Kærlighed til en campingdronning og en festlig farmor – og om at ryge sin første cigaret som 7-årig
Min mormor er 97 år, og bor i Norge. Hun er en af de sejeste damer jeg nogensinde har mødt. Som 88 årig rejste hun med mine forældre, min søster Linn og jeg til New York og travede byen tynd, med ny hofte og fede sneakers. Hun klagede aldrig, men fulgte altid efter. Fra Lower East til Upper West. No problem.
For sådan er min mormor, og sådan har hun altid været. Viljestærk, nysgerrig og livsglad.
Trods for at hun bor ca. 1000 km nord for hendes børnebørn (mine børn), betyder de alt for hende. Den kærlighed der er mellem hende og ungerne er utrolig. Uma snakker ofte om oldemor, selvom de kun ser hinanden et par gange årligt. Det bånd der er mellem den ældre og unge dame, er utroligt. Og den lille mand. Altså Sofus.
Selv har min søster og jeg altid haft et særlig tæt forhold til begge vores bedstemødre og morfar. Oldeforældre har vi aldrig selv haft.
Vores farmor boede i Valby, tæt på hvor vi voksede op. Hun var min bedste ven, til den dag hun ikke var her mere. Da var jeg 13 år. Og knust. Nu, præcis 20 år efter har jeg hende stadig gemt – og alt andet end glemt- i mit hjerte. Det lyder muligvis lidt pladderromantisk, men hold da magle hvor har den omsorgsfulde kvinde, med den vildeste humor sat sine spor hos mig. Hun ga’ mig min første cigaret som 7 årig, fordi sådan en lille røgfyr skulle jeg da lige smage. Hun havde et hemmeligt slikskab hvor jeg guffede tysklandsindkøbte bolcher fra, selvfølgelig uden at mine forældre viste noget som helst om det voldsomme sukkerindtag jeg fik hos hende, når jeg var på besøg. Og hun holdt de vildeste fester i Rottehullet – festlokalet i kælderen, hvor der flere gange årligt blev skudt nogle ordentlige brag af, med lidt for meget alkohol i blodet hos de fleste (voksne). Hun var mig. Bare 60 år ældre.
Forholdet til vores mormor var anderledes. Det skyldtes distancen mellem os. Men distancen distancerede os ikke. Fra jeg var fem år var jeg på tre ugers ferie i min mormor (og morfars – han var bare ikke så vild med strandlivet, og var der ikke så ofte) campingvogn som lå på en strand ved Larvik syd for Oslo. Min søster kom med nogle år efter. De somre, igennem 10-12 år på Oddanne Sand, har virkelig gjort nogle store indtryk. Der mødte både min søster og jeg venner for livet. Og min mormor var campingdronning på pladsen. Den ældste dame med den fineste plads – midt på stranden med udsigt over vandet og fjeldene. Meget u-dansk. Meget norsk.
Vi rå-åd fiskeboller på dåse i massevis, lærte at drikke ren sprit (af vennerne – ikke af mormor), blev alt for fulde og sked på et lille tøm-selv WC, der skulle slæbes gennem hele campingpladsen for tømning. Bvadr! Både min søster og jeg slæbte veninder med i læssevis op til mormor, og hun nød selskabet og forkælede os med rosinboller og varm kakao. Og et slag 500.
Livet på campingen var fantastisk, og når de tre uger var ovre glædede vi os til at komme retur, og blive forelsket på ny. I mormor, livet, alle de søde norske drenge (for hold da kæft de er flotte deroppe!), landskabet og de alt alt for dyre, forbudte cigaretter. Ja campinglivet var sgu’ den rene idyl.
Nu ser jeg det hele på ny – oldemor – bedsteforældre – Martin og mig – vores børn. Relationerne og kærligheden frem og tilbage er så skide vigtige. Både for de gamle, men i den grad også for os og de helt unge.
Du kan følge Sydhavnsmor på Facebook, Bloglovin’ og Instagram 🙂
