Sexet bytur, kebab og Dizzy Mizz Lizzy – en læsers kærlighedshistorie! - Sydhavnsmor.dk

Jeg er det kedeligste menneske du kender. Måske. – Sydhavnsmor.dk

may

Jeg serverer her, i en meget dyb tallerken, en meget gennemsnitlig hverdag for en meget gennemsnitlig dansker. Mig. Ingen filtre eller polerede glansbilleder af mit liv. For virkeligheden er jo for helvede ikke særlig rosenrød eller kun lykkelig for særligt mange af os, vel? Både Christiane Schaumburg-Müller, Angelina Jolie – og jeg 😉 har haft omgangssyge, diarré, hudorme, klamme underhakkere, irriterende mænd – og børn og flade baller (sidstnævnte har jeg læst dem udtale selv 😉 )… Vi har alle gravet os så meget i næsen, at vi til sidst fik en blodig busser retur (og tørret den af i en dørkarm), haft lus, svamp eller dårlig samvittighed over hvad man sagde i dén pinlige brandert… Og selvom en god lønseddel (som jeg stadig kigger langt efter 😉 ), ville kunne gøre livet en kende lettere – jeg savner fx én til at gøre rent, til at tage morgenvagten efter en bytur med mine unger når min mand er på job, til at HIVE mig over i et træningscenter, til at lave mad osv. osv. så er penge ikke alt. Jeg har det sgu meget godt, selvom jeg er en flad (på flere måder) Sydhavner 🙂 på Instaspam poster jeg i tide og utide øjeblikke fra mit liv. Jeg deler ikke alt. Jeg deler det jeg vil dele. Som ikke er for privat, men klart jo – det er da personligt, ellers ville det da være meningsløst og kedeligt. Og mange af mine billeder er da sikkert også røvsyge 😉 Ligesom den gennemsnitlige dansker.

Jeg vågnede klokken 4.55 da Sofus råbte inde fra sin seng, “faaaaar, faaaar”. Martin hørte ingenting og jeg vraltede istedet igennem stuen, mod Sofus værelse, som er det gamle vaskerum vi har peppet op til et børneværelse, for at hente den morgenfriske baryl. Han ville se TV, og selvom jeg godt gad at være en af de der overskudsmødre der finder på alt muligt andet end at plante ungerne foran flimmerkassen, orker jeg det bare ikke. Slet ikke før fem. Om morgenen! Vi tog hans dyne ind foran tv’et, tændte for Ramasjang som jeg tror er stoppet med at sove så tidligt (det var sgu da også på tide. Hvem har unger der sover helt til seks?), og så noget ligegyldigt tv, imens jeg halvblundede ved siden af, i bare babser og nogle afvaskede underhakkere, der er mindt 10 år gamle. Men staks efter fik jeg et gonk i hovedet. Han ville ha’ mad. NU! Hadede lidt tanken om, at Martin går så meget op i at ungerne sidder ved spisebordet når de spiser, for allermest havde jeg bare lyst til at hente en skål havregryn med mælk (og honning – schh!) og stille den på sofabordet, og være helt ligeglad med alle de indsmurte gryn i sofaen, på gulvet og i håret. Jeg slæbte både den to-årige og mig selv ud i spisekøkkenet og plantede ham på sin Tripp-Trapp og han åd så hurtigt at jeg dårligt nåede at sætte en kop SORT the over til mig selv, før han var færdig, havde skidt og skulle skiftes. Dårlig mor – jeg ved det, men jeg skiftede ham med vådservietterne og ikke med de der skumfirkanter og vand. 

Paw Patrol, Onkel Reje og Robin Hood havde nu sneget sig ind på DR tv, og Martin var stået op for at hive Uma ud af sengen. Nå nej, det er jo løgn, for Uma havde været vågen siden 5.30, da julenissen jo her i december kommer med en lille pakkekalendergave, og dén kan man dårligt vente med at pakke op, og håber at det er morgen, allerede få timer efter at man er gået i seng. Altså tidspunktet hvor ens forældre også går til køjs. 

For EN OG HALV TREDS’ene gang den morgen havde jeg kl. 7.44 forhindret mine unger i at smadre hinanden til plukfisk, ødelægge juletræet (og julekuglerne), pakke HELE chokoladekalenderen op (der er stadig tre tilbage…), sætte deres bussemænd under sofabordet… og desuden lige brugt godt 45 minutter – i skrig og skrål – på at finde tøj frem til ungerne, som begge insisterer på selv at iklæde sig. I tøj med bil-motiver, lyserødt og med hende der Elsas-fjæs på. Anna er et no-go! 

Skulle lige aflevere to stædige, morgensure unger på Vesterbro. Som heldigvis blev glade da vi ankom til institutionen, så jeg med god samvittighed kunne fise så hurtigt jeg kunne mod jobbet. Kl. 8 SKAL vi være ude af klappen. Og det er jo ren luksus synes nogen. Jeg synes dælme det er tidligt. Arbejdsmarkedet har da overhovedet ikke tænkt på, at nogen mennesker bruger LAAAAANG tid på at få deres børn i tøjet, ned af trapperne, ind i cyklen – efter at have leget ufrivillig fangeleg i gården – og SÅ op i cyklen, som efterhånden er så meget tappet for energi (el-cykel), at selv de gående er hurtigere end mig og mit fyldte lad. 

