10 par ægte bloggersko ;-) - Sydhavnsmor.dk

Sådan gik min måned som vegetar – Sydhavnsmor.dk

img_1768

Egentlig har det her været noget jeg længe har ville prøve. Jeg har altid interesseret mig meget for mad (mest bare at indtage det), og engang i start 00’erne købte jeg én af mange slankebøger, som jeg ville give mig i kast med. Ibi Støving (i dag er Støving skiftet ud med et-eller-andet langt navn med M, jeg ikke kan udtale eller skrive) havde skrevet bogen, om at man skulle spise efter sin blodtype. Jeg har altid skulle afprøve ALT af (måske derfor jeg er blogger?), og derfor kastede jeg mig også uden videre ud i at spise efter min blodtype. Sådan da. For jeg måtte lige aflægge et besøg på Strøget, hos min søde læge, før jeg kendte til egen blodtype. Den var “desværre” A positiv, hvilket betød at jeg skulle leve vegetarisk for at få det bedste liv, ifølge Ibi, altså. Jeg var på daværende tidspunkt mega single, slet ikke opmærksom på dyrevelfærd, sådan seriøst i hvert fald, og havde ikke skænket det en tanke, at vores efterkommere og miljøet må bøde for vores savlen for røde bøffer og chickenwings. Jeg deltog i (klamme) konkurrencer med (primært drenge)vennerne om hvor mange dobbelt-cheeseburgere vi kunne køre ned – før de røg op retur, og nogle dage levede jeg af pølser med ketchup. Jeg holdt mig RET meget oprejst af kød! Og vin. Jeg var jo pur-ung, for helvede! 🙂

Hele marts har vi i den lille Sydhavnsfamilie levet af grønt, bønner og intet kød. Jeg tænkte at det ville være det nemmeste projekt nogensinde, da vi i forvejen ikke spiser kød dagligt, men netop er vandt til at spise meget kødfrit. Meeeeen, jeg tog faktisk fejl. Det er, selvfølgelig, ikke vanskeligt bare at lave aftensmad, der ikke indeholder kød. Det er jo bare et valg man tager, og med lidt hjælp fra Google, finder man hurtigt massere af inspirerende, lækre vegetariske aftenmåltider. Værre var det med frokost-måltiderne, og når man spiser hjemme hos andre.

Jeg arbejder pt i en institution, hvor vi får serveret mad. Jeg har længe haft mit eget mad med, men fordi vi har været max presset på hjemmefronten med sygdom, arbejde og en masse andet gejl, har jeg ikke haft overskud til at smække sunde, vege-frokoster sammen. For det tager, for en ikke 100% vegetar, altså noget tid at finde på noget lækkert, da jeg ikke synes at ostemadder er særligt eksotisk, når det har ligget og rodet rundt i en lille mast taske. Og det er her, at I meget gerne må byde ind med gode eksempler på NEM, kødfri frokost, der er sundt! Og mætter! Jeg er en sulten type – altid 😉

På grund af mit manglende overskud, og fordi institutioner i dagens Danmark ikke lige får serveret de største mængder suuuuper sunde bunker mad, der i hvert fald indeholder nok protein (uden kød) til at mætte undertegnede, er jeg altså faldet i med begge ben nogle gange… jeg KAN og vil ikke springe måltider over, bare fordi jeg eksperimenterer. Jeg er slet ikke standhaftig nok på den front. Uden mad – og en mæthedsfornemmelse dur’ jeg slet ikke, så jeg har altså snydt! Ellers ville det gå ud over børnene – og dem sku’ jeg helst ikke æde levende, vel? 😉

Så alt i alt kan jeg ikke helt svare på resultatet af hvordan min krop ville føltes hvis den havde været 100 % kødfri i en måned, men jeg kan nemt sige, at der findes SÅ mange lækre madretter der ikke indeholder kød, hvor på ingen måde savner et blødt lille lam, en stor fed ko eller en lille nuttet kylling. OG at de har gjort min krop meget glad! Derfor fortsætter jeg og min familie i samme spor – for vi er alle blevet mætte, og ingen har skreget KØØØD endnu, andre end Uma, der er er en lille animal-lover 😉 Faktisk ‘fejrede’ vi eksperimentet med at spise lam og tzatziki den første april, og jeg ved ikke om det er fordi vi ikke har spist det i en måned, men det smagte ikke godt. Og lam ligger nok på top 1-listen over favorit kød i min bog.

Jeg har slet ikke sat mig ind i om hvor sundt – eller usundt det er for børn at undgå kød, men det er jeg heller ikke nødsaget til, da jeg ved de spiser meget varieret i den 97 % øko-institution de betræder deres små bløde fusser i dagligt, og derfor har jeg kun aftensmaden på egen samvittighed. Og her sørger jeg selvfølgelig for at de får gode proteiner også.

Egentlig startede jeg bl.a. mit lille eksperiment for at finde ud af om man sparede en helt masse penge, når man ikke købte sig fattig i dyrt kød. Til det kan jeg kun svare: Nej, vi har ikke sparet noget. MEN det kunne vi have gjort! Ligesom man også sagtens kan spise økologisk uanset hvilket madbudget man har! Det er ALTID et valg – ingen mennesker behøver kød hver dag, ingen behøver at spise trøfler dagligt. Man kan sagtens spise sig mæt i vegetariske og økologiske varer meget, meget billigt. Ligesom man kan få kød til ingen penge, hvilket jeg så ikke anbefaler. De fleste danskere er så priviligerede, at vi selv kan vælge hvad vi vil putte i munden, og hvor tit. Om vi vælger at spise kød eller ej, er altså et spørgsmål om valg og samvittighed. Og måske også en lille smule livskvalitet. Sådan ser jeg vores kød-indtag. Vi synes smagen er god (bortset fra lamme-bummerten), og derfor spiser vi også stadig kød i Sydhavnshytten. I hvert fald for en stund – men i små størrelser, engang i mellem.

Jeg tror, og håber på, at vi går mod en tid, hvor flere af os fravælger kød, og sætter pris på det kød vi indtager, og kvaliteten deraf. Jeg synes, at mine smagsløg har udvidet sig en tand yderligere, efter en måned som (næsten) vegetar, og glæder mig til at tilbringe mange flere timer i køkkenet, sammen med masser af plantebaserede proteiner og grøntsager 🙂

 

Du kan følge Sydhavnsmor på FacebookBloglovin’ og Instagram 🙂

   

2 kommentarer

  • Therese

    Hey👋
    Jeg afprøver også vegetarlivet i øjeblikket, dog spiser jeg fisk. Mht frokost har jeg erfaret at den altid avantgarde ret “Rester”, fungerer godt her.
    Jeg har en lille musse på 1 år, som ikke er så sej til at spise diverse salater endnu, som jeg ellers ville ha’ valgt, hvis det kun var mig selv, og som er NEMT at med til frokost. Men quinoa/linsedeller og grøntsagsbøffer går godt på 2. dagen med avocado og rugbrød (eller dine egne spinatboller), og æggewraps er også gode kolde. Måske det inspirerer…
    😊

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

10 par ægte bloggersko ;-) - Sydhavnsmor.dk