bliver ved med at gøre det man siger de ikke må. Gang på gang. Så får man liiiiige i øjeblikket lyst til at bortadoptere. Bare en lille bitte smule. Kun bitte – og man mener det jo ikke… eller jo! Lige dér i situationen gør man faktisk. Lidt.

Ja sådan har jeg det nogen gange. Og jeg ved (hvilket trøster mig en smule – for så er det måske normalt?), at andre af mine veninder også har det på samme måde, somme tider. Jeg ved til gengæld også, at der er nogle der aldrig kommer i disse situationer – og her må jeg tage hatten af! For hvordan kan nogen rumme så meget tålmodighed, være så large, rolige og overskudsagtige, at dette virkelig aldrig sker? At man råber for højt af ungerne – og manden, at man bare IKKE KAN MERE lige nu?

Ja, det er barske vilkår, men er I så færdige, hvor er jeg er vild med at være (trods for mine til tider trætheds-pressede flips) mor – til netop de to krapyler 😍 Er det bare mig – eller er der andre der også kryber til korset og indrømmer at vi ikke altid er the bomb? Den der mor med det konstante overskud, der tackler alle situationer i stiv arm med ro i sind – og i stemmen… Eller? 

Følg Sydhavnsmor på Facebook, Bloglovin’ og Instagram