Åbent parforhold, børn og knust kærlighed: En kærlighedshistorie – Sydhavnsmor.dk

Jeg har modtaget endnu en kærlighedshistorie fra en læser. En lang én. En vild én. En anderledes og meget rørende én. Læs her Line – og Mandens kærlighedshistorie, som inkluderer åbent parforhold, ulykkelig kærlighed, andre kærester, børn, en rejse og meget mer’…

img_0344

For 12 år siden mødte jeg en mand som slog benene væk under mig. Men ikke med det samme. Jeg boede sammen med en kæreste og betragtede mig selv som rimelig taget af markedet, men langsom kom noget snigende. Jeg var lige startet på studie og der var en masse søde mennesker – også en meget anonym genert mand som jeg egentlig ikke lagde så meget mærke til, før vi var på rustur og han drak sig mod til, og fik vrøvlet en masse om at vi to skulle være kærester, og sådan var det bare. Jeg affærdigede ham fuldstændig, og resten af aftenen sad han stille og roligt og smilede til mig.

Jeg syntes det var lidt underligt, men noget havde alligevel sået et frø i mig. I ugerne efter voksede det i mig. Vi talte stort set ikke sammen, men han var utrolig gentleman-agtig og den der langsomme hensynsfulde kurtisering var jeg slet ikke vandt til. Hvor jeg kom fra scorede man hinanden hurtigt og brutalt i byen. Derfor kom det også bag på mig, og jeg opdagede faktisk først at jeg var ved at forelske mig hovedkulds, i et menneske jeg overhoved ikke kendte, og faktisk knapt havde talt med, den aften vi kyssede først gang.

Men så var der heller ingen vej tilbage. Kæresten måtte ud, og denne Mand måtte ind i mit liv. Alt var nyt og spændende. Manden var godt nok en drengerøv med motorcykel og boheme-hjem, men han var også meget mere voksen og følsom end andre jeg havde kendt før ham. Vi var meget forelskede og blev utrolig hurtige enige om at vi skulle have nogle børn sammen, og selvom vi var meget unge virkede det som det mest naturlige i verden.

Da der var gået et år var vi flyttet sammen, og jeg var gravid. Vi fik en lille dreng, og når jeg ser tilbage på billeder af os fra den tid kan jeg slet ikke forstå at vi var så unge, for det føltes ikke sådan. Vi gav den hele armen med familie og ansvarlighed. Det var hårdt for vores forhold. Vi havde aldrig rigtig været sådan nogen som skændtes, men alligevel fandt vi os selv oftere og oftere i de helt klassiske kæresteskænderier om oprydning og ansvar – og “hvorfor er du aldrig hjemme”. Vi snakkede om det, og for første gang siden vi havde mødt hinanden følte jeg at det måske ikke skulle være os for evigt. Jeg begyndte også at syntes at andre mænd var spændende. Da Manden luftede ideen om et åbent forhold sprang jeg til med det samme.

Der gik et halvt års tid hvor jeg stor-flirtede i byen, men uden at gøre brug af min “frihed”. Vi havde det bedre med hinanden, uden at have fundet tilbage til den helt store kærlighed og hengivenhed. En dag faldt talen på flere børn og vi besluttede at vores søn skulle have en søskende. Vi vidste begge to godt at det ikke var de bedste omstændigheder at få et barn under, men jeg tror jeg tænkte at vi måske ville blive tættere af det, og jeg tror at Manden tænkte at vores søn under alle omstændigheder ikke skulle være enebarn.

Jeg blev hurtigt gravid og vi var glade og lidt overraskede. Da jeg var seks måneder henne i graviditeten havde vi et stort skænderi. Jeg havde virkelig brug for at mærke at han var der for mig. Jeg syntes hele tiden han var på arbejde, eller havde aftaler om aftenen. Dér faldt bomben, som fuldkommen knuste mit hjerte, han havde et forhold til en fra sit arbejde… han var ikke forelsket i hende og de skulle ikke være kærester, men han havde set hende over mange måneder. Det aller værste var, at han umiddelbart ikke følte nogen skyld. Han mente at han ar i sin gode ret. For vi havde jo aftalt at leve i et åbent forhold. Af en eller anden grund syntes jeg bare slet ikke det var okay. Dels kom det nok bag på mig, hvordan det ville føles hvis en af os rent faktisk var sammen med andre, og dels kunne jeg jo af gode grunde ikke selv gå i byen og score i min gravide tilstand, hvilket gjorde det utrolig ulige i mine øjne.

