May

May

Følg mig på instagram @sydhavnsmor.dk

Fra en til to – og fra to til tre: Livet som trebørns mødre…

 sigchristel

Signe (venstre), sygeplejerske og 34 år. Gift, mor til en pige på 7, en dreng på 5 og endnu en pige på 1 år. Bor i Rødovre.

Christel (højre), specialkonsulent i Kulturstyrelsen, 34 år. Gift, mor til tre piger på hhv. ni måneder, 5 og 8 år. Bor i Brønshøj.

Hvordan opfattede I det at gå fra et – til to børn?

Signe: Jeg synes det var enormt svært at blive mor første gang. Jeg blev totalt overvældet over alle de følelser som moderskabet førte med sig. Jeg havde store op og nedture omkring amningen, mor-følelsen og bare det at finde mig selv i det hele. Jeg havde da læst om det hele, brystspændninger, amning og tudeture men havde slet, slet ingen anelse om hvordan det ville føles i kroppen.

Min datter var 1 år og 10 mdr. da jeg bliver mor for anden gang og jeg havde virkelig forberedt mig på det værste. Men hvor jeg første gang var usikker og uden erfaringer, gik det anden gang meget nemmere. Jeg husker ikke tiden med to ble børn som besværlig eller ekstra hård, men for os var det rart at vi allerede var i rutinerne. Ret hurtigt sov de lur på samme tid. Og de har altid haft stor glæde af hindandens selskab.
Vores første tid som familie på fire blev nok også præget af at vores søn tre uger gammel blev indlagt med meningitis. Da min datter ikke vil holdes eller trøstes af mig på hospitalet, hvor hun kom på besøg, blev vi ret hurtigt mindet om at jeg skulle prioritere noget alene tid sammen med hende for at hun ikke skulle opleve sig fravalgt. Hun var jo for lille til at kunne forstå situationen og reagerede derfor kun på sine følelser i øjeblikket.

Christel: Travlt og til tider også hårdt. Særligt fordi vi i begyndelsen tit var meget delt op (min mand på den store, jeg på den lille). Til gengæld var vi overraskede over, hvor tidligt pigerne fik glæde af hinanden og vi oplevede heldigvis aldrig noget søskendejalousi, som vi ellers havde hørt fra andre.

Og fra to til tre?

Christel: Slet ikke ligeså hårdt som at gå fra et til to børn. Men nu er de to ældste jo også så store, at de langt hen ad vejen klarer sig selv. De er søde til at hjælpe med at tage sig af deres lillesøster, hvis man fx er alene, når der skal laves mad til hele familien og mangler nogle ekstra hænder. Det er faktisk den store bonus ved at have (semi-)store børn, når der kommer en baby i huset.

Signe: Jeg synes at det krævede lidt mere at blive mor til mit tredje barn. Her skulle jeg starte forfra med rutiner og hverdagen skal derfor planlægges lidt mere i forhold til lure og mad. Derudover krævede det også noget at have tre børn med tre meget forskellige behov. En pige på seks der er startet i børnehaveklasse og stiller store spørgmål om livet og skal forholde sig til sin nye storesøster rolle men også en ny rolle i forhold til venskaber i skolen. En dreng der lige pludselig hverken er stor eller lille og som reagerede helt efter bogen med at tegne på væggen og have brug for ekstra opmærksomhed. Og en lille ny der jo bare kræver omsorg og kærlighed i alle døgnets timer.

Hvordan har det rent praktisk forandret jeres hverdag, at få et tredje barn?

Christel: Vi havde allerede et ekstra lille værelse, som vores yngste datter bor i nu og det spillede helt sikkert ind i overvejelserne om barn nummer tre, da vi ikke ville kunne have været fem i det hus, vi boede i for nogle år tilbage. Da vi alligevel skulle skifte den gamle bil i foråret, købte vi en bil med plads til syv, så der også engang imellem kan være plads til legekammerater, når vi skal på tur. Pigerne synes, det er vildt hyggeligt, når bilen er fyldt op. Vi gør ikke noget anderledes nu i forhold til de praktiske opgaver, det er stadig oftest mig, der laver mad, og min mand der hænger på vasketøjet.

Signe: At få det tredje barn kræver en del planlægning inden babyen kommer. Vi har bil og skulle derfor forholde os til hvilke biler der kan have tre autostole på bagsædet. Hvilket for vores vedkommende også afhang af prisen, så det blev en Berlingo. Hvilket ikke går ubemærket hen for Herren i huset. Vi gjorde os mange tanker inden babyen kom i forhold til ændringer af huset, så de to andre ikke følte at det var pga. babyen at vi lavede om. Så deleværelse og trip trap stole blev skiftet i barselsperioden inden fødslen.

Den økonomiske forskel – er det noget man tydeligt mærker?

Signe: Når man planlægger tredje barn skal man være opmærksom på at alt bliver dyrere. Med ture i bus/tog skal man betale for et barn fordi man ikke kan tage tre børn med på en voksenbillet. Hotelværelse er også svære med tre børn og det kræver ofte et ekstra værelse.
Den største udgift med tre børn er dog institutionerne. vuggestue, børnehave og SFO er en STOR udgift på vores månedlige budget.

Christel: Nu går den mindste ikke i institution endnu, så vi mærker ingen forskel. Men vi er netop nu i gang med at bestille ferie til næste sommer, og nu oplever vi, at der faktisk er nogle hoteller, der ikke har store nok værelser til os, så vi enten skal bestille to værelser eller finde en stor lejlighed.

