Min far den blege pornstar

For nogle år siden, rejste mine forældre med en stor flok venner til Senegal. For at bo i et vennepars feriehus. Da de efter et par uger skulle tilbage til København (og skulle flyve fra Gambia – som var den tætteste by med en lufthavn), var flyet forsinket – i nogle dage, og de blev indlogeret på et hotel i Banjul, indtil deres fly ankom.

Min far (nu en 62 årig mand) elsker at shoppe. Så han havde anskaffet sig et par nye, smarte badebukser til ferien. Farmand hoppede i badebukserne, en dag de skulle på stranden. Med en anelse blegere tan end resten af strandløverne, gik han glad og tilfreds med sine små badebuks’ mod vandkanten, gennem noget af et menneskemylder, mens min mor solede på et håndklæde.

Hun rejste sig fra håndklædet for at kigge ud på det fine hav og så sin mand (min shoppeglade far!) trippe rundt i vandkanten med skiften ‘PORNSTAR’ på bagsiden, af de nye fine badebukser. Hun vinkede og vinkede, men min seje far så hende ikke. Min mor synes vist både, at det var en smule pinligt, samtidig med hun synes, at det var alt, alt for sjovt. Min far, der ikke anede, at der stod noget (så kikset!) bag på hans nye smarte badebukser, blev rigeligt begloet af alle de lokale.

De kom aldrig på igen. Somme tider kan det være problematisk, ikke at læse – eller at overse, skriften på tøjet.

Og min far… ja han har fået endnu et par nye badebukser. Denne gang, uden skrift.