SÅ glæder man sig altså til at se los barylos igen. Efter seks timer på ‘opbevaringsanstalten’. Tanken om bare at skride i Frederiksberg Centeret og shoppe-amok er også meget rar. Men urealistisk. Kontoen skriger efter at få besøg af nogle, der kommer IND. Jeg piler afsted i højst mulig fart, rammer institutionen og én af ungerne VIL bare ikke med hjem. Imens den anden (selvfølgelig) er mega pakket ind i den største flyverdragt + 3 lag indenunder, giga vinterstøvler, uldhue og en fyldt ble (som jeg i min kampsved forårsaget af at overtale – og lokke med chokoladekiks(!) forsøger at få mit barn med hjem – opdager). Hvorfor er mit barn den eneste der ikke vil med hjem? Dén har jeg hørt mange, mange andre forældre – ikke fra mine ungers institution, selvfølgelig – sige… fuck altså, så smutter jeg bare hjem med den éne, og den anden må sove over, eller tages med hjem af en anden forælder. Jeg er ligeglad. NU gider jeg ikke mere… I det jeg lader som om, at jeg er ved at smutte uden den ene baryl (i ordets forstand) hører jeg et skrig bag mig, og ser en jakke med et par støvler i hånden komme løbende mod mig. Men stadig insisterende på IKKE at iføre sig det. Det er koldt. Vinter. Men det er nok nu. Vi kører tre km i frostvejr uden jakke og støvler. Hører surmulen fra vognen – DET ER KOOOOLDT! Jeg tilbyder at vi stopper og tager jakken og støvlerne på. Der ‘takkes’ nej. 

Vi er endelig kommet op i lejligheden på anden sal. Det blir altså rugbrødsmadder i dag. Og tv bagefter. De får jo så varierende, økologisk og god mad i institutionen at jeg ikke gider at lægge et pres på mig selv, når jeg engang imellem serverer en skive med pølse eller ost til aftensmad. De vil alligevel hellere lege med biler, se My little pony eller noget med pirater, end at indtage den føde jeg har stået og svedt over den sidste times tid. Før jeg fik børn ville jeg nu have LIGGET på min sofa, måske sammen med nogle venner og set en eller anden film, spist chips og drukket et glas after-five rødvin, været på café eller noget andet afslappende. Nu render jeg rundt og tørrer bord af (ej, det er løgn. Igen. Dén står min mand for), fylder to badekar med varmt vand, bæller lynhurtigt en kop SORT the, stresser over at støvlaget rundt kanten i hele lejligheden er vokset over karmene, misunder ungerne at der er frit valg på alle tv-hylder, har dårlig samvittighed over at jeg ikke er sådan en mor der sætter mig på gulvet og leger med dem. At jeg (for ofte) glor på min tlf. i stedet for på dem. For de er de er jo vildt søde og fine 🙂 De hopper i bad, skændes om deres badedyr, ville ikke op igen, er utilfredse over at få vasket håret, vil ikke have det redt (og har allerede spottet flere dreads) håret, er utilfreds med der ikke er flere stramme underbukser tilbage i skabet – ‘de store’ driller, vil KUN have nattøj på med Elsa og biler, og vil ikke have børstet tænder. Og da slet ikke i seng. NEJ! Ak ja, så ved man at det har været en helt, helt, helt almindelig dag. 

Godt man handler på nettet. Phewww.

Jeg er det kedeligste menneske du kender. Måske. 

 

Fortæl os lige om din dag, tak? 🙂

Du kan følge Sydhavnsmor på FacebookBloglovin’ og Instagram 🙂

   

4 kommentarer

  • Line

    Jeg har brugt rundt regnet 5 timer på at putte baby som nægtede at sove (nogen sagde noget om et tigerspring hvilket jeg har erklæret jeg ikke tror på). Så har jeg ringet sammen med min store søn som godt ville hentes, hvilket han ikke blev fordi jeg skulle putte baby, og haft en stor pige som godt ville have lidt mor/datter- tid hvilket hun ikke fik fordi jeg skulle putte en baby OG så har jeg haft en forvirret kæreste som ville spørge om han skulle sætte aftensmad over og tilgængeld fik en svada om alt det der var galt i mit liv (mest en baby som ikke gad sove) Højdepunktet var klart at jeg fik lov at se julekalender med de store mens kæresten gik rundt med hende den lille tykke sure

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • ARHHHHHHH for helvede, jeg har det lige sådan. Bortset fra jeg ikke har en baby mere. Men det føles nogen gange sådan! 😉 Håber baby sover nu. Til i morgen kl 9. Mindst!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Haha, jeg er også kedelig, sådan i det store billede. Meget. Og gennemsnitlig – både af liv, udseende og levevis. Oooog derfor garanteret også lettere uinspirerende. Men kæft, hvor er jeg nu godt tilfreds alligevel 😀

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sexet bytur, kebab og Dizzy Mizz Lizzy – en læsers kærlighedshistorie! - Sydhavnsmor.dk