Lynhurtige og sunde KOKOSKUGLER af TRE ingredienser

“Jeg er bange for at jeg kommer til at gøre mit barn ondt”

Her fortæller Mette på 25 år om et tabu mange mødre kommer ud for, men ikke tør sige højt; ikke at føle sig psykisk klar til det store ansvar det er at blive mor – under graviditeten og når man er blevet det!

morikkepyskklar

“Jeg var endelig blevet gravid og det var virkelig et ønskebarn, men de første dage efter den positive graviditetstest kunne jeg have hoppet ud af vinduet og flygtet langt væk!

Jeg var så bange for alt det ukendte jeg nu stod overfor. Jeg blødte fra uge 4-7, og på en underlig måde tror jeg det var med til at give mig følelsen af at elske mit ukendte barn i maven og derved hjælpe mig over fremtidstankerne. Følelsen af at ville flygte fortsatte gennem det meste af graviditeten.

Kvalmen, som jeg havde fra uge 5-18, gjorde det heller ikke bedre. Da jeg omkring uge 19 begyndte at mærke liv blev det endnu mere virkeligt for mig hvad jeg stod overfor, og fik endnu engang følelsen af lyst til at flygte. I små glimt boblede glæden alligevel inden i mig, når jeg mærkede babyen hoppe rundt. Fra uge 22 fik jeg bækkenløsning. I starten havde jeg kun smerter om natten, men fra uge 24 blev det så slemt om dagen også, at jeg måtte sygemeldes fra min klinikperiode som sygeplejerskestuderende. Det var en stor beslutning at skulle stoppe, for jeg var utrolig glad for at være på afdelingen, og det var nok også endnu en påmindelse om, at mit liv skulle til at ændre sig. Nu skulle jeg få de sidste 16-18 uger til at gå derhjemme.

Jeg nød alligevel at kunne slappe af og passe på min krop og min baby, og jeg knyttede mig endnu mere til babyen, som vi nu vidste var en pige. Min søster var i Grønland det meste af min graviditet og hun kaldte babyen for Nunu, som betyder pige på grønlandsk. Det blev hendes navn gennem graviditeten, for Lydia Emilie holdt vi hemmeligt indtil hun blev født. At vi allerede tidligt vidste hvad hun skulle hedde, hjalp mig til at forholde mig til at der var en baby i min mave som faktisk kom ud på et tidspunkt. Omkring uge 32 begyndte mit blodtryk at stige en smule. Jeg havde haft voldsom hovedpine og synsforstyrrelser hen over en weekend og tænkte at jeg hellere måtte give fødegangen et kald. Jeg kom ud og fik kørt en CTG. Jeg var på intet tidspunkt bange for om der var noget galt, og bagefter har jeg tænkte at jeg nok har holdt frygten for, at der skulle være noget galt, på afstand. De næste 5 uger gik rigtig godt. Jeg svømmede 1-2 gange i ugen, det var dejligt at få rørt kroppen og ikke have smerter. Vi skulle på camping i Kristihimmelfartsferien, og jeg glædede mig til at komme hjemmefra og ikke være begrænset af trapperne op til 2. sal.

Tirsdag den 12. maj havde min mand fri om formiddagen, fordi han skulle til Esbjerg om aftenen på arbejde. Vi hyggede om formiddagen. Jeg fik gjort liften klar, som var det sidste jeg manglede på min praktiske liste. Alt var pakket til vi skulle på camping om onsdagen. Jeg fik bagt franskbrød om eftermiddagen, som vi skulle have med. Mens brødet bagte færdig i ovnen (og også min baby), sad jeg og slappede af i sofaen og så et par afsnit af serien “Indefra” med Anders Agger.

