Fødsel - hvor er faderen?

Tør jeg sige det højt?

tørjegsigedethøjt

Vi har alle forskellige børn, som udfordrer os forældre/voksne på forskellige måder. Vi voksne er også forskellige. Nogle har en stoooor tålmodighed, andre en kort lunte. Afhængig af dagen er jeg (som de fleste andre) med på begge hold 😉 

Men en ting har vi alle til fælles – at vi kan blive så udkørte og miste grebet, hvis vi bliver pressede nok. 

Jeg tror, at alle forældre gør alt hvad de kan for at være de bedste forældre. Vi forsøger at være forstående og strække os – langt, for ikke at miste fatningen, men nogle gange glipper det. I hvert fald for mig. I disse situationer kan jeg blive så fortvivlet og ked af det. Over mig selv.

Pludselig forstår man at søvnmangel bruges som tortur. Selvfølgelig ikke hvorfor man torturerer, men hvorfor de modebydelige sataner der ønsker at gøre mennesker ondt, bruger disse metoder – fordi det er ondskaben selv.

Man træder ind i en ny verden. Fuld af overdreven – og ubetinget, kærlighed. Men også en verden hvor man kan blive så umådelig ræd for sig selv – og få så forfærdeligt ondt i maven, fordi man godt ved at det bare var grundlæggende fuldstændig sindssygt meget forkert det man lige gjorde.

Jeg tror at de fleste kan genkende noget af det følgende (og hvis ikke vil I til gengæld bare tro jeg er mega psykopat😬😜):

At man får lyst til – selv – at flytte hjemmefra.

At man nærmest (om ikke andet – verbalt) underskriver skilsmissepapirerne – foran børnene, mens man (højlydt) skælder ud på både børn (som har lavet ballade) og mand fordi man er så mega, mega, MEGA, mega træt og presset.

Når ens krop er ved at eksplodere af stress, afmagt, træthed og manglende tålmodighed fordi ens barn ignorerer ens ord og bliver ved med at gøre det man siger de ikke må. Gang på gang. Så får man liiiiige i øjeblikket lyst til at bortadoptere. Bare en lille bitte smule. Kun bitte – og man mener det jo ikke… eller jo! Lige dér i situationen gør man faktisk. Lidt.

Ja sådan har jeg det nogen gange. Og jeg ved (hvilket trøster mig en smule – for så er det måske normalt?), at andre af mine veninder også har det på samme måde, somme tider. Jeg ved til gengæld også, at der er nogle der aldrig kommer i disse situationer – og her må jeg tage hatten af! For hvordan kan nogen rumme så meget tålmodighed, være så large, rolige og overskudsagtige, at dette virkelig aldrig sker? At man råber for højt af ungerne – og manden, at man bare IKKE KAN MERE lige nu?

Ja, det er barske vilkår, men er I så færdige, hvor er jeg er vild med at være (trods for mine til tider trætheds-pressede flips) mor – til netop de to krapyler 😍 Er det bare mig – eller er der andre der også kryber til korset og indrømmer at vi ikke altid er the bomb? Den der mor med det konstante overskud, der tackler alle situationer i stiv arm med ro i sind – og i stemmen… Eller? 

Følg Sydhavnsmor på FacebookBloglovin’ og Instagram

Du kan følge Sydhavnsmor på FacebookBloglovin’ og Instagram 🙂

5 kommentarer

  • Nanna

    Er du gal mand – det tror jeg alle kender!!! Jeg kan godt finde på at gå ind i soveværelset og tæske dynerne med en tennisketcher – og det virker!!!!! Så kommer jeg af med noget raseri uden at forskrække nogen med råberi og smækkende døre

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sydhavnsmor

      Ha ha ha – det lyder virkelig genkendeligt! Gisp!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Jeg kender udmærket den følelse du beskriver. Og jeg har svært ved at tro at nogen mor kan gå igennem en hel tilværelse uden at miste overskuddet eller overblikket, og bare en sjælden gang tale med store ord til børn og mand.
    Jeg lever ikke i et hjem hvor dørene smækker hårdt i, men det betyder ikke at jeg også bliver presset. Jeg tror det er vigtigt at være ærlig for sine omgivelser og ikke male et lyserødt billede af sin familie. Det gør det endnu svære for den der kæmper, hvis de tror at det lyserøde billede er det normale.
    En klog dame sagde engang til mig:
    “Nyd larmen og rodet, det betyder du ikke er alene”.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sydhavnsmor

      Super klogt sagt af hende damen – og du har ret, det lyserøde billede kommer i glimt (heldigvis) for alle i ny og næ, men er der ikke hele tiden. Dørene smækkes (af min datter) herhjemme og nøj hvor er der til tider meget larm og rod, men mest af alt kærlighed. Også selvom de er kropumulige og skide irriterende til tider 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susanne

    Jooo, du kan bande på, at jeg kender det… Og prygler mig selv med dårlig samvittighed bagefter.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fødsel - hvor er faderen?