Jeg havde nok forestillet mig at den aftale helt af sig selv blev gjordt ugyldig da vi aftalte at få et barn mere. Men havde ikke fået sat ord på det før. Det var den ultimative sorg jeg ramlede ind i. Selv om vi helt åbenlyst havde haft vores problemer inden, var håbet om at vi nok skulle blive OK igen nu helt ødelagt.

Vi besluttede os for, at vi ikke skulle være kærester mere, men blive boende sammen. Manden skulle have mulighed for at lære den lille nye baby at kende og omvendt. Den næste lange periode husker jeg faktisk ikke ret godt. Jeg tror jeg overgik til en tilstand af ren overlevelse for mit egen, og babyen vedkommende. Jeg lagde låg på alle følelser og kæmpede med graviditet, fødsel og pasning af baby.

Til at starte med begravede jeg mig bare i babyboblen. Jeg helligede al min kærlighed og tid til hende den lille nye, som jeg for alt i verden ikke ville have skulle være en fejltagelse. Alligevel kunne jeg ikke snyde min krop. Jeg kunne simpelthen ikke producere mælk, fordi jeg var så stresset følelsesmæssigt. Så ret hurtigt begyndte hun at få flaske, og nu kunne Manden også passe hende hvilket betød at jeg skulle begynde at se mig om efter et andet sted at bo. Det var skræmmende, men jeg bilde mig selv ind at det var lige det jeg helst ville.

På en eller anden måde mobiliserede jeg overskuddet til at finde en lejlighed, som i mine øjne var helt perfekt til mig og to børn. Det fik mig langsomt til at tænke, at det her nok skulle gå. Jeg kunne godt klare mig selv. Så en aften, hvor min veninde havde fået mig overbevist om at det ville være godt for mig at tage med ud og flirte lidt med nogle fremmede mænd, mødte jeg faktisk en mand som jeg blev vild med. Til min store overraskelse var han helt betaget af mig. Der stod jeg med en krop som stadig ikke var helt sig selv, efter at have født for tre måneder siden. Uden tro på kærlighed og endnu mindre tro på mig selv. Så det var for mig et kæmpe kærkomment selvværdsboost, at denne flotte, søde mand var vild med MIG???

Ugerne efter datede vi lidt, men at date med en baby på tre måneder under armen, er det mest forvirrende jeg i mit liv har prøvet. Jeg husker især en dag vi mødtes på en café ved middagstid. Babyen sov i barnevognen, og jeg placerede mig ved et bord og forsøgte at se henslængt lækker ud. I dét sekundt han træder ind i cafeen, bliver jeg ildrød i hovedet, og kan næsten ikke være i mig selv af bare sommerfugle. Han er flot og sød, og en lille smule genert på den der måde, som vidner om at han også har sommerfugle i maven. Det hele føles som en dejlig drøm… lige indtil babyalarmen bryder magien og jeg er nødt til at slæbe baby med ind. Det var bare helt forkert, selvom han var sød og syntes at hun var lækker. Helt forkert at sidde der med en mand som ikke er far til dette der lille væsen, som er kommet ud af mig for bare tre måneder siden.

I den efterfølgende periode finder både jeg og Manden ud af, at vi ikke er færdige med at kæmpe for at få vores lille familie til at fungere. Vi lover hinanden ikke at have nogle hemmeligheder, og vi prøver at finde en intimitet frem. Nogle gange går det godt, andre gange mindre godt. Sådan lever vi i nogle år, og selvom det på den ene side er dejligt at være en familie, så er det også hårdt og opslidende og hverdagsagtigt.

