5 sundere hverdagskager til børn og voksne - Sydhavnsmor.dk

Var 80’erne virkelig så meget bedre end 10’erne? – Sydhavnsmor.dk

En dejlig dag sammen med min veninde, Marica og hendes lækre børn (mine børns bedste venner) og min familie <3

En dejlig dag sammen med min veninde, Marica og hendes lækre børn (mine børns bedste venner) og min familie <3

Da jeg var lille i de gode gamle 80’ere, var alt lyserødt, blomstrende og solen skinnede altid på os’ børns næser. I dag, når jeg ser tilbage på min barndom er den, til trods for at dette, en fantastisk periode. Mine forældre var typerne der aldrig låste døren – for indbrud var man ikke bange for. Vi havde det forøvrigt heller aldrig, trods for at vi boede i et hus med en lang indkørsel, som set i tyve-perspektiv, ville have været et godt sted at gemme sig. Gæster kom der mange af. Huset var altid fuldt af rare, dejlige mennesker, der blev til aftensmad hvis de kom forbi rundt 19-tiden, sov over hvis de hang for længe ud, og fik et værelse i kælderen, hvis de var blevet smidt ud af konen eller manden. Armene var altid åbne og der var altid plads til én til.

Mine forældre holdt store fester. Det gjorde deres venner også. Her var alle børn også inviteret. Og børnene var oppe hele natten, til de dejsede om på gulvet, eller ovenpå et par stole, af træthed. Vi rejste på fællesferie med mine forældres venner og deres børn, år efter år. Det var en tradition, hvor vi kunne være 30-50 mennesker der i flok drog til fx Bornholm eller Ærø, spillede bordfodbold, badede, sang sange om bålet og gik på opdagede i de mindre byer. Jeg kendte – og gør stadig – alle mine forældres venner. Nogle af dem voksede jeg sågar op med i et kollektiv. De passede mig – tog vare på mig som deres egne.

I hverdagene tog vi somme tider efter job og skole forbi mine forældres venner for at spise, snakke og grine. Vi spiste pandekager med is til aftensmad, spildte på tøjet, rullede os i græsset, spillede bold i haven, byggede huler i drivhusene og faldt i søvn under bordet, imens de voksne snakkede. Lyden af mine forældre og deres venners snak var det bedste. Og lyden af høj musik, en skraldende høj latter og fulde folk var fantastisk. Følelsen af at de voksne hyggede sig, imens mine øjenlåg ikke længere kunne holdes oppe, var vidunderlig. Midt i mellem de bedste mennesker jeg kendte, lå jeg og var tryg. Den dag i dag holder vi stadig sammen. Nu er der også kommet børnebørn til – og de er med. Erling og hans skønne kone Jette, som jeg er vokset op sammen med holder hvert år en stor fantastisk sommerfest i deres helt vidunderlige have i Hvidovre, hvor jeg er også er vokset op i hus. Her samles alle fra fortiden – og jeg elsker deres fester. Her møder jeg hvert år mine forældres venner, deres børn og børnebørn. Her føler man sig hjemme, i en varm kreds af de sejeste mennesker fra hele Vestegnen, Birkerød, Vesterbro, Gentofte, Sydhavnen – you’ll name it. Sommerfesten er en tradition, og Erling og Jette er fantastiske til at få samlet hele fællesferie-flokken.

I dag, i 10’erne – hvor jeg selv har fået børn og flash’er tilbage til de gode gamle 80’ere, kan jeg godt ærgre mig. Ærgre mig over at verden ikke er helt så romantisk længere i mine (voksen)øjne. Mine venner kender knapt mine børn. Når vi ses er det ofte efter sengetid, over et glas vin eller middag, fordi vi vil have “voksentid”. Vi vil kunne snakke, uden at forstyrres. Mine børn ved ikke hvem flere af mine gode venner er. Det er sgu da helt galt? Mine børn kommer ikke til at fise rundt til middage i hverdagen hos mine venner, få mine venner til en spontan overnatning på en sofa, falde i søvn under et bord til en fest og høre deres forældre skrald grine sammen med vennerne i en god brandert. Dén får mine børn ikke med. Og hold nu kæft, hvor synes jeg ærligt talt at det er hamrende trist.

