Februar måneds mor jeg beundrer - Marie Lundt

At vokse op som et Jehovas Vidne

tabita1

 

Jeg er på besøg hos Tabita på Vesterbro. Forrige søndag fejrede hun sin 33 års fødselsdag. At fejre fødselsdag er en forholdsvis ny ting for hende, da hun er vokset op i en familie som var Jehovas Vidner. ”Jeg fejrede ikke fødselsdag de 17 første år af mit liv”, fortæller Tabita.

Tabita voksede op i en kernefamilie i Hobro i de glade 80’ere, som midterste barn af fem søskende. Hun havde en god familie, hvor det primære var sammenhold, kærlighed og troen på Jehova.

 

Skilte sig ikke ud fra andre børn 

Hun følte aldrig at hun skilte sig ud, fra de andre børn i skolen pga. hendes og familiens tro. Det var i hvert fald ikke på en negativ måde, da klassekammeraterne synes, at det var spændende at hun var medlem af Jehovas Vidner. At hun ikke fejrede fødselsdag ligesom hendes venner uden for menigheden, så hun aldrig som et problem. “I min familie fandt vi på nogle andre tidspunkter, hvor vi kunne fejre noget og få gaver”, siger hun. I Jehovas Vidner fejrer man ikke de traditionelle højtider, fordi de kristne højtider ofte stammer fra hedenske traditioner og ritualer som Jehovas Vidner finder ukristne.

Tabita gik ud fra, at det der stod i biblen og det de lærte og praktiserede i menigheden var sandt, men alligevel tvivlede hendes barnelogik, når hun ikke kunne få de forskellige ting til helt at hænge sammen. Gud kunne alt, men hvorfor kunne Gud så ikke forhindre Satan i at friste Eva til at spise af den forbudte frugt, så synden og al lidelsen kom ind i verden? Det gav ingen mening for hende. Men en vigtig ting inden for Jehovas Vidner var ikke at tvivle. Så tvivlen blev hurtigt skubbet væk.

Tabita fortæller; “Inden aftenmåltidet bad vi en fællesbøn. Det var altid min far, der sagde bønnen, da det altid er mænd, der beder offentligt. Når jeg gik i seng om aftenen, lukkede jeg mine øjne og sendte en lille bøn afsted til Gud, hvor jeg takkede for alt det gode i mit liv”.

 

tabita4

 

En spændende fyr uden for menigheden

I år 2000 var Tabita lige fyldt 17 år og hendes liv tog en drastisk drejning. Hun mødte en fyr på nettet på et uddannelsessted, hvor der var en chatkanal med andre studerende. Fyren boede i Aalborg. Hun begyndte at mødes med ham og det var ham der var årsagen til at hun senere forlod Jehovas Vidner og mistede kontakten til halvdelen af sin familie.

“Han var meget kritisk, men meget interesseret. Han tog ikke altid min logik og mine svar omkring min tro for gode varer. Han var seks år ældre end mig, havde LP’er og film. Han var spændende. Han lærte mig om David Lynch og Depeche Mode. Det var i den periode jeg fik smag for verdenen udenfor”, siger hun.

Tabita begyndte at se den spændende Aalborg-fyr i smug. For er der noget, der er farligt inden for Jehovas Vidner, er det at have en kæreste uden for menigheden. Det er direkte udstødelsesgrund, hvis man overnatter hos hinanden, og når man bliver udstødt (eller udelukket, som Jehovas Vidner kalder det i dag) kan man ikke længere se nogle fra Jehovas Vidner. Heller ikke selvom det er familie eller nære venner. Tabitas gode veninde var med i hele forløbet omkring mødet med Aalborg-fyren og fortalte en dag efter noget tid Tabitas far om fyren. Hun gjorde det ikke for at være ond, men fordi det var ved at løbe af sporet. Veninden ville redde Tabita og sig selv.

Tabita skrev et brev til sin Aalborg-fyr, at hun måtte gøre det forbi. Han ringede til familiens telefon og da hun hørte hans stemme valgte hun at tage til Aalborg for at tage ordentlig afsked. Og så var det slut, troede hun. Men miraklernes tid var ikke forbi fandt hun ud af. En tilsynsmand inden for Jehovas Vidner, havde snakket med ‘de ældste’ i menigheden (De ældste er en slags overhoveder i Jehovas Vidners menigheder). Tilsynsmanden mente at de måtte acceptere at Tabita kunne ses med Aalborg-fyren, så længe de altså ikke gik i seng sammen.