Det hele går meget hurtigt op i leverpostej og skænderier over vasketøj med to små børn i familien. Vi beslutter os for at sælge vores lejlighed, som vi har renoveret og som er blevet mange penge værd. Den ligger midt på det mondæne Østerbro hvor vi egentlig aldrig rigtig har følt os hjemme. Vi ved ikke rigtig om vi skal flytte til Nørrebro, på landet eller noget helt tredje men det føltes som en god ide at starte på en frisk. Da lejligheden er solgt slår det mig pludseligt, at vi måske faktisk ikke skal flytte til en ny lejlighed, men flytte fra hinanden. Nu er muligheden der for, at vi begge kan få en pose penge med til at starte på en fisk hver især. Vi snakker om det, og Manden er helt med på ideen. Selv om jeg hurtigt finder en lejlighed, som jeg er rigtig glad for, er det også rigtig hårdt. Vi er ikke uvenner, og jeg er egentlig glad for, at være kommet ud af det her forhold, hvor jeg ikke er glad.  Men der er også en kæmpe sorg, som vælter ind over mig. Det er drømmen om kernefamilien og den evige kærlighed, som brister.

Jeg husker især den dag hvor vi skal tømme loftrummet. Jeg er så ked af det – og fortvivlet at jeg næsten ikke kan bevæge mig op og ned af trapperne. Det bliver pludselig tydeligt, at det her, er sidste gang jeg befinder mig i vores fælles lejlighed. Vores fælles liv. Fra nu af, er jeg helt alene.

Det er hårdt at være alene med ungerne en hel uge, selvom Manden kommer og spiser en gang om ugen. Han henter eller afleverer dem også engang imellem fra institution. Det er samtidigt enormt ensomt at være alene den uge hvor de er hos ham. Jeg dulmer ensomheden med byture og druk, hvilket giver nogle frygtelige tømmermændssøndage, hvor jeg er så dårlig, at jeg ikke kan noget som helst. Jeg savner børnene (og Manden) så meget, at jeg ikke laver andet end at tude og glo fjernsyn.

Manden, som længe har haft udlængsel begynder at forberede en rejse. Han skal være væk i mere end en måned. Han skal rejse gennem Rusland og Kina med tog, og han glæder sig. Vores børn er på det tidspunkt 4 og 7 år, og vores ælste lider under vores brud. Nu endnu mere ved tanken om at hans far skal være væk så længe. Jeg siger nu til mig selv, at han da også er en skide irriterende egoistisk eventyrer, som kun tænker på sig selv. Det hjælper at være vred på ham. Det er nemmere end at savne, og det hjælper mig til at lægge afstand, og komme videre med mit liv. Jeg er nødt til at være der for vores søn. Han er meget ked af det, og trives ikke i skolen. Han har oplevet et kæmpe svigt, og skal have min omsorg.

Samtidig begynder jeg at date en rigtig sød mand, som på alle måder er den komplette modsætning til Manden. Han er rolig og etableret, med eget hus og godt job, han er omsorgsfuld og ikke mindst vild med mig. Jeg soler mig i opmærksomheden, selvom jeg godt kan mærke at jeg ikke er helt så vild med ham, som han er med mig. Jeg tænker at det nok kan komme, og at man jo ikke kan få det hele, så vi bliver ved med at se hinanden. Nu nærmer dagen sig, hvor Manden skal ud på sin rejse. Han har inviteret os på afskedsmiddag, og det viser sig, at det bare er mig og ungerne. Da ungerne er puttet har en ting han godt lige vil sige til mig, inden han drager afsted. Han er kommet lidt i tvivl; han savner mig, og vil godt holde en dør åben. Han forestiller sig at vi kan mødes og se om vi kan finde ud af om vi ikke stadig har nogle følelser for hinanden, når han kommer hjem. Jeg fortæller at jeg dater en, som jeg er ret glad for, og derfor ikke kan love ham noget. Det er tydeligvis ikke den besked han havde håbet på, og tager afsted på sin rejse med en mut mine.

Der går en uges tid. Manden jeg dater har også selv børn på fuldtid, og jeg indser, at hvis vi skal kunne se hinanden de næste måneder, må han møde mine børn. Jeg syntes det er et ret stort skridt, og er ikke helt sikker på at det er det rigtige. Især fordi jeg kan mærke på min store dreng, at han vil have svært ved at håndtere det. Han er nemlig ret knust over at hans far er rejst “fra ham”. Alligevel snakker jeg med daten om det, og vi beslutter os for, at vi er klar til at kalde os for kærester, og tage det næste skridt, som hedder at møde hinandens børn. Beslutningen føles rar. Jeg kan mærke på ham, at han er vild med mig, og bliver glad indeni. Han introducerer mig for nogle af sine venner, og jeg kan mærke hvor stolt han er af mig. Det er dejligt, og en følelse jeg ikke har haft i mange år.

