December måneds seje far – Henrik Mørk Nielsen

henrikmørk

Henrik Mørk Nielsen, Foyerchef på Det Kongelige Teater og 41 år.  Far til Adam på (næsten) 3 år og Carl på 10 mdr. Bor i Valby.

 

Hvornår ser du dig selv som den bedste far?

Jeg ser mig selv som den bedste far, når hverdagen kører: Når jeg kan se, at drengene hygger sig og leger og alting har flasket sig som det skal når dagen er omme. Når vi har nået arbejde og institution til tiden og der har været styr på indkøb, aftensmad, bad, tandbørstning og korrekt sengetid. Når vi har læst godnathistorie, leget med biler og lego – og det er lykkedes mig at abstrahere fra havregrød på væggene og modellervoks i fjernbetjeningen.

Beskriv dig selv med tre ord?

Positiv, klodset… og far

Hvad er den største forskel fra livet uden børn – til rollen som far?

Den allerstørste forskel er mangel på tid. Før jeg fik børn, tænkte jeg, at det måtte være nemt nok stadig at afse tid til træning, cafe og en tur i biografen, men virkeligheden er en anden. Nu hører jeg mig selv sige til venner ”Hey, skal vi tage på cafe? Jeg har godt nok kun et kvarter til en kop kaffe, men næste åbning bliver umiddelbart i september 2017”.

Jeg må virkelig have haft meget tid til rådighed, før jeg fik børn. Gad vide, hvad jeg brugte den på?

Samtidig er der flyttet uoverskueligt meget rod ind i mit liv. Selv min bil er druknet i rod. Jeg gik tidligere meget op i at vaske og støvsuge bil, men nu kører jeg rundt med legetøj, snotklude og beskidt overtøj ombord, og der er fodspor af mudder på instrumentbrættet og krummer i handskerummet – og tilsyneladende er jeg ligeglad.

Hvordan ser en gennemsnitlig lørdag ud for dig?
Den almindelige lørdag er præget af fred og ro og god tid med børnene. Vi har produceret to små B-mennesker, så alene dét, at de kan få lov til at sove, til de frivilligt kravler ud af sengen, giver en fredelig start på dagen. Der bliver sikkert tid til at gå en tur til en legeplads eller bage nogle boller sammen. Måske kører vi over til bedstemor og bedstefar i Jylland – men ellers behøver weekender ikke nødvendigvis at byde på særlige oplevelser.

Hvad ville du gerne bruge mere tid på?

Jeg ville meget gerne bruge mere tid på at se venner, men heldigvis er mine nærmeste venner også lidt forelskede i mine børn (eller er søde nok til at lade som om), så her er mine børn bare blevet en naturlig del af dét at kende mig – og så har jeg nogle enkelte venner, som ikke er så interesseret i børn. Dem prioriterer jeg at se, når jeg er alene.

Derudover glæder jeg mig til at kunne rejse til Rom igen. Jeg elsker at være i Rom og har venner dernede, men har faktisk slet ikke været der, siden vores ældste dreng blev født.

Hvad gør en kvinde til en god mor?

Den helt naturlige kærlighed mellem mor og børn, gør en kvinde til en god mor. Jeg tænker, at der er mange måder at være en god mor på, men hvis bare kærligheden og omsorgen er der, kan man næsten ikke andet end være en god forælder.

Jeg elsker mine børns mor for oprigtigt at synes, det er sjovt at lege med dem. Hun tumler rundt med dem på forskellige gymnastikhold og springer gerne op på en gynge og en rutsjebane. Hun har både styr på praktikken og alle de ting, man skal huske som forælder, og så har hun plads til leg og sjov.

Hvad har overrasket dig mest ved at få børn?

Hvor forelsket man bliver i sine egne børn. Uanset hvor irriterende, besværlige og provokerende de kan være, er det en fuldstændig betingelsesløs kærlighed, som er svær at forestille sig, før man selv får børn. Mine børn kan komme hjem fra vuggestue og børnehave med leverpostej i håret, snot i hele ansigtet og et forurettet udtryk i ansigtet, og alligevel synes jeg, at de er de smukkeste børn, jeg nogensinde har set. (De ligner deres mor af udseende, så jeg har besluttet, at jeg gerne må sige det).

Hvad er det mest fantastiske ved at være far?

Det mest fantastiske ved at være far – udover den store kærlighed til sine egne børn – er at følge børnenes udvikling… hjælpe dem på vej og præge dem… og samtidig mærke, at de ikke er mig, men derimod nogle selvstændige små mennesker. På visse punkter vil de måske ligne mig, men på andre punkter bliver de helt anderledes.

Nu hvor min ældste dreng snakker på livet løs og på den måde åbner op for de mange tanker, han gør sig, er det også fantastisk at følge med i hans fuldstændigt logiske forståelse af verden.

Har du nogle råd eller tips til kommende fædre?

Vær forberedt på, at livet og prioriteringer vil ændre sig… og ellers bare tage tingene, som de hober sig op.

Du kan også læse “November måneds seje far – Tobias Jarnvig her.

Pssst! Husk at du kan deltage i min konkurrence om en herre/dame – eller børneklip (værdi 500 kr.) hos frisørsalonen S29 på Vesterbro – her!

Hvis du vil læse mere Sydhavnsmor er du meget velkommen til at følge med på FacebookBloglovin’ og Instagram 🙂 

Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *