Om venskaber der udfordres, når man bliver mor

En actionpræget og underholdende fødsel

Denne fødselsberetning er alligevel en af de vildeste og mest underholdende jeg har læst meget, meget længe. Læs med her:

 

MWZK7088

Efter Ayla var blevet født svor jeg, at jeg ALDRIG skulle have flere børn. Efter en hæslig graviditet (at være gravid er ikke min stærke side) og en endnu værre fødsel, der tog 18 smertefulde og udslidende timer, ku’ jeg ikke se hvorfor i alverden jeg skulle igennem dét igen.

IMG_3185

Pelle var en “svipser” og er i dag et halvt år gammel. Han er opkaldt efter Pelle Erobreren, som voksede op på Bornholm hvor vi bor nu og han valgte at ankomme til verden på dramatisk vis meget tidligt om morgenen d.3.august kl. lidt over halv seks. Hans fødselsberetning kommer her:

IMG_2801 1

Af forskellige årsager, jeg ikke vil komme ind på, skulle jeg føde på Rigshospitalet langt fra vores Bornholm. I to uger op til fødslen boede vi hos min mor og Erik, for at være i nærheden af Riget hvis nu…TO uger på besøg imens man er meget højgravid (ja, jeg gik en uge over tid). Uanset hvor højt jeg elsker min familie og uanset hvad de gjorde for at gøre mit miserable højgravide liv behageligt, er to uger VIRKELIG lang tid, at være på besøg. Jeg tilbragte de fleste dage siddende i lænestolen, stor og mægtig, og brøler ordrer til min familie, som, oftest, parerede ordrer. Jeg sov i mine forældres seng, jeg fik fodmassage, slængede mig med tv-serier, fik maden serveret og surmulede det meste af tiden. Til sidst ringede jeg til fødeafdelingen og befalede dem at sætte mig igang hurtigst muligt. Hurtigst muligt blev mandag d.3.august.

IMG_1712

Jeg sov dårligt om natten. Enhver, der har født, véd at det ikke nødvendigvis er noget man lige frem glæder sig til og eftersom jeg vidste at jeg skulle sættes igang, og eftersom jeg var 40 +6 vidste jeg også godt hvor det bragte hen. Det er jo ligesom uundgåeligt. Også selvom man har panikangst. Klokken 04 vækkede jeg Troels for at befale ham at hjælpe mig ned i sofaen nedenunder eftersom jeg alligevel ikke kunne sove. Så kunne jeg ligeså godt se flere serier imens jeg havde ondt af mig selv. Jeg nåede dårligt nok at tænde computeren inden vandet gik med et plask, som i en dårlig amerikansk film. Midt i sofaen. Og på gulvet. Og på badeværelset (so sorry mom;-) ). “Bevares” tænkte jeg. Så går vi igang da. Jeg ringede til fødegangen for at informere dem om at igangsættelsen kl. 08 var aflyst, for vi klarede den bare selv. I de fem minutter jeg talte med jordemoderen derinde fik jeg tre så kraftige veer, at jeg ikke kunne koncentrere mig om hvad hun sagde og hun meddelte mig forsigtigt, at det nok var en ret så god idé hvis vi kørte. Nu.

IMG_1804

Jeg vækkede igen Troels og sagde at vi skulle køre. Og jeg vækkede min mor for at sige at hun skulle overtage Ayla nu, for nu kørte vi. Og så skulle jeg have tøj på. Alt var en kraftanstrengelse for veerne var ret kraftige og ret konstante. Jeg tænkte at det kunne da kraftedeme i fucking helvede da ikke passe, at det gjorde SÅ ondt. Jeg forudså i hvert fald ti timer med smerter- ca. det halve af første gang- og så skulle det gøre SÅ ondt? Ej, det var fandeme tarveligt. Troels stod op og begyndte i jævnt (langsomt) tempo at pakke samme, vi skulle nemlig, efter to uger på Sjælland, køre hjem til Bornholm direkte fra Riget og vi skulle derfor have alt med. Da kl. var ti i fem brølede jeg fra badeværelset: “VI SKAL KØRE NU FOR HELVEDE!!” På dét tidspunkt, blot tyve minutter efter at vandet var gået, var veerne så kraftige, at jeg ikke kunne få tøj på. Det lykkedes mig at kaste en kjole over hovedet og måtte droppe alt andet. Jeg tænkte at jeg var verdens største piveskid og at jeg seriøst måtte tage mig sammen. Min mor hjalp mig ud i bilen, selvom jeg ikke ville. Jeg syntes at det var herre pinligt sådan at have veer overfor min mor og jeg forsøgte ihærdigt ikke at larme for meget.

IMG_1973

Troels var MEGET stille på turen mod Riget. Mine forældre boede på det tidspunkt i Herfølge små 50 km fra Rigshospitalet. Vi kørte ret stærkt og vi snakkede ikke sammen. Jeg brølede faktisk bare. Sådan mere eller mindre konstant, imens jeg stødte fra med armene i loftet hver gang, der kom en ve. Til jer, der har født: prøv at forestille jer at have vestorm (det fandt jeg nemlig ud af var dét jeg havde) imens i sidder ned i en bil. Det var mandagen efter ferien og der var allerede biler på motorvejen. Der var også vejarbejde meget af vejen, så der var ikke noget nødspor. Troels fortalte mig efterfølgende at han havde kørt 160 km/t slalom imellem bilerne på motorvejen, med katastrofeblinket tændt. Jeg forsøgte på et tidspunkt, meget halvhjertet, at stikke en hvid plastikpose ud af vinduet, hvilket jeg selvfølgelig måtte droppe igen ret hurtigt.

