Jeg har taget øko-brillerne på i dag! Fordi jeg overraskes (muligvis i min naivitet) over hvor mange mennesker der stadig ikke ved noget om økologi – hvorfor det er vigtigt, at vi spiser og lever økologisk. Derfor vil jeg prøve, med de 10 punkter herunder, at dele lidt info om, hvorfor vi bør vælge økologi fremfor ikke-økologiske produkter 🙂 :
- Du får mad uden rester af sprøjtemidler. Når du spiser økologisk indtager du mad der helt sikkert ikke indeholder rester af sprøjtemidler, som ikke kun dræber insekter, ukrudt og plantesygdomme, men også kan være skadelige for os mennesker.
- Du får mere smag! Økologiske grøntsager indeholder flere nærings – og smagsstoffer og mindre vand pr. kilo, end ikke-økologiske grøntsager.
- Du får rene usminkede varer. Ø-mærkede dagligvarer er ikke tilsat farvestoffer eller kunstige tilsætningsstoffer. Dagligvarer der ser “perfekte” ud er altså ofte tilsat farve og er overfladebehandlede og derfor alt andet end perfekte i et miljø – og helseperspektiv.
- Økologiske dyr har bedre forhold. Hvis man skulle være helt hellig burde vi spise meget mindre/eller slet intet kød. Men den kan jeg tage en anden gang 😉 I hvert fald er dyrevelfærd i økologisk landbrug langt vigtigere end i ikke-økologisk landbrug. Dyrene har bedre plads at begå sig på, oftere adgang til udearealer, og så får de næringsrigt og økologisk foder.
- Økologisk landbrug er godt for vores vand. Økologiske bønder bruger ikke sprøjtemidler og kunstgødning som kan forurene grundvandet.
- Bevar en rig og ren natur. Naturen er rigere og renere med økologisk landbrug.
- Naturlig mad er sund fornuft.
- Genmanipuleret mad er ikke sundt. I økologisk landbrug bliver der hverken brugt genmanipuleret mad til mennesker, dyr eller foder.
- Ø-mærket står for grundig kontrol. Det danske Ø-mærke og EU’s øko-logo er din garanti for økologisk kvalitet. Hver producent kontrolleres mindst en gang årligt og der laves derudover stikprøver og uanmeldte besøg på landbrugene.
- Økologi er godt for udviklingslandene. En række internationale undersøgelser viser at økologiske metoder kan hjælpe fattige bønder i Afrika, Asien og Sydamerika med at producere mere mad og tjene flere penge.
Vil du læse om da jeg besøgte et økologisk landbrug, kan du gøre det her, og vil du inspireres til at klare 10 økologiske aftenmåltider for under en 20’er per mand, kan du gøre det her.