Tabita kunne derfor igen tage kontakt til sin Aalborg-fyr. I starten ville hun bare være venner og forsøge at omvende ham. Men de blev hurtigt kærester og Tabita begyndte efterhånden at tvivle mere på Jehovas Vidner. Som tiden gik, kom hun sjældent til møderne. Hun flyttede sammen med sin kæreste i Aalborg og fik officielt adresse hos sin storesøster, der også boede i Aalborg, så hun ikke blev udstødt. Tabita håbede at hun lige så langsomt kunne glide ud af Jehovas Vidner, at de ville glemme hende, så hun kunne begynde sit eget selvstændige liv uden at blive udstødt fra organisationen. Ikke fordi hun ønskede at være en del af Jehovas Vidner, men fordi hun ikke ville undvære sin familie.

Tabita følte sig ikke længere som en del af Jehovas Vidner. Hun havde stadig et tæt og stærkt bånd med familien, særligt med hendes far, som ofte besøgte hende. I 2002 købte kæresten et hus og Tabita flyttede med ind. Hun glædede sig til at vise huset frem for sin far. Der var nu gået et år og Tabita troede ikke længere hun blev betragtet som et Jehovas Vidner. Men da han kom på besøg kastede han bomben. Han kunne ikke se Tabita mere. Hun var udstødt.

 

tabita3

 

”Hvem elsker du højest”

I 2005 blev Tabita kontaktet af nogle praktikanter på Berlingske Tidende. De ville gerne bruge hendes historie i en eksamensopgave. Her fortalte hun om bruddet med sin familie og Jehova. Efterfølgende ringede Tabita til sin far og lillesøster for at få kontakt, men de var ikke interesserede. De var afklarede med situationen. Hun spurgte sin far hvem han elskede højest, hende eller Gud? Hendes fars svar var klart, han elskede sin Gud højest! Efter den telefonsamtale var det lettere for Tabita at lade sin far være i fred.

“En del år efter havde jeg stadig en tung følelse i kroppen. Jeg skrev et kærligt brev til min far, hvor jeg gjorde klart at jeg savnede ham og at jeg ønskede at vi kunne ses trods vores forskellige overbevisninger. Men jeg fik aldrig et svar”, siger Tabita.

I dag, mange år efter, sidder hun åbent og ærligt og fortæller mig om dengang hun mistede det halve af sin familie. Hun har stadig kontakt til sine ældre søskende som også er gået ud af Jehova, og til sin mor, som stadig er i menigheden.

Hun snakker ikke grimt om menigheden. Selvom de ligesom hendes far og mindre søskende udstødte hende, fordi hun valgte at gå sine egne veje. ”Jehovas Vidner er ikke dårlige mennesker. Jeg vil ikke snakke grimt om dem, men derfor kan jeg godt forholde mig kritisk til nogle af deres valg. At de vælger at udelukke medlemmer og deres syn på blodtransfusion er to ting som har alvorlige konsekvenser for de involverede. Men også deres blinde tro på ’det styrende råds’ tolkning af Bibelen. Jeg vil aldrig mere have så meget tillid til en organisation, at den får lov til at styre mit liv”, siger Tabita.

En god barndom

Tabita ser positivt tilbage på sin barndom som medlem af Jehovas Vidner. “Jeg er blevet ret godt skolet. Jeg var sindssygt genert som barn, men til Jehovas Vidner møderne havde vi hver uge noget som hed ’den teokratiske skole’. Der lavede vi opgaver, som vi skulle fremføre for hele menigheden. Dét tror jeg har givet mig meget. Det var som en slags ekstra skole. Desuden har jeg også via min fortid fået en forståelse af hvor forskellige vi mennesker kan være og hvor forskelligt et syn vi kan have på verden.”

Jeg spørger Tabita om, hun vil kalde sig ateist i dag? “Nej, jeg vil ikke længere sætte mig fast på noget”, slutter hun.

 

Filmen “To Verdener” fra 2008 er lavet over Tabitas liv. Hvis du vil se den, ved jeg at den ligger på Netflix. 

 

Du kan følge Sydhavnsmor på FacebookBloglovin’ og Instagram

Du kan følge Sydhavnsmor på FacebookBloglovin’ og Instagram 🙂

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Februar måneds mor jeg beundrer - Marie Lundt