De fleste jeg kender, inkl. os selv, henter børn i institutionen, piler direkte hjem – måske med et stressende pitstop i Super Brugsen – sætter ungerne foran flimmerkassen, imens de tjekker deres tlf på alle de sociale kanaler, og laver mad med venstre hånd. Familien spiser aftensmad, ungerne bliver smidt i bad, børster tænder og ryger på hovedet i seng. Sharp 19, for familieterapeuterne i 10’erne mener jo at børn skal have helt faste rutiner dagligt for at fungere socialt med andre. For h……. mand! Hvad skete der lige for hyggen, samværet med andre og spontaniteten?

“MOR ER TRÆT. HOLD DIN KÆFT, ELLER SKRID IND PÅ DIT VÆRELSE”.

Hvad sker der for os i dag?

Jeg vil også have at mine børn skal kende mine venner, føle sig trygge med dem, kende deres børn og blive venner med dem, som jeg er venner med mine forældres børn. Jeg vil også kunne lave spontane hverdags-aftaler, have mine børn med til fester, lade dem sove under bordet imens jeg bæller rødvin og klukker af grin (eller brækker mig fordi jeg ikke kan tåle mere end 2 glas). Jeg vil også spise is i hverdagen til aftensmad, have gæster sovende på min sofa og komme lidt for sent i seng, fordi huset er fyldt af gæster.

SKAL alting være så stramt, planlagt og kedeligt i 10’erne? Skal det virkelig?

Håber der er nogle derude der kan sige jeg er helt gal på den, og I slet ikke opfatter at verden ser sådan ud i dag? Og ingen undskyldninger for hvorfor den er sådan 😉 – For det er vores ansvar at gøre noget ved det, også selvom vi arbejder sent og meget, og er skide trætte – det gjorde mine forældre altså også 🙂

Så… hvem vil lege??? … 🙂 Jeg låser ikke min dør fra nu af, og I er velkomne til både aftensmad, overnatning og masser af rødvin og dans. Ses vi snart? Jeg bor i Sydhavnen 🙂

PS: Læs også om min (kommende) tur til Stettin HER med mine mors veninder, hvis du er glad for spa 🙂 Jeg skal afsted igen om 2 uger og jeg glææææder mig! 🙂

OG OG OG – indlægget:

Der var engang hvor cykling uden hjelm, parabener og cigaretrøg ikke var farligt…

Min far og jeg i 80'erne

Min far og jeg i 80’erne

 

Du kan følge Sydhavnsmor på FacebookBloglovin’ og Instagram 🙂

   

10 kommentarer

  • Denice

    Jeg forstår godt hvad du siger og kan godt selv huske bl.a. festerne vi børn fik lov at deltage i og den ulåste dør.

    Vores dør er altid låst og jeg kunne aldrig drømme om at drikke foran mine børn.

    Til gengæld laver jeg ultra mange ting med mine børn. Vi er på (børne venlige) museum flere gange om ugen og jeg deltager aktivt i mine børns socialliv. Det gjorde mine forældre sgu ikke på samme måde. Ja, vi fik lov at være med til en masse ting, men på de voksnes præmisser. Jeg synes kun det er positivt vi også gør ting på børnenes præmisser i dag og virkelig for set og hørt dem 🙂

    Men det er dejligt vi kan være glade for vores barndom, som den var. Og samtidig huske på alt det gode vores børn også får i dag.