Jeg skriver en mail til Manden, for jeg syntes at jeg skylder ham at vide, at hans børn møder min nye kæreste. Jeg får ikke umiddelbart noget svar, hvilket undrer mig,  for han plejer at svare nærmest med det samme, Jeg tænker ikke mere over det. Halvandet døgn senere; ungerne er netop faldet i søvn og jeg snakker i telefon med min nye kæreste. Vi er ved at aftale at mødes i den kommende weekend da det ringer på døren. Jeg undrer mig fordi klokken er mange. Jeg kigger ud af vinduet, og ser en mand med en stor rygsæk stå udenfor. Først genkender jeg ham ikke. Det kan jo ikke være ham. For han er i Kina lige nu… men det er Manden.

Han tog det første fly hjem da han fik min mail, og nu står han i min gang, og græder, og kan ikke forklare sig. Han giver mig et lang brev han har skrevet på turen, en lang opremsning af alt det han har fortrudt. Om at han ikke har behandlet mig som jeg har fortjent det, at han skulle have købt flere blomster, sagt jeg elsker dig mere, været mere stolt af mig, og at han syntes jeg er fantastisk, sej og smuk.

Det er alle de ting jeg i mange år har hungret efter at høre, men jeg føler intet andet end en forvirret splittethed. Jeg ser på ham, har ondt af ham, men føler ingen kærlighed for ham. Ikke som en kærestes kærlighed. Jeg skiver godnat til min kæreste, som føler sig meget lang væk, da jeg fortæller ham, at det er Manden som sidder i min stue.

De næste uger er meget forvirrende, og jeg har mange gange lyst til at grave mig ned og forsvinde. Man forestiller sig at det må være skønt at have to mænd, som kappes om ens gunst, men det føles meget opslidende og ikke særligt sjovt. Manden flytter hjem til sin mor, og er et stort flæbende bløddyr, som lover guld og grønne skove. Selvom det er dejligt at høre, tænker jeg også at jeg ikke tør gå tilbage til en fuser. Det er for sent, og jeg har ingen følelser for ham mere. Den nye kæreste er først meget tålmodig, men jeg føler heller ikke nogen kæmpe forelskelse der.

Det eneste som på det tidspunkt giver mening, er at jeg ikke skal være sammen med nogen af dem. Ja, jeg skal nok i virkeligheden aldrig være sammen med en mand igen. Jeg kan sagtens få min kærlighed stillet via mine dejlige unger.

Det bliver jul – jeg elsker jul. Det er for mig den mest romantiske og hyggeligeste tid på året. Det er en tid for familien og ungerne, og jeg ser her en del til Manden. Han virker mere rolig nu. Han er ikke så desperat efter min kærlighed, og jeg tager mig selv i at fælde en lille tåre over hvor glad han og børnene er for at være sammen. Han inviterer mig ud at spise. Han har arrangeret pasning, og god betjening, og jeg kan ikke sige nej. Han er flot, er blevet klippet, og har ladet skægget gro, som han ved jeg elsker. Han har købt nyt tøj, og virker i det hele taget som den udgave af sig selv, som jeg blev – og var, vild med. Han fortæller, at han har fundet en lejlighed ikke så langt fra mig, og at han lover at få styr på sig selv. Men at han stadig vil gøre alt hvad han kan, for at vinde mig tilbage. Han snakker meget om alt det han gerne vil opleve sammen med mig og børnene, og han fortæller hvor ensom hans rejse var uden mig at dele det med. Jeg er imponeret, og en lille smule skeptisk, for jeg har jo oplevet hvordan kærlighed og hengivenhed blev til leverpostejsmadder og hverdagssurhed. Jeg kan ikke mærke om jeg stadig elsker ham.

Det næste stykke tid gør han lige det han lovede. Han bliver den bedst udgave af sig selv. Lægger drengerøvsattituden på hylden, og giver mig max opmærksomhed. Langsomt, men sikkert vokser kærligheden frem igen. Vi blev kærester igen, og idag er det næsten tre år, nogle dejlige rejser, og en lille ny baby, siden.

Jeg ville ikke på nogen måde have undværet den rejse, selvom den var hård. Den har givet os et mere lige og respekfuldt forhold, samtidig med at vi nu begge ved, at det er det her vi virkelig vil.

