Marts måneds mor jeg beundrer - Kirsten Norholt

Ammen, det er jo for vildt at være nogens (rigtige) MOR!

4vildesteår

I dag er det FIRE (!) år siden, at jeg blev nogens MOR. Mere præcist Umas. Det var en ret crazy oplevelse og jeg må da også indrømme, at jeg blev en anelse overrasket over hvordan det rent faktisk var, at blive sådan en ægte moar!  I dag bliver min datter fire år og jeg fatter det ikke rigtigt. I går aftes da jeg skulle putte ungerne, sagde Uma: “mooor, jeg elsker dig virkelig meget, du er verdens bedste mor”. Jeg elsker eddermanme’ det barn, altså! Og hendes lillebror. Og nogle gange får jeg det også helt vildt over, at det er mig (sammen med faren selvfølgelig), der bestemmer over de to krapyler. Har det store ansvar det er, at opdrage nogle mini-væsener, til at blive nogle ægte mennesker! I dag skal vi bare fejre, og æde så meget kage fra yndlings-kagebutikken at vi triller resten af påsken. Og jeg skal være alt andet end mor-streng og mor-kedelig og bare pøse slik, chokolade, sodavand, kakao og alt muligt guf (og E-numre) på mine unger. For vi skal fejre livet og alle dens glæder 🙂

Sådan her startede de sidste fire år af mit liv (et lille re-post):

Kort efter smertehelvedet lå jeg dér med den sødeste, blødeste baby nogensinde! Jeg skrev strakt en SMS til vennerne (Martin havde selvfølgelig lige slået på tråden til nærmeste familie), at “Uma var ude”. Miraklet var sket. Roen var ovre. Og siden da har jeg ikke sovet i nu 1461 dage!!!… sådan cirka.

Når man aldrig har født, ved man selvfølgelig ikke hvad det er, at man går ind til. Sådan er det jo med alt, man ikke at prøvet før. Og det er nok meget godt! Jeg var ikke bange for at føde. Men jeg var satme bange for, at mit underliv skulle sprænges i tusinde stykker. Jeg havde hørt og læst skrækhistorier fra veninder og dameblade, hvor kødet downunder hang i flæser og flagrede, og om kvinder der skulle gennem store operationer. Overraskende, var det meget lidt dramatisk (for mig) at føde, i forhold til hvad jeg havde forestillet mig. Inde i mit hoved var fødsler sådan noget med en helt masse blod, knytnæver til jordmoderen, skrig og skrål. Det første og sidste var der en del af, men ellers var det stille og roligt. Hvis man altså kan kalde det dét, at presse et barn på 3,5 kg. ud af tissekonen!!!

Noget – ud over at jeg sgu’ ku’ få den dersens baby ud natural – blev jeg meget overrasket over: Det var jo røven (undskyld mit danske!) det gjorde ondt i! Under pressefasen (I får lige detaljer) skreg jeg højt, at jordmødrene OMGÅENDE skulle fjerne det de havde puttet op bagi! Det føltes som om at jeg sked en GIGA vandmelon! (Og nogle tror da også at babyerne rent faktisk kommer ud af nummi- læs HER 😉 ) Der er en mening med alt, siges det. Men ærligt talt; hvad er meningen med at man skal gennem-tortureres forneden, når man skal føde sine børn?!

Med få ord vil blot fortælle jer der endnu er så heldige at have fødslen til gode, hvordan det føles, at føde et barn:

Det gør cirka lige så ondt at føde et barn, som at få flere spark i hovedet af en hest, imens dine fingre bliver hugget af i en stavblender, og alle dine negle på fingrende bliver revet. Samtidigt med at du skider en vandmelon. Sådan cirkus.

Men jeg gjorde det igen; sked en vandmelon – eller om du vil; fødte et barn mere. 2, 5 år senere kom min søn Sofus til, på samme vis. Og jeg husker tilbage på begge mine fødsler, som gode oplevelser. De sidste 1461 dage (det er sgu da mange?!) har været de bedste, hårdeste, mest sindssyge, trættende, frustrerende, kærlige, sjoveste, turbulente, vanvittige, fantastiske, skøre… dage i mit liv. Og jeg glæder mig til 100 år +- mere 😉

Pssst! Husk at du (nemt) kan deltage i konkurrencen om de mest cool ørestikkere fra Nordenstam (værdi 700 kr.) – lige HER 🙂 Jeg trækker en heldig vinder på søndag 🙂

Du kan følge Sydhavnsmor på FacebookBloglovin’ og Instagram

Du kan følge Sydhavnsmor på FacebookBloglovin’ og Instagram 🙂

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Marts måneds mor jeg beundrer - Kirsten Norholt