IMG_2241 1

Da jeg fik den første presseve kun 45 min. efter vandet var gået, imens vi stadig kørte på motorvejen, tænkte jeg at det var en falsk presseve (for de findes nemlig. Som om). Det tænkte jeg også da nr. to presseve kom. Der var jo ligesom ikke gået de dér ti timer, som jeg vidste der skulle gå. Ca. halvdelen af første gang havde jeg fået at vide. Så de dér presseveer var jo totalt løgn. Da nr. tre kom, omkring dét tidspunkt vi susede over Sjællandsbroen, skreg jeg :“TROEEEELS! JEG HAR PRESSEVEEEEEER!”. Jeg har aldrig set en mand blive mere ligbleg på ét sekund, som Troels blev dér. Han stirrede intenst på vejen, med udspilede øjne og AL farve forlod hans ansigt. Han ringede 112, og fik at vide af supermanden derinde, at han altså hverken var læge eller sygeplejerske og ikke kunne hjælpe os, han kunne alligevel ikke sende en ambulance hurtigere end vi kunne komme på Riget. Ej. Men det var jo en super kompetent hjælp dér kl. kvart over fem om morgenen. Måske var det den falske 112 vi ringede til, men hjælpen var altså ikke på vej. Vi susede forbi Dong, da jeg fik ringet til fødegangen og fik skreget, panisk, hvad der var på færde. Jordemoderen foreslog roligt at vi kørte ind til siden og fødte vores barn. HAHAHAHAHA. Som om! I stedet befalede jeg hende at hjælpe mig med IKKE at føde vores barn før vi kom til Riget, og det gjorde hun så, på yderst kompetent og rolig vis.

IMG_2662

Vi holdt i et lyskryds inde ved polititorvet, da Troels pludselig vælger at springe ud af bilen. What the fuck?! Her sidder jeg og er rigtig meget lige ved at føde et barn og så forlader du bilen?! Men. Foran os holder en politibil og Troels er selvfølgelig ovre for at bede om hjælp. Chaufføren forlader politibilen stille og roligt og kaster ét blik på mig, inden han springer tilbage i bilen, starter sirene og blinklys og det hele og gør tegn til at vi skal følge efter. De omkringholdende taxaer gør plads for os og en taxa chauffør ruller vinduet ned og råber: “KØR! KØR!”. Og sådan gik det til at vi næsten halv seks om morgenen d.3. august 2015, efter 45 minutters veer og 15 min. presseveer (siddende i en bil, ladies!!!) kørte med politieskorte igennem København. 110 km/t susede vi forbi Hovedbanen, Palads, H.C.Andersens Boulevard, søerne, op af Tagensvej, igennem røde lyskurver og direkte til fødemodtagelsen på Rigshospitalet.

IMG_2664 1

Vi blev taget imod af en læge og en jordemoder og måske flere, men det opfattede jeg ikke. Jeg blev nemlig venligt, men bestemt og på ingen måde eftergivende, bedt om at rejse mig og gå hen til dén båre, der stod og ventede på mig. Rejse mig og GÅ med presseveer og en baby stående meget langt nede i bækkenet. Dén lader vi lige stå lidt……

IMG_2794

Jeg kom over på båren og fik revet trusserne af og undersøgt – ja, vi var stadig udenfor fødemodtagelsen – og dernæst kørt op på en fødestue. Nej, jeg var ikke dækket til forneden, men sådan er der så meget. En fødsel frarøver åbenbart én alle blufærdigheder og anstændighed. Og ja. Jeg var ligeglad. Indtil bagefter. Hér blev jeg gudhjælpemig sgu fanden bedt om IGEN at rejse mig og vandre hen til det “rigtige” fødeleje. Dét gjorde jeg så. For hvis fødende kvinder er stædige og befalende, så gang det med tusind og du har en jordemoder. For helvede de er stædige altså. Små fem minutter efter ankomsten til Riget og efter beskedne to presseveer, hvor jeg rent faktisk pressede og ikke gjorde ALT i min magt for IKKE at presse, FLØJ Pelle ud og blev grebet af jordemoderen, imens Troels stod paf og rystende ved min side og forsøgte at holde mit ene ben. Kun en time og ti minutter efter vandet var gået.

IMG_2841 1

The catch….? Bilen brød sammen da vi parkerede foran Rigshospitalet. Bundproppen var røget og al olien dryppet ud. Timing is everything.

IMG_2993 1

I onsdags “fyldte” Pelle et halvt år. Han er sød og blød og buttet og dufter, som en rigtig baby. Han spiser øllebrød og pludrer og griner og charmer. Han er ikke, som måden han kom til verden på. Han er observerende, rolig, finder sig i det meste og græder stort set aldrig. Han snakker højt og skriger af forbløffelse over at have en stemme. Tillykke lille, fede unge.

IMG_3135

Du kan læse mere af kvinden bag indlægget på theturquoisetrailblog.com

Hvis du vil læse mere Sydhavnsmor kan du følge bloggen på FacebookBloglovin’ og Instagram

Du kan følge Sydhavnsmor på FacebookBloglovin’ og Instagram 🙂

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om venskaber der udfordres, når man bliver mor