Om hvordan tilfældet nogen gange er vanvittigt og udslagsgivende...

Hvornår har vi presset citronen nok?

37856_10150229523805366_8227554_n

 

Vi knokler røven ud af bukserne for at få det hele til at hænge samme; vi skal betale huslejen, bilen, institutionen, forsikringer, mad mm. Og så skal vi også have lidt penge til ferie og fritid. Imens sidder vores børn i institution og venter på at mor og far er færdige med at arbejde. De bliver afleveret til morgenmad kl 7.30 og hentet igen 16.30 når dagen på vores travle jobs er ovre. I den tid har de indtaget tre måltider i institutionen, måske sovet en lur, leget, været i mindst 30 konflikter og været vidne og inkluderet i hel masse larm.

Pædagogen går helt bombet og smadret hjem fra job; hovedpine, træt af at halv-løse konflikter -for tid til at sætte sig helt ind i hvad der egentlig lige foregik, det er der ikke. Jonna-  den anden pædagog, er nemlig langtidssygemeldt med stress og der er ikke råd til vikarer, så der er ekstra press på stuen.

Ungerne? Ja, de bruger dagen på fri leg – en god mulighed for at være idérig og eventyrlysten – men i den grad også et begreb der bruges for ofte, som undskyldning for at der faktisk ikke er tid til fokus på børnene. På det enkelte barn. 

 

Jeg er selv uddannet pædagog. Jeg ved hvad jeg taler om. Jeg har været i meget velfungerende institutioner – og i mindre velfungerende. Men ét har de tilfælles – og det er at der mangler penge og ressourcer til at skabe de rammer børnene virkelig har brug for. Børnene har brug for trygge rammer og sikkerhed –  og i den grad brug for at der er NOK omsorgsfulde pædagoger til stede. Det er IKKE fordi pædagogerne er dovne at børnene ikke får nok opmærksomhed. Det er fordi der mangler hænder!
Som verden ser ud lige nu ønsker jeg ikke, at mine egne børn skal være en del af sådant et kaos i en travl hverdag. Jeg ønsker de skal socialiseres med andre børn og voksne – i institutionen, men ikke fra tidlig morgen til sen eftermiddag. Vores lille familie er  priviligeret. Vi har mulighed for at hente tidligt og holde fridage, men sådan er det altså langt fra hos alle.
Det da være muligt at forbedre de her vilkår for de små børn?! De kan lide at lege og savner deres venner i institutionen, men det betyder ikke at de skal være der 9 timer om dagen, gør det?

Hvis familien ønsker at drosle ned i arbejdstid (og indtægt), bør arbejdsmarkedet tilrettelægge muligheden for det. Hvorfor kæmper fagforeningerne imod det? Bevares! Det er vigtigt at udvikle sig på arbejdsmarkedet. Men hvis det var anerkendt at gøre det på deltid, ville det blive en norm som vi netop kunne videreudvikle på – til glæde både for arbejdsgivere og ansatte og ikke mindst familierne og børnene og samfundet som helhed. Vi må over hele linjen sætte os nogle alternative mål til konkurrence, profit og materialisme og på ny lære at leve livet!

Du kan følge Sydhavnsmor på FacebookBloglovin’ og Instagram 🙂

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om hvordan tilfældet nogen gange er vanvittigt og udslagsgivende...