May

May

Følg mig på instagram @sydhavnsmor.dk

Kan vi ikke bakke op i stedet for at tale ned?

pædagogerseje

Jeg er uddannet pædagog! Da jeg fortalte omgangskredsen og de mennesker jeg stødte på undervejs i uddannelsesforløbet at jeg var ved at læse til pædagog var de gængse kommentarer “Dejligt der er nogle der gider at tage sig af vores børn”, “Hold da op, du ser sej at du orker det område” eller “Pu, det kunne jeg ikke gøre, respekt! – at stå og tørre røv på andre hele dagen”…

Jeg blev pædagog efter seks år inkl. en studiepause for at læse journalistik (Hum-Bas) på RUC og arbejde som redaktionssekretær/praktikant på et magasin/website. Hvorefter jeg vendte tilbage for at færdiggøre uddannelsen som pædagog.

I sin tid, da jeg skulle vælge uddannelse var jeg meget i tvivl hvilken retning jeg skulle gå. Jeg har altid skrevet – og holdt meget af det, men samtidig har jeg også brændt for de svage i samfundet. Derfor startede jeg på pædagoguddannelsen med et håb om at kunne komme i arbejde indenfor det social- eller specialpædagogiske felt. I min fritid skrev jeg for magasiner og aviser. Sidenhen har jeg taget en kandidat i pædagogisk antropologi og skrevet speciale om identitet.

Mange tænker (åbenbart), som ovenstående citater? At vi pædagoger er ‘sådan nogle der tørrer røv hele dagen, orker at være sammen med (larmende) børn…’, ‘GIDER at bruge vores tid på (andres) børn’- Really?

First of all: er det at være pædagog ikke ensbetydende med at man arbejder med børn. SELVOM det – efter min mening – er det vigtigste område af alle! Pædagoger findes næsten indenfor alle områder. Man bruger som regel ikke pædagoger på advokatkontorer, men indenfor alle sociale områder; dagtilbud, kommuner, døgninstitutioner, skoler, herberger, misbrugscentre, fængsler, mm…. mange steder! Men selvfølgelig har – og skal, en pædagog (for også at kunne forstå voksenpædagogik) have en grundviden om børn og de første år som er de år, der bygger grundstenen for hvem vi bliver senere i livet.

Og så undrer det mig – og gør mig også ked af på fagets og ikke mindst alle de mennesker det berører – som jo faktisk er hele befolkningen, i og med at alle har været børn og derfor er blevet passet på den ene eller anden måde og/eller er tæt på nogle der er – vegne, at det her område ikke får mere credit og anerkendelse fra folket – men også fra det offentlige!

Jeg har set det – alle de steder jeg har været: DER MANGLER VIRKELIG PENGE! I know, pengene bliver trykt og dem kan vi trykke løs af men de skal selvfølgelig være ‘virkelige’ for at de batter og gør en forskel. Og det emne har jeg tidligere været inde på i mit indlæg Hvornår har vi presset citronen nok?”, så det vil jeg ikke belemre jer med på ny.

Men fordomme skal jordes. Gøres det ved at skærpe kravene for optagelse på uddannelserne således at det bliver attraktivt og ‘sejt’ at komme ind på pædagoguddannelsen? Jeg husker nogle veninder sagde den gang vi skulle vælge studieretning, at de synes pædagogjobbet var spændende, men at der var mere prestige i at blive psykolog – derfor fravalgte de det og blev ‘selvfølgelig’ akademikere i stedet. Hvad skal der mon til? Well, jeg har selv læst videre og blevet akademiker, men det er ikke fordi jeg ikke vil være pædagog. Men fordi jeg ønskede endnu mere viden, jeg kunne bygge ovenpå. For at åbne døre og flere muligheder.

Der er mange der brænder for det pædagogiske arbejde. GUDSKELOV! Jeg kender mange af dem. Dedikerede pædagoger! For i vores lille verden er der virkelig mange der ønsker at yde omsorg og gøre en forskel for hvert enkelt individ. Men det kan være svært at holde gnisten og kampgejsten, når der hele tiden tales ned til én og skæres økonomisk på området. Det er vores børn vi snakker om! Vores børns hverdag!!! Men også de voksne mennesker, der ikke kan klare sig selv. Altså de små mennesker (børnene), der ikke kan bestemme om de vil sendes ti timer i institution om dagen – og de mennesker, der ikke klarer sig så godt som du og jeg. De bliver ladt i stikken fordi området og pædagoger ikke bliver taget seriøst. Det gør mig hamrende ked af det. Kan vi ikke bakke hinanden op i stedet for at tale hinanden ned?

Hvordan får vi mon vendt fordommene, om at pædagoger ‘bare’ er nogle der “tørrer røv”?

Hvis du vil læse mere Sydhavnsmor er du meget velkommen til at følge med på FacebookBloglovin’ og Instagram

Del på Facebook

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Få de sidste nyheder direkte til din mail

May

Velkommen! Jeg hedder May, er 39 år, gift med Martin og mor til Uma fra `12 og Sofus fra `14. Når jeg ikke vander blomster i mit lille bådhus i Københavns Havn eller ripper nettet for nye rejsemål, laver lejlighed (er i gang med en sammenlægning af 3 lejligheder), bager jeg tonsvis af kager – gerne den slags man kan spise hver dag med god samvittighed, uden mel og sukker. Her på sydhavnsmor.dk deler jeg et hav af sundere opskrifter, rejse- og kulturoplevelser, boligrenovering og en masse andet.

Populære indlæg

Webshop

Instagram

Scroll to Top