Kl 22.20 gik jeg i seng. Jeg havde lidt ondt i maven som menstruationssmerter, men det stoppede igen. Kl 22.30 mærker jeg et lille smæld og noget der løber ud af mig. Jeg skynder mig ud på toilettet. Mine underbukser er gennemblødte og mit hjerte begynder at hamre løs. Det er heldigvis en dejlig følelse jeg har i kroppen. Jeg får ringet til fødegangen og får en tid kl 9.00 næste morgen. Min mand er stadig ikke kommet hjem til Odense fra Esbjerg, så jeg ringer til ham og fortæller at vandet er gået. Han er heldigvis på vej hjem, så der går kun en time, hvor jeg må ligge selv på sofaen. Her begynder veerne så småt at komme også. De næste par timer går hurtigt. Jeg har regelmæssige veer, og jeg er egentlig meget afklaret med at vores datter nok kommer til verden 37+1 og en del før end vi havde regnet med.

Fødslen går meget let. Lydia Emilie kommer til verdenen d. 13. maj kl 5.38. En lille pige på 2615 gram og 50 cm. Vi ligger på fødestuen et par timer. Det hele er meget uvirkeligt. Jeg fatter ikke rigtigt at vi er blevet forældre allerede nu. Omkring kl. 10 kommer vi op på barselsgangen. Lydia er for lille til at vi kan komme på patienthotellet, så vi skal en tur derop og ligge et par dage. Det er egentlig meget rart, for jeg har ikke nået at få købt de store fødselsbind, så det er dejligt at komme et sted hen hvor de har alt til os. Personalet kommer også selv forbi og kigger til os engang imellem her.

Da vi er kommet tilrette på stuen og der kommer et andet par mere ind og ligge begynder virkeligheden at slå mig. Jeg begynder at græde og det hele bliver uoverskueligt for mig. Jeg kan slet ikke forstå at det lille barn der ligger og sutter på mig er MIT. Hun ligner ikke nogen af os synes jeg, og tænker flere gange at der må være sket en leveringsfejl i maven på mig, til trods for at hun er et ganske normalt økobarn med lidt lang leveringstid. De 2 døgn vi er på D1 på Odense Universitets Hospital svinger mit humør meget.

Da vi skal hjem overvældes jeg af glæde i elevatoren på vej ned, og da vi kommer hjem kan jeg græde som en pisket igen. Jeg tænker flere gange at jeg er bange for at jeg kommer til at gøre mit barn ondt, fordi jeg ikke kan overskue tingene, og jeg venter flere gange i løbet af den næste uges tid bare på at der kommer nogen og tvangsindlægger mig på psyk. Jeg føler mig som verdens største nervevrag. Jeg har igen lyst til at flygte fra alt, men der er alligevel en kærlighed og stor beskyttertrang i mig overfor min datter. Dagene går, og det går op for mig at den berømte 3. og 4. dagen hvor mælken løber til, og som burde være de værste, ikke er noget jeg skal regne med.

Jeg græder flere gange hver dag de første 4 uger, og overskudet er minimalt føler jeg. Heldigvis vender det. Jeg begynder at græde mindre og kunne overskue mere. Det bliver bedre og bedre for hver dag jeg lærer Lydia at kende.

Alligevel er der en følelse i mig som jeg ikke rigtig kan komme af med. Følelsen først og fremmest af at være blevet snydt for de sidste ugers graviditet; følelsen af slet ikke at være klar mentalt. Vi skulle jo have været på camping! Følelsen af ikke at få lov til at nå dertil hvor utålmodigheden kom snigende, og kunne få lov at ligge og VENTE på at veerne skulle starte eller vandet skulle gå. Jeg føler mig snydt for den sidste del af min graviditet.

Selvom jeg i 7 måneder har vidst at der skulle komme et barn, så følte jeg mig slet ikke klar mentalt til at skulle tage mig af hende. Jeg ved ikke om de sidste uger havde ændret på min oplevelse af at være blevet mor. I dag er Lydia 10 måned gammel. Jeg føler stadig at jeg mangler den sidste forventningsglæde i de sidste uger af graviditeten, fordi hun kom så pludseligt, men jeg elsker hende højere end jeg havde forestillet mig”.

 

Du kan følge Sydhavnsmor på Facebook og Bloglovin’ og Instagram

Du kan følge Sydhavnsmor på FacebookBloglovin’ og Instagram 🙂

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lynhurtige og sunde KOKOSKUGLER af TRE ingredienser