Hvad er den største udfordring i det daglige?

Christel: At få logistikken til at gå op med fuldtidsjobs, fritidsaktiviteter, legeaftaler osv. Og virkeligheden har ikke engang ramt os rigtigt endnu, da min mand er på orlov året ud. Men når vi til januar skal aflevere og hente børn tre forskellige steder, så er jeg sikker på, hverdagen bliver en anelse mere presset og vi selv går omkuld på sofaen om aftenen, efter alle børn er puttet, hunden luftet, madpakken smurt osv. Men så er vi så heldige at have nogle hjælpsomme bedsteforældre tæt på, der hellere end gerne vil hente pigerne for os ind imellem.

Signe: Den største udfordring at være mor til tre er nok balancen mellem at være mor, kone/kæreste men også at have tid til at pleje sig selv og ens venskaber, og samtidigt holde hus og hjem. Jeg synes hverdagene går stærkt men weekenden er også hurtigt brugt og alt handler om prioritering. Så nogle gange synes jeg det er svært at være rigtigt til stede fordi jeg hele tiden prøver at være et skridt foran.

Kan I mærke en forskel i jeres sociale liv med andre?

Christel: Nej, det kan jeg ikke – jeg så i forvejen ikke mine veninder tit nok. Men det ændrede sig allerede dengang, vi fik den første. Til gengæld er vi (som familie) gode til at lave aftaler med vores venner, der strækker sig over en hel dag. Og det er dejligt at have god tid til at hygge sammen, når man endelig ses.

Signe: Jo, i mit tilfælde betyder det nok at jeg ser veninder og deres børn mindre end jeg gerne ville. Og jeg har nok også skulle redefinere kærestetid, som før har været ture i biografen eller ude spise. Men jeg synes at vi har lært at finde tid i hverdagen i stedet, hvor vi er sammen og værdsætter de små stunder.

Vil I gerne ha’ flere børn?

Christel: Det kan jeg ikke forestille mig at vi får. Men man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig….

Signe: Lige nu nyder jeg bare dem jeg har og det jeg kan give dem. Jeg kan overhovedet ikke overskue tanken om flere børn, graviditet og økonomien i det. Desuden ville jeg slet ikke vide hvad jeg skulle gøre hvis fjerde barn blev til tvillinger. Så lige nu stornyder jeg bare jeg bare de tre jeg har.

Har I nogle gode tips til andre der vil ha tre børn?

Signe: Overvejer du tredje barn ville mit tips være at gøre det. Det er rockerhårdt i den første tid, men det giver noget dynamik børnene i mellem. Du elsker ikke dine andre børn mindre, men dit hjerte vokser med antallet af børn.
Hvis man har mulighed for det ville jeg anbefale at man fik passet de andre børn i dagene efter fødslen. Give sig selv noget ro til at komme sig efter fødslen, som jo kan have været lang, hård og traumatisk. At få amning eller rutinerne med flasken i gang og at lære den lille at kende, uden at skulle være en masse for andre. At vide at de andre børn i dagene efter fødslen er midtpunkt hos bedsteforældrene/familie eller venner og kunne slappe af i det.

Christel: Hvis I overvejer barn nummer tre har jeg kun ét råd: Gør det! De to ældste har hinanden, så der er ikke nogen, der er overladt til sig selv, mens man i en periode har fokus på baby. Vi siger tit grinende, at den yngste er hele familiens baby, fordi vi er så mange om hende. Som mor til tre piger synes jeg desuden, det er sjovt at have tre af samme køn med meget forskellige personligheder.

Til sidst: Er der nogle ting I har måtte slække på eller gøre anderledes end tidligere?

Signe: Jeg forsøger at ignorere støvet i hjørnerne og lade bunker være bunker, men nogle gange bruger jeg så meget energi på at lade det være, at det er nemmere bare at gøre det og få det gjordt. Måske jeg skulle betale mig fra rengøring og benytte indkøb over nettet, men samtidigt tænker jeg det er en god måde at vi som familie lærer at hjælpes ad og børnene får en forståelse af at holde et hjem.

Christel: Vi har for lang tid siden lært at rod og nullermænd er en del af vores hverdag. Men vi er blevet bedre til at planlægge vores indkøb, så vi nu handler ind til flere dage af gangen. Det blev lidt for presset efter nummer tre kom, at handle hver dag på vej hjem fra job og så er det uden tvivl også billigere at handle stort ind. Jeg vil heller ikke afvise, at vores gamle abonnement på Aarstidernes måltidskasser snart bliver aktiveret igen.

OBS: Husk at du kan deltage i min konkurrence om brugere og shakes + levering (værdi 800 kr.) fra Calories – Healthy Fastfood lige her

Hvis du vil læse mere Sydhavnsmor er du meget velkommen til at følge med på FacebookBloglovin’ og Instagram

Del på Facebook

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Få de sidste nyheder direkte til din mail

May

Velkommen! Jeg hedder May, er 39 år, gift med Martin og mor til Uma fra `12 og Sofus fra `14. Når jeg ikke vander blomster i mit lille bådhus i Københavns Havn eller ripper nettet for nye rejsemål, laver lejlighed (er i gang med en sammenlægning af 3 lejligheder), bager jeg tonsvis af kager – gerne den slags man kan spise hver dag med god samvittighed, uden mel og sukker. Her på sydhavnsmor.dk deler jeg et hav af sundere opskrifter, rejse- og kulturoplevelser, boligrenovering og en masse andet.

Populære indlæg

Webshop

Instagram

Scroll to Top