Mød Spørge Jørgen – en gennemsnitlig (kaotisk) morgen i familien!

Jeg er ikke super fan af morgener. Eller de er ved at blive lidt mere accepterede i mit liv, fordi der er så mange af dem og jeg bare må indfinde mig med de eksisterer. Jeg er mere et aftenmenneske – eller midt-på-dagen-typen. Morgener er oftest lig med kaos, havregrød – over alt!, mere kaos, trætte børn, træt mor (og far), spildt mælk – over alt! Sådan nogenlunde som den var i morges, efter at have været vågen to-tre timer i streg med Sofus i nat, som ikke ville sove, men til gengæld ville headbange ind i væggen gang på gang…

De kære små…

Lige slået øjnene op efter de få timers uafbrudte søvn jeg fik skrabet til mig og Uma er hoppet ind i min seng, liggende henslængt ovenpå mig:

Uma:“Mor, må jeg se Frost? Må jeg? Mor, mor, mor! Må jeg? Se Frost?”

Mig: “Ømh (grynt) nej Uma – lad være med at snakke mig lige ind i øret, er du sød”

Uma: “Hvorfor må jeg ikke se Frost nu, mor?” 

Mig: “Fordi du skal i børnehave” 

Uma: “Nu?, hvorfor ikke bare bagefter jeg har set Frost?”

Mig: “Ammen altså, vi skal jo afsted snart. Og vær sød liiiige at lade mit øre være. Det gør faktisk ondt når du snakker lige ind i det”. 

Uma: “Hvorfor gør det ondt mor?”

Mig: “Fordi jeg er træt, fordi du er helt tæt på mit øre og fordi vi ikke skal se Frost lige nu , lige inden vi skal i børnehave, Uma”

Uma: “Jamen jeg vil jo gerne se Frost søde mor, lige nu!”

Aha – sikke en snu datter. Søde mor…

Mig: “Nix, nu står vi op, spiser morgenmad, tager tøj på og så skal du over i børnehaven og lege med Magdalou” 

Uma: “Juhuuuu Magdalou! Må hun komme med hjem efter børnehave og se Frost? Så kan du måske lave pandekager til os og hun kan sove her?” 

Jeg vælter ud af sengen. Sofus vågner (sker sjældent at han sover længere end os andre!)

Mig: “Pandekager eller ej, ingen Frost i dag og Magdalou må meget gerne komme og lege snart, men ikke i dag for jeg er ikke hjemme i aften og Magdalou skal sikkert også hjem efter børnehave og slappe af”. 

Den samtale slut. Frostsnakken er ovre.

Vi får kværnet havregryn med mælk, havregrød med smørklat ned – og som altid, ud over det hele! Sofus nægter at få hjælp når der skal spises. Fair nok. Arghhhh!

På vej ud af døren (mens vi tar tøj på):

Mig: “Kom nu, vi skal være i institutionen inden 9.30”

Uma: “Hvorfor det?”

Mig: “Fordi det er reglen, hvis I fx skal på tur eller lignende”

Uma: “Skal vi på tur?”

Mig: “nej, det tror jeg ikke”

Uma: “Jamen så er det jo lige meget om vi kommer dér, mor”

Mig: “Nej” (koksrød i ansigtet, mens jeg bakser med Sofus flyverdragt, fordi han stritter vildt meget imod og skriger fordi han hellere vil have den afgnaskede banan, der ligger på gulvet, under kommoden, indsmurt i støv end at have den flyverdragt på).

Mig: “Uma kom nu bare! Og tag så den flyverdragt på nu!” (Pliiis for pokker!)

Uma: “Mor, flyverdragten driller! Jeg vil ikke have den på. Og jeg vil heller ikke have mine støvler på. Jeg vil have jakke og løbesko på!”

Mig: (endnu mere koksrød end før, for flyverdragten er stadig ikke på. Sofus har nu ærmet på benet, og gnasker løs i den klamme banan han i mellemtiden har fået fingrene i (ad!) “Vær nu søøøøød, at tage den flyverdragt på, så vi kan komme afsted. Vær nu sød, vær nu sød…………”

Uma: “Jamen, altså mor, jeg vil ikke have noget på der driller. Jeg vil have noget andet tøj på. Underbukserne driller også” (hun begynder at pive lidt og jeg ville gøre det samme hvis ikke jeg var den voksne og MÅ holde masken, shiiiiat)

Sofus har nu endelig fået sin flyverdragt (rigtigt) på og sidder og skriger. Jeg begynder at hive trøjen ud indenunder ærmet på Umas flyverdragt og det ser ud til at det er lykkedes, at få dem klar til afgang. Nu mangler jeg bare mig selv.

Mig: “Så nu er vi klar! Kom – gider du være sød at åbne døren, Uma?” (Jeg træder ned i mine støvler og smider jakken over skuldrene og løfter Sofus op på armen. Uma har åbnet døren og vi går ud i opgangen.

Uma: “Mor, hvorfor er du helt våd på bukserne?”

Arh, crap! Sofus har smurt banan ud på bukserne, inkl. støv – OG jeg mens jeg har kæmpet som en gal, med at få flyverdragten på ham, har jeg søbet rundt i rester af mælk fra havregrynen der lå på gulvet. Satans!

Ind igen!

Mega stresset. Skifte bukser. Sofus stadig ked. Skriger.

Ud igen.

Ned af trappen.

Ud til cyklen. Spænde ungerne fast.

FÅÅÅÅÅRK jeg har glemt batteriet (el-motor) til cyklen oppe i lejligheden.

Trille cyklen ned foran indgangen. Træde i en hundelort. Suk.

Op igen! Af med den store jakke. Af med støvlerne. Lynhurtigt finde nye støvler og hente batteriet. Som er dødt. Tom for strøm.

Herligt.

Ned igen. Uden batteri. Med støvler, uden hundelort og bukser uden banan og mælk.

Op på cyklen.

Uma: “Moooar, hvorfor har du ingen jakke på?”.

Jeg gir op!