    Kh. Denice

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det er dejligt at høre at du er positiv overfor den måde vi lever på i dag 🙂 Selvfølgelig er alt ikke dårligere end det engang var, men i mine øjne synes jeg ikke vi giver børnene plads og samme sociale tilgang til omverdenen – sådan generelt set. Vi burer os mere inde i vores eget. Gør ting for os selv, i stedet for at gøre det i store sociale sammenhænge, og det synes jeg personligt er en super trist udvikling. Jeg drikker foran mine børn, for det er en del af mit liv, men jeg sejler ikke skide fuld rundt, sådan at de bliver forskrækkede og ikke kender mig og bliver bange 🙂 Og så vil jeg give dig ret i at vi må se på alle de gode ting vi kan tilbyde vores børn i dag som vi ikke kunne for 30-40 år siden. Vi er jo selv med til at skabe det gode liv for dem, og det lyder det som om at du er sindssygt god til 🙂 Rigtig god dag 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine Østby

    Det er for det første simpelthen så genkendeligt for en 75’er! Jeg er vokset op i Jylland og elskede(!) det spontane, friheden, sommeraftenerne og så videre og så videre. Er simpelthen så enig med dig i, at det er vores eget ansvar at få det til at ske – at prioritere det! Bor i Tingbjerg og ELSKER det, for her står døren åben, når jeg kommer hjem har min svigermor ofte været forbi og lige tømme opvaskeren eller lagt vasketøj sammen, venner og veninder dumper forbi, alle mulige børn kommer og hiver min 8-årlige udfordret med autisme ud at lege, cykle, gynge .. Og sådan bliver man på så fin vis ofte tvunget til at tage sig tid og prioritere nærværet, spontaniteten og hinanden – “jeg skulle godt nok lave mad, men hey, der kom du for at drikke te, så tager vi en rugbrød eller bestiller en pizza”. Og helt fantastisk er, at alle overlever, selvom både sendetider og madplaner må se sig tilsidesat for nærvær, kærlighed – livet ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lidija

    Hvor er det bare rigtig og jeg huske det lige sådan 😊😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    Du er ikke alene med den følelse. Jeg er godt nok vokset op ude på landet i familiekonkektiv, er altid passet hjemme af min farmor sammen med mine fætre og kusiner. Husker aldrig vi låste døren, manglede folk noget var de velkommen . I mithjem var der altid mange mennesker og altid plads til en til ved bordet. Jeg forsøger at efterleve det i mit liv og med min familie. Mine veninder elskede at komme imitbarndomshjem, og jeg har selv stadig kontakt til mine veninders forældre og følger med i deres familiers liv . Sådan håber jeg også det bliver for mine børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det lyder virkelig som en dejlig barndom – og som om du er god til at holde fast i de gode og hyggelige traditioner – jeg kommer gerne forbi 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dit

    Er vokset op på præcis samme måde og tænkt det samme. Men den lille forskel er at mine forældres venner jo boede i nærområdet og derfor var tid og tilgængelighed en helt anden dimension. De venner man har bor idag i Gentofte, Amager, Frederiksberg, Vesterbro, Nørrebro, Svendborg you name it. Ikke skide tilhænge i hverdagens 17-20 tidsrum. Konklusionen må være at den nærhed og spontanitet man savner i hverdagen må man skabe i sit nabolag. Jeg er selv flyttet til sydhavn i sidste måned efter 15 gode pr på Vesterbro hvis naboerne og deres børn rendte ind og ud af hinandens lejligheder. En følelser af 80’ernes fælleskab. Spontan rødvin i gården og overboens dreng spiste altid aftensmad hos os. Det er sgu lidt ensomt her i sydhavn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ja, du siger jo noget klogt der! For det er rigtigt at vi ikke længere dyrker lokale venskaber på samme
      Måde som man gjorde da vi var børn. Og velkommen til Sydhavnen 😉 – du bliver glad for det, for her synes jeg netop at man er god til at være social med sine naboer og hænge ud sammen hvis man vil – så det kommer nok 🙂 Hvor i sV bor du? 🙂 Teglholmen/Slusen eller gamle?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Eller det var jo netop hvad I gjorde på Vesterbro – og det lyder virkelig dejligt 🙂 Men det tror jeg også man er god til her i SV – særligt i de områder med maaaange børn 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

5 sundere hverdagskager til børn og voksne - Sydhavnsmor.dk