Se dét er en ægte lååååvestory. Har du også lyst til at fortælle os din, her på Sydhavnsmor, så skriv mig meget gerne en mail på maysilja@gmail.com 🙂 

 

Du kan følge Sydhavnsmor på FacebookBloglovin’ og Instagram 🙂

Sexet bytur, kebab og Dizzy Mizz Lizzy – en læsers kærlighedshistorie! – Sydhavnsmor.dk

Jeg er vild med jeres (kærligheds)historier. Og ønsker mange flere af jeres fortællinger på bloggen – så byd endelig ind, hvis I har én I gerne vil dele – min mail er maysilja@gmail.com 🙂

Her fortæller Sarah sin sjove og søde historie om dengang hun mødte sin kæreste ved et busstoppested tidligt om morgenen. Efter at have været til sexolog Jakob Olriks bog-release fest og på Heidis Bierbar hele natten. Læs her om Sarah og Jespers møde:

sarahkærlighed1

Den første søndag i juni. Den sidste søndag efter en uges ferie. Den dag jeg mødte Jesper. Dengang Nørreport var under ombygning.

Efter en nat med sang og drinks og releasefest på sexologen Jakob Olriks nyeste bog på Zoo Bar, lukkede og slukkede en veninde og jeg festen på Heidis Bierbar. Træt traskede jeg mod Nørreport, hvor jeg skulle med bussen mod Brønshøj. Efter en lille tur på Mc D., fandt jeg bustoppestedet og ventede. Charmerende har jeg garanteret set ud, med mine to cheeseburgere i hånden efter 12 timer i byen.

Pludselig kommer den sødeste fyr gående imod mig. Fuld, med en durum i hånden. Han var i jakkesæt med en fin butterfly. Dejlig så han nu ud. Så slog det mig: Der var ingen grøntsager i hans durum. Som datter af en grønthandler, måtte jeg jo spørge ind til dette. Vi faldt i snak. Jesper, som fyren hed, havde været til sommerfest og efter en kortere samtale fandt vi ud af, at vi havde en fælles bekendt.

sarahkærlighed3

Undervejs brokkede jeg mig lidt over, hvorfor min bus endnu ikke var kommet. Jesper skulle vente en time, da han skulle nordpå med den første bus. Efter noget tid, spurgte Jesper, hvilken bus jeg skulle med? “5a”, svarede jeg. Blot for at finde ud af at stoppestedet var rykket pga. ombygningen. Jeg var sådan set faldet pladask for denne empatiske, halvfulde fyr. Gode råd var dyre. På et splitsekund gik jeg på kompromis med alt, der hed “at jeg ingen kæreste skulle have” og at “fremmede fyre ikke skulle med hjem”. Jeg inviterede Jesper med hjem til at sove på sofaen (!). Vi havde jo sådan set også en fælles bekendt…

På vej hjem i bussen fik jeg dog rimelig kolde fødder og gik igang med at fortælle ham, at jeg altså arbejdede inde på center for seksuelle overgreb (en lille overdrivelse af sandheden) og at jeg ikke håbede, at han ville prøve på noget. Stakkels fyr. Der sad han med sin butterfly og kebab og må helt sikkert have tænkt sit. Men forelsket var jeg. Alle mine forbehold for kærligheden blev minimale, for denne fyr måtte jeg bare lære at kende. Efter en nattevagt, mødtes vi på grundlovsdag i Kongens Have. Vi lyttede til Dizzy Mizz Lizzy og slappede af. Pludselig, der i dagslys, blev vi begge lidt sårbare og ingen kys blev udvekslet. Kun et kram og en lovning på, at vi skulle ses igen. Ugen efter inviterede Jesper mig hjem til ham. Og derfra klarede kærligheden resten. Eller dvs. næsten…

Jesper havde sine forbehold, nok mest fordi min ivrighed gjorde ham nervøs for at min forelskelse bare var en flygtig ide. Lidt kækt sagde jeg til ham at jeg var ligeglad med om han ville være kærester, for det vidste jeg, at vi nok skulle blive. Den eneste gang, jeg kan huske, at jeg vaklede i troen på os, var da jeg efter en måned godt kunne mærke, at jeg for alvor var ved at få noget i klemme.

