Nyt hår – er jeg blond nu?

For 8 år siden kom jeg hjem,  efter et besøg hos en stor dansk frisørkæde, tud brølende. Jeg har altid været blond, også naturligt, før jeg avlede grå hår, efter jeg kom i trediverne. Det var planen at jeg skulle blive ved med at være det, efter mit frisørbesøg.

Men frisøren var en frisk frisør, og foreslog mig, at jeg skulle prøve det brune look, for det mente hun ville klæde mig. Hun tog fejl, hvilket alle mine venner og Martin var meget enige med mig i, og “fejlen” blev til flere måneder i helvede, hvor jeg gemte mig under huer og store tørklæder. For hår betyder noget. Hår betyder meget! Og hun havde farvet det så mørkt, at jeg skulle gennem halvdelen af regnbuens farver, efter ‘udtrækningen’, før jeg fik en nogenlunde normal hårfarve på mit hoved. Det var et helvede.

Blondiner har det sjovere, er der nogen der siger.  Jeg har det i hvert fald langt bedre blond, og derfor var det også min plan at blive bobbet lidt ekstra sommer-blond op denne gang, da jeg besøgte Helen Lucca i mit gamle hood, Pisserenden.

Læs også Blondine på spray 

Læs også Hvilke produkter jeg bruger til mit garn

Helen er Sydhavner – af den ægte slags, fra “det gamle Sydhavnen”. Her hvor jeg selv slår mine daglige folder, som mor til to, kone og rødvinselsker. Da jeg drønede ind i Studiestræde 8 A og vinkede til den søde brunette (hun klær’ det i dén grad!) i baglokalet af den fine, lyse frisørsalon, anede jeg intet om at vi havde en identitet til fælles. Altså Sydhavnsidentiteten, som alle – i alle fald, de fleste – er pisse stolte af! I ved jo at jeg blærer mig på de sociale medier med at jeg nu er Sydhavner. Jeg er born and raised i Hvidovre, har boet på Frederiksberg, Nørrebro og Indre by i mange år, men intet er som Sydhavnen. Jeg ved ikke om jeg nogensinde gør noget ved drømmen om dét hus der, og forlader Sydhavnen. Jeg tvivler.

Nok om Sydhavnen, som jeg ofte ævler om. Det skal handle om hår. Om at være blond. Brunette. Rødhåret. Om at være glad for sit hår, fordi det betyder så fandens meget for ens udseende og selvtillid. Og her vil jeg blot tilføje, at jeg føler mig en tand eller fler’, mere blond og fin, end jeg har gjort de sidste par måneder med udvoksning. Det er nu fem måneder siden jeg også fik lavet hamrende flot hår i Køge, som var hele turen værd til vegnegnen. 

Tiden flyver, og mit hår vokser, som min utætte vandhane drypper. Det går stærkt med manken, her i Sydhavnen! Derfor fik jeg lavet en balayage af Helen. Det gode er jo sådan set, ved balayage, som er IN IN IN (man er bare altid et skridt foran i Sydhavnen), at man ikke behøver at rende til frisøren hver 6. uge fordi det er meningen at håret skal se naturligt ud, så udvoksningen ikke ødelægger hele looket. Hos Helen betaler man for et ‘look’,  ikke bare en klipning eller farve, og hun går sattema’ meget op i at man er en tilfreds kunde, når man går. Det tar’ sin tid at blive blond, og hun tager sig den tid det tager, for at få det rigtige resultat. Og jeg fik da også lige et par herre flotte håndværkere, med sådan nogle flotte muller – I ved, dem der ikke er lavet i et fitnesscenter, men på en byggeplads –  til at pifte efter mig, da jeg cyklede med bare ben (+ åreknuder) og flagrende, meget blonde, velduftende, krøller fra København K mod børnehaven og fritten i SV.

Jeg mener bare… de der blonde lokker kan sgu da noget, selv på en 35-årig blød-mavset mor, med lange lårhår på bagbenene… sidstnævnte så håndværkerne (formodentlig) slet ikke, fordi håret skinnede sad, som havde jeg været på den røde løber til Oscar-uddeling. Ammen, Helen kan trylle. Se selv på hendes Instagram @helenlucca.