Til en grillfest, hvor Jesper havde samlet tætte venner, betroede jeg mig til Jespers fætter. Han sagde til mig, at jeg ikke skulle være i tvivl om, hvor glad Jesper også var for mig og at jeg bare skulle holde ved. Det vil jeg ikke glemme ham for, da det gav energien til at turde mere.

Kærester blev vi og nu sidder vi her tre år efter med et rækkehus og vores lille elskede Theodor på 5 måneder. Forelsket er jeg heldigvis stadig og Jesper er forelsket i mig. Det var ikke flygtigt, det var ægte.

sarahkærlgihed4

Netop som jeg havde forliget mig med, at sommeren skulle nydes som single oven på en hård vinter, kom kærligheden ud af det blå. Jeg turde. Og når jeg kigger på Jesper og Theodor, kan jeg ikke bære tanken om, hvordan mit liv havde været, hvis ikke jeg havde haft modet den søndag. Den første søndag i juni.

Har du lyst til at fortælle din sjove, skøre, fantastiske… kærlighedshistorie på bloggen, så skriv mig endelig en mail <3

Læs også

En kærlighedshistorie fra Føtex

Nu går jeg fandme ned og scorer ham David fra parallelklassen!!!

Du kan følge Sydhavnsmor på FacebookBloglovin’ og Instagram 🙂

HJEMME GODT, MEN UDE (NOGEN GANGE) BEDST ;-)

martin

I sidste uge fik Martin og jeg passet Uma og Sofus, af min søster og hendes kæreste. Vi skulle nemlig ud og fejre kærligheden med pomfritter. Jeg har i det sidste været slugt ind i dette FANTASTISKE norske teen-drama, og havde ærlig talt glemt alt om, at jeg var godt gift. Og pludselig, kom jeg i tanker om, at jeg sgu da ikke vil finde mig i, at familielivet udelukkende handler om børn (selvom det ofte slår sløjt til med andet- det meste af tiden i hverdagen, går jo lissom bare op i  smadrede mælkeglas og trætte (men gudskelov, SØDE), larmende børn 😉 , serier på NRK og en træt sur mamma. Så vi daffede sgu ind mod vores gamle hood, Pisserenden og endte med at gafle burgere og snacky fries i os, grine, drikke øl og vin, tale om fremtidsplaner – i ved sådan noget med at få ordnet cisternen på lokummet, få båret de der fire-fem kasser, der har stået og blomstret i stuen alt for længe ned i kælderen, og den slags … som fx børn, of course, før vi igen væltede hjem mod Sydhavnen, i høje stiletter og jesussandaler. Daten varede i alt tre timer – tre MEGA gode, og friturestegte, timer, og meget mere behøver man faktisk ikke at sætte af, for lige at få luft, fatte at man er i et forhold og slippe vasketøjet for en stund 😉

Det behøver sørme heller ikke at koste en formue, at gå ud at spise sammen. Nu tør jeg ikke udtale mig om andre byer end København (fordi jeg ikke kender så meget til dem), men her kan man i hvert fald guffe igennem på lækre spisesteder, hvor du ikke behøver at lægge en tudse, hver gang du sætter dig ved et bord. Jeg er særligt fan af Atlas Bar i Pisserenden, Mother i Kødbyen, Madglad (til frokost) i Eskildsgade og sæææføli Les Trois Cochons på Værnedamsvej, dér hvor de serverer kæmpe portioner og TRE desserter 😉 Men jeg er også vild med Spicylicious, Vesterbro Vinstue, Lé lé, Greasy Spoon og Tire Bouchon- som alle af og til + mange flere, er en del af all2day (se her)ordningen, hvor du hver dag kan finde rigtig gode tilbud til forskellige spisesteder, i hele landet. Så behøver en date lige pludselig ikke at sluge hele børnebidraget – eller kassekreditten 😉

Jeg blir nødt til snart at invitere ham ud igen, for jeg er vild med dét, ham og pomfritterne. Nogen af mine venner har sådan nogen ‘date-regler’, hvor de mindst én gang om måneden får passet ungerne og tager ud og spiser god mad, sluger vin og snaver igennem. Jeg synes, at det er en svinegod idé, og tænker at jeg vil indføre det samme, bare så man husker det (og hinanden), for ellers kan der snildt gå flere måneder imellem den slags dateri (herhjemme, i hvert fald). Er der nogen af jer der har lignende aftaler med jeres kærester/mænd?

PS: Vi shoppede altså ikke i den der ROCK SHOP (selvom det ku’ ha været sjaw), men jeg måtte selvfølgelig lige tage et billede af Martin foran turist-paradiset, i jesussandaler og paraply. Ved siden af hende den friske lille dame, i små denim-shorts 🙂

Du kan følge Sydhavnsmor på FacebookBloglovin’ og Instagram 🙂

Tvillinger med to forskellige mødre

Alexa og Mette er kærester. Til sommer skal de sammen være forældre til en dreng og en pige. “Tvillinger” – fra hver deres mave…

 

alexa

 

Alexa, 39 år og fysioterapeut venter en dreng (termin 18. august 2016)

Mette, 35 år og jurist – venter til pige (termin 23. juli 2016)

 Blev I begge gravide i første forsøg – så det var meningen at I ville følges som gravide?

Vi forventede ikke, at det ville ske så hurtigt. Vi har begge en alder, hvor vi tænkte, lad os bare prøve og se, om det lykkes – og så ser vi, hvem der bliver først gravid. Men vi forventede ikke, at det ville være så nemt. Mette blev gravid i første forsøg, og Alexa i andet. Så nej, det var ikke planlagt, at vi skulle blive gavide på samme tid – men nu er vi så glade for det. Vi får jo “tvillinger” 😉

Hvad har I gjort jer af tanker ift. fødslerne, nu I har termin på tæt på hinanden?

Det er dejligt, at vi får “tvillinger”, men det er sørgeligt, at vi ikke kan opleve begge fødsler sammen. Men vi har arrangeret det sådan, at vores nærmeste familie kan deltage.

Hvordan forestiller I jer at den første tid vil være?

Vores familie og venner vil hellere end gerne hjælpe.

Har I nogle særlige ønsker til jeres kommende fødsler? 

Vi har ikke besluttet os endnu, men formentlig hospital.

Hvilke særlige fordele tænker I, at der vil være med jeres børn der kommer til at vokse op som tvillinger?

De har samme alder og kan være legekammerater. Og så er det også praktisk, fordi de kan gå i samme vuggestue/børnehave/skole.

Og hvilke udfordringer?

Det vil blive hårdt for forældrene 😉 Og måske vil de blive afhængige af hinanden.

Hvilke fordele og ulemper mener I at have som to kvindelige opdragere?

Fordele: Vi er begge hjemme på barsel.

Ulemper: Der er ingen faderfigur i dagligdagen – men måske er det ikke en ulempe. Vi har jo familie og nære venner. Og derudover er vi glade for, at doneren kan tage del i børnenes liv.

Har I gjort jer nogle særlige overvejelser omkring hvordan I kan gøre tingene lettere for jer, nu I begge vil have en baby på armen hele tiden? 🙂

Vi har ikke tænkt så meget. Vi har ikke børn i forvejen og ved ikke, hvordan det vil blive – det kan kun blive fantastisk!

Læs også ” Mor, mor, tvillingepiger og lille Louie”, “Mor i den bedste alder – hvornår er det?”, “Alene – og singlemor” og “Om at finde drømmemanden på Tinder. Efter 10 år i fast parforhold og med en 1-årig på armen”.

Du kan følge Sydhavnsmor på FacebookBloglovin’ og Instagram 🙂

En kærlighedshistorie fra Føtex

Ida på 25 år fortæller her om dengang for 7 år siden, hvor hun mødte sin kæreste David, med rødmende kinder og spidse sko. I Føtex…

idakærlighed

Man siger, at prinsen på den hvide hest dukker op, når man mindst venter det. Dén må jeg tilslutte mig!

Jeg mødte min kæreste på vores daværende arbejdsplads. Vi arbejdede begge i Føtex. Jeg som kasseassistent og han som salgsleder i kolonialen. Første gang jeg fik øje på ham, var en aften hvor jeg havde brug for hjælp til en stregkode på Haribos miniposer. Han kom pænt op med en enkelt pose, som jeg skulle scanne og gange op. Imens han stod der foran mig, tænkte jeg bare ”holy moly, please lad vær’ med at rødme”, for han var altså lidt af en steg i min optik. Vi fik klaret problemet, hvorefter han gik tilbage til sin afdeling og jeg sendte kunden pænt hjem, med hans Haribo-poser.

Efter denne episode begyndte han at handle mere og mere i de kasser jeg sad i. Hver gang forsøgte jeg at fremstå cool og fattet, alt imens jeg prøvede at lure af, hvor gammel han var. Jeg var overbevist om at han var en del ældre end mig, da han både handlede ind til en hund, gik i pæne spidse sko og nystrøgede skjorter, selvom han havde arbejdet i 7-8 timer.

En dag poppede der en venneanmodning op på min Facebook. Først vidste jeg ikke hvem det var, men jeg klikkede straks ind på profilen for at se nærmere. Jeg kendte på daværende tidspunkt ikke hans navn, men da jeg så profilbilledet var jeg ikke i tvivl. Det var jo ham den lækre fra Føtex! Jeg accepterede hans anmodning og et par dage efter fik jeg en privat besked:

“Hejsa, nu fik jeg endelig taget mig sammen, til at skrive til dig.

Efter jeg så dig igen idag, tænkte jeg, at nu måtte det være. Synes du ser kanon sød ud og jeg tænkte på, om du måske havde lyst til at finde ud af noget?”

Vi udvekslede telefonnumre og han inviterede mig på date. Daten kunne først lade sig gøre, efter jeg kom hjem fra en studietur, så der gik lidt tid. For at det ikke skal være løgn, var min mor taget i Føtex for at udspionere. Hun tænkte sit, da hun så de spidse sko han rendte rundt i på job. Heldigvis var hun oppe og lure ad flere omgange. En dag kom hun hjem og berettede om, hvor venlig og hjælpsom han havde været, over for en ældre dame.

Anyways, vi kom på date, hvor vi var en tur i biffen. Den startede skide godt ud, med at vi begge var lidt sent på den. Vi skulle mødes på Frihedens station i Hvidovre, men stødte på hinanden i lyskrydset 5 min. efter vi skulle have mødtes. Snakken gik lystigt, og der var ikke et stille øjeblik. Udover i biografen selvfølgelig 😉 Inden vi tog toget hjem igen, gik vi hånd i hånd rundt på Fisketorvet og kiggede på de lukkede butikker, imens vi snakkede løs. På Dybbølsbro station trak mig ind til sig og gav mig et helt fantastisk første kys! Inde i toget opstod det mest akavede og sjove øjeblik, nogensinde. Vi fandt ud af at vi begge havde og har spillet badminton. Han for HBC og jeg for HB2000 (rivaler!!! 😉 ). Jeg nævnte, at jeg kendte en der hed Jeppe, som også spillede i HBC. Det gjorde han også. Vi snakkede om løst og fast indtil vi fandt ud af, at den Jeppe vi længe havde snakket om, ikke var den samme! Behøver jeg at sige, at der blev komplet stilhed for et kort sekund? Indtil vi begge skreg af grin, over at vi havde siddet i ca. 10 minutter og snakket om to forskellige personer.

Dagene gik og vi skrev og ringede konstant sammen. Bortset fra, når der lige skulle tøsesladres, med mine veninder om ham 😉 Jeg havde udtrykt overfor ham, at jeg gerne ville lære ham bedre at kende, og at vi skulle tage det stille og roligt, men men men morale er godt – og dobbeltmorale er dobbelt så godt! Kun en måned efter, at han havde skrevet den første besked til mig, spurgte jeg ham en aften – meget svedig, efter et klubmesterskab, om han ikke ville være min kæreste. Selvfølgelig ville han det 🙂

Efterfølgende fandt jeg ud af, at han havde udspurgt en fælles kollega om mig, indtil hun en dag havde sagt, at han altså liiige måtte mande sig op og skrive til mig. Det skylder jeg hende en stor tak for 😉 

For i dag, næsten syv år senere, er vi stadig sammen. Ham som butikschef i Fakta og jeg som medhjælper i en daginstitution. Sammen har vi en hund, fælles lejlighed, bil og økonomi . Og nååårh ja –  for nyligt, satte han den smukkeste ring på min finger. Så vi skal GIFTES!!!! 🙂 

idakærlighed2

Læs også “Nu går jeg fandme ned og scorer ham David fra parallelklassen” og “Sexet bytur, kebab og Dizzy Mizz Lizzy – en kærlighedshistorie” 

Du kan følge Sydhavnsmor på FacebookBloglovin’